Skip to main content

Markant fald i kriminaliteten i de særligt udsatte boligområder i Nordsjælland

Pressemeddelelse   •   Feb 12, 2016 08:32 CET

Rigspolitiet har i en pressemeddelelse i dag meddelt, at kriminaliteten i de særligt udsatte boligområder (SUB-områder) i Danmark er faldet betydeligt. Specifikt er antallet af anmeldelser af straffelovsovertrædelser pr. 1.000 indbyggere i SUB-områderne på landsplan faldet fra 57,4 anmeldelser i 2014 til 48,4 anmeldelser i 2015. Det er et fald på mere end 15 pct.

I de tre SUB-områder i Nordsjællands politikreds er der også sket et fald i antallet af anmeldelser. I 2015 var der 29,5 anmeldelser af straffelovovertrædelser pr. 1.000 borgere i SUB-områderne mod 47,4 anmeldelser i 2014. Antallet af straffelovsanmeldelser pr. 1.000 borgere i SUB-områderne i Nordsjælland er dermed faldet med 37,8 pct. fra 2014 til 2015.

I Vapnagaard er der sket et fald på 21 pct. i antallet af anmeldelser af straffelovsovertrædelser pr. 1.000 indbyggere, i Nøjsomhed er antallet af anmeldelser faldet 34 pct., og i Egedalsvænge er antallet faldet med 55,7 pct.

Det store fald i antallet af straffelovsanmeldelser i Egedalsvænge placerer området som et af de fem SUB-områder, hvor der i Danmark er sket det største fald i straffelovsanmeldelser.

Politiinspektør Helge Holbek, Nordsjællands Politi glæder sig over den positive udvikling:

- Det er især det tværsektorielle samarbejde mellem kommune, boligforeninger, lokale beboere og politiet, der har betydet, at antallet af anmeldelser er faldet så markant i de enkelte områder. Det er vigtigt, at vi fastholder det gode samarbejde, så den positive udvikling kan fortsætte i 2016. Forhåbentlig fører det faktiske fald i anmeldelser også til, at beboerne i SUB-områderne føler sig mere trygge.

Kontaktperson politiinspektør Helge Holbek, tel. 20108942.

 

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.