Skip to main content

​Fartmålinger foregik efter bogen

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2017 13:21 CET

Prøvesag om fartmålinger på Helsingørmotorvejen og Lyngby Omfartsvej viste, at både skiltning og fartmålinger var i overensstemmelse med reglerne for området

Retten i Lyngby har netop afgjort en række prøvesager om fartmålinger i forbindelse med vejarbejde på Helsingørmotorvejen og Lyngby Omfartsvej i juli 2015. Sagerne drejede sig om, hvorvidt skiltningen i forbindelse med vejarbejdet var tilstrækkelig, hvilket retten nu har afgjort, at den var.

- Vi er tilfredse med, at retten har afsagt dom i overensstemmelse med vores påstand om, at den skiltning, der var på stedet har været tilstrækkelig og levede op til den plan, som forelå, siger anklager, Rikke Hald fra Nordsjællands Politis anklagemyndighed.

Ved vejarbejder skal entreprenøren udarbejde en plan for skiltning, som via vejmyndigheden sendes til godkendelse hos politiet. Skiltningen blev, sådan som det altid sker, tjekket forud for hastighedsmålingen og igen efter målingen var gennemført.

Hastighedsmålingen på Helsingørmotorvejen den 29. juli 2015 blev foretaget på forespørgsel fra entreprenøren, som havde en oplevelse af, at der blev kørt for hurtigt gennem området med vejarbejde og hans medarbejdere dermed blev udsat for unødig fare.

Ved målingen blev 2551 bilister målt til at køre hurtigere end det tilladte i de godt 10 timer målingen foregik. Det tal skal ses i lyset af, at der i samme måling var 16.634 bilister, som kørte efter reglerne.

Fakta om hastighedsmålingerne

Lyngby Omfartsvej:

Der blev gennemført 37 målinger i perioden den 22. april til 20. september 2015. Det samlede antal måletimer var 145. Målingerne viste en overtrædelsesprocent på mellem 6,2 og 8,9.

Helsingørmotorvejen:

Der blev gennemført 10 målinger i perioden 28. juli til 12. september 2015. Det samlede antal måletimer var 26. Målingerne viste en overtrædelsesprocent på mellem 4 og 25. 

Mediernes kontaktperson er anklager Rikke Hald på telefon +45 7258 6700.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.