Skip to main content

To personer ramt af skud i Helsingør

Pressemeddelelse   •   Maj 15, 2016 03:59 CEST

Klokken 00.29 søndag den 15. maj modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at der var blevet affyret skud i en opgang på Sydvej i Helsingør. Ifølge anmeldelsen skulle tre personer være blevet ramt af samlet mellem syv og 10 skud. 

Ved politiets ankomst viste det sig, at det rettelig var to mænd, der var blevet ramt af skud. Den ene mand var blevet ramt i brystet og begge ben, mens den anden mand var blevet ramt i det ene ben. Begge ofre, der er af anden etnisk herkomst end dansk, er meldt uden for livsfare. 

De formodede gerningspersoner løb efterfølgende fra gerningsstedet via Sydvej til Rønnebær Allé, hvorfra de kørte mod boligområdet Vapnagaard i en mørk bil, muligvis en VW Passat. 

- Det er endnu for tidligt at sige, hvad der ligger til grund for hændelsen, herunder om det er banderelateret, men vi undersøger alle muligheder og motiver, når det drejer sig om noget så alvorligt som skyderi, fortæller vicepolitiinspektør Finn Bernth Andersen fra Nordsjællands Politi. 

Såfremt der er udvikling i sagen, vil Nordsjællands Politi opdatere yderligere via pressemeddelelser eller tweets.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.