Skip to main content

Politiet deler gode råd om indbrudssikring ud til pendlere

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2016 11:12 CET

Som en del af den forstærkede indsats mod indbrud i Nordsjælland har Nordsjællands Politi været ude for at dele gode råd ud til pendlere på udvalgte S-togsstrækninger i Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner.

- Vi vil rigtigt gerne sætte fokus på, hvad borgerne selv kan gøre for at forebygge indbrud, siger Helge Tang Holbek politiinspektør og leder af Partnerskaber og Forebyggelse i Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi uddeler gode råd om indbrudssikring, Nabohjælp og sms-tjenesten Tryk Politi og netop forebyggelse er en vigtig del af indsatsen for at nedbringe antallet af indbrud.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre og opklare indbrud. Men det er også vigtigt, at borgerne gør, hvad de kan for at forebygge indbrud, siger Helge Tang Holbek og tilføjer:

- Jeg håber, at vi på den måde kan nå ud til rigtig mange borgere. Og ser man noget mistænkeligt, er det vigtigt, at man ringer 114.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.