Skip to main content

Forlystelse på bakken lukket efter muligt uheld

Pressemeddelelse   •   Apr 09, 2018 20:51 CEST

Nordsjællands politi har i dag afspærret forlystelsen "Skyroller" med henblik på undersøgelse for fejl. Årsagen hertil er, at en 12-årig dreng i weekenden er kommet til skade, muligt som følge af en tur i forlystelsen.

Forlystelsen giver brugeren mulighed for at selv at styre nogle vinger på et "fly", hvilket vil få flyet til at dreje om sin egen akse.

Drengen var under turen blevet dårlig og havde sluppet de styrende håndtag. I stedet for at gå i "neutral" stilling havde flyet fortsat rotationerne og drengen endte med at snurre over 100 gange rundt på hovedet.

Drengen blev efterfølgende dårlig og en kammerat sørgede for underretning af drengens forældre. Drengen blev kørt til sygehuset, hvor han fik konstateret blødninger i hovedet og som følge heraf lettere blindhed.

Ved politiets henvendelse ved forlystelsen i dag, havde ejeren selv lukket forlystelsen som følge af en teknisk fejl. Politiet i Nordsjælland har valgt at opretholde lukningen og foretage afspærring med henblik på tekniske undersøgelser af forlystelsen.

Årsagen til de mange rotationer og sammenhængen med drengens skader skal undersøges i de kommende dage.

Drengen er hjemme fra sygehuset.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2. Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.

Anklagemyndigheden i Nordsjælland er organiseret i advokaturer, der - udover almindelige sager - behandler hver deres specialområde (personfarlig kriminalitet, organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet, særlovskriminalitet og særlige sager). Anklagemyndigheden i Nordsjælland fører straffesager i Helsingør, Hillerød og Lyngby retskredse.

Pressehenvendelser til både Nordsjællands Politi og Anklagemyndigheden i Nordsjælland kan rettes til pressetelefonen på 7258 6688 eller mail til nsj-presse@politi.dk, medmindre andet fremgår.