Skip to main content

Vidner til brand søges

Pressemeddelelse   •   Feb 03, 2016 11:29 CET

Nordsjællands Politi efterforsker en sag om påsat brand i ejendommen Hillerødsholmsallé 95 i Hillerød. Branden skete mandag den 1. februar klokken cirka 00.10. Vidner har set en mistænkelig person i området umiddelbart før brandens opståen. Politiet har kun sparsomme signalementoplysninger på vedkommende, der beskrives som:

Mand, ikke så høj, iført en mørk jakke med hætte, der var trukket op over hovedet. Jakken er muligvis en tyndere dunjakke af mærket Peak eller lignende. Derudover iført mørke bukser og mørke Nike sportssko med hvid sål.

Manden er set af flere vidner og udviste mistænkelig adfærd. Vidnerne har beskrevet, at det virkede som om, manden ikke ville ses. Han blev set foran bygningen Hillerødsholmsalle 91-99 og ved beboerhuset.

Ved branden søgte en kvinde og hendes to teenagebørn ud på deres altan, hvorfra de blev reddet ned af Hillerød Brandvæsen.

Vidner, som har set noget i relation til sagen, bedes kontakte politiet på 114.

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2 .

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød, hvoraf sidstnævnte har døgnåbent.