Skip to main content

Politiets indsats i Hornbæk Plantage

Pressemeddelelse   •   Maj 18, 2018 08:10 CEST

Nordsjællands Politi var i går, torsdag den 17. maj 2018, i Hornbæk Plantage efter at have modtaget en anmeldelse om voldtægt af en 33-årig kvinde.

Anmeldelsen blev modtaget klokken 17.22, hvorefter et større område af plantagen blev afspærret og undersøgt af politiets hunde og teknikere.

Nordsjællands Politi har i anden forbindelse anholdt en mand i området. Han har dog ingen tilknytning til voldtægtssagen.

Gerningsmanden beskrives som en mand af dansk udseende, 35-42 år, 165-170 cm høj og slank af bygning. Han lugtede af tobak og var beskidt på hænderne som om, han havde rodet med en bil, motorcykel eller noget jord. Han var iført cowboybukser, boksershorts med et grå/sort mønster og medbragte et tyndt etui til et par briller eller en fyldepen.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra borgere, som kunne ligge inde med oplysninger i sagen og beder om, at man i så fald kontakter politiet på 114.

Da efterforskningen stadig er i gang, har Nordsjællands Politi ingen yderligere kommentarer.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2. Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød.

Anklagemyndigheden i Nordsjælland er organiseret i advokaturer, der - udover almindelige sager - behandler hver deres specialområde (personfarlig kriminalitet, organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet, særlovskriminalitet og særlige sager). Anklagemyndigheden i Nordsjælland fører straffesager i Helsingør, Hillerød og Lyngby retskredse.

Pressehenvendelser til både Nordsjællands Politi og Anklagemyndigheden i Nordsjælland kan rettes til pressetelefonen på 7258 6688 eller mail til nsj-presse@politi.dk, medmindre andet fremgår.