Skip to main content

​Nordsjællands Politi søger vidner til forsøg på brandstiftelse i flygtningeboliger

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2016 15:04 CET

Søndag den 21. februar om aftenen blev nogle kommende flygtningeboliger i Græsted udsat for et forsøg på brandstiftelse, og Nordsjællands Politi søger nu vidner til episoden. Flygtningeboligerne, der tidligere fungerede som børnehave, er ikke taget i brug endnu, og de husede således ingen mennesker på gerningstidspunktet.

Politiets brandtekniske undersøgelse har påvist forsøg på antændelse af brandbar væske med en form for lunte. Boligerne var udsat for et lignende forsøg på brandstiftelse i starten af februar måned 2016.

Politiet er meget interesserede i henvendelser fra personer, der måtte have oplysninger i sagen. Har man set eller hørt noget, kan man rette henvendelse til Nordsjællands Politi på tlf. 114.

Mediernes kontaktperson er pk. Henrik Gunst på telefon +45 7258 6730.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.