Skip to main content

Borgerne valfarter til Tunø

Pressemeddelelse   •   Nov 07, 2016 05:31 CET

Det er blevet meget mere populært at besøge Tunø, efter færgetaksterne er blevet halveret. 2.540 flere har købt en billet til færgen og besøgt den smukke ø efter prisnedsættelsen. Det er en stigning på 37 pct.

Prisen for at komme med færgen fra Hou i Odder Kommune til Tunø blev sat ned fra 95 kr. til 48 kr. den 8. august 2016 efter en lovændring, der medførte et tilskud til at sænke priserne.

Skaber liv på Tunø
Borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V), er meget tilfreds med udviklingen.
- Tunø er en dejlig ø, og jeg er glad for, at flere får fornøjelsen af at besøge øen. Det er også med til at skabe flere aktiviteter på Tunø, siger Uffe Jensen (V).

Odder Kommune har i 2016 modtaget et tilskud på 333.000 kr. til nedsættelse af færgetaksterne, og det har ført til, at billetter for passagerer, knallerter, cykler og hunde er nedsat med 50 pct. fra den 8. august til den 30. november.

Sæsonen bliver forlænget
På Tunø er der glæde over de flere besøg, der gavner øens udvikling, giver flere overnatninger på teltpladsen og gør, at sommerhusejerne tager til Tunø oftere.

- Vi har tydeligt kunne mærke, at de lavere færgetakster har givet flere gæster på Tunø, og det har haft en mærkbar effekt på de forretningsdrivende, at vi på den måde forlænger sæsonen. Vi kunne godt ønske os flere færgeafgange, så der kommer endnu flere turister, siger Jan Heitmann, der er formand for Tunø Beboerforening.

Prisnedsættelsen fortsætter
Det er stadig muligt at få en billig tur til Tunø, men fra den 30. november bliver priserne sat op igen. I 2017 bliver færgepriserne allerede sænket fra den 16. marts og til den 30. november, dog ikke i de to måneder i højsæsonen.

Tilskuddet er for 2017 på 669.000 kr.

Udviklingen fejres
Tirsdag den 8. november står Færgesekretariatet og Beboerforeningen på Tunø for en tur til øen for at fejre den gode udvikling, og det såkaldte Landevejsprincip, der handler om, at der skal være samme pris for at sejle med færgen som for at køre en tilsvarende strækning på landevej. Med på turen er en række politikere, tunboere og repræsentanter for færgerne.

Den foreløbige opgørelse for perioden den 8. august 2016 til den 19. oktober 2016, sammenlignet med samme periode i 2015.

Fakta:
Takstnedsættelserne er sket som følge af ”Lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner” og ”Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer med videre til og fra visse øer”.

Tilskuddet kan alene anvendes til takstnedsættelser i perioden fra den 16. marts til den 30. november med undtagelse af perioden fra den sid-ste lørdag i juni måned og 6 uger frem, inkl. lørdag og søndag i den umiddelbare forlængelse.

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.oddernettet.dk

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar