Skip to main content

​Speed-dating giver job til syriske flygtninge

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2017 10:43 CET

Odder Kommune holdt matchmaking mellem flygtninge og lokale virksomheder i 2016. Resultaterne er, at ni af ti flygtninge i dag er tilknyttet en virksomhed.

Odder Kommune ser ud til at have fundet nøglen til, hvordan man får flygtninge ud i samfundet og ind på arbejdspladserne. Sidste forår fik 44 syriske flygtninge en særlig mulighed for at møde lokale arbejdsgivere i Odder Kommune til et såkaldt matchmaking med speed-dating.

Resultatet er, at der som følge af arrangementet blev etableret 26 virksomhedspraktikker, fem ordinære job, to løntilskudsforløb og en samarbejdsaftale med en virksomhed om en ordinær ansættelse og fire faste praktikpladser senere.

Borgmester: Vigtige solstrålehistorier
Borgmester Uffe Jensen (V) glæder sig over, at så mange flygtninge har fået en plads på arbejdsmarkedet.
- Overordnet set er resultatet at ni af ti flygtninge i dag er tilknyttet en virksomhed. Enten som praktikant, i job med løntilskud eller på helt almindelig betingelser. Der er endda to syrere som er blevet selvstændige som henholdsvis frisør og indehaver af et pizzeria, og det er jo sådanne nogle solstrålehistorie, der er så vigtige, siger Uffe Jensen.

Alle flygtningene fik hjælp til at lave et CV, og de 28 lokale virksomheder, der deltog, havde på forhånd skrevet, hvilken arbejdskraft de søgte. Til matchmaking fik flygtningene og virksomhederne mulighed for at tale direkte med hinanden og lave aftaler om praktik eller anden ansættelse.

- Forventningen var ikke, at der blev etableret en hel masse praktikker og job på selve dagen, men at virksomhederne efter arrangementet afgav en hensigtserklæring om, hvilke flygtninge de gerne ville tale videre med. Derefter var det Jobcenter Odders opgave at formidle den videre kontakt mellem virksomhederne og flygtningene samt være behjælpelige med udarbejdelse af praktikpapirer osv, fortæller jobcenterchef Ole Stounbjerg.

En hjælp til jobcenteret
Jobkonsulent Carsten Kjærgaard fortæller, at matchmaking har vist sig at være et godt værktøj både for arbejdsledige og jobkonsulenterne.

-  Det var ikke alle, der fik en aftale med en virksomhed til matchmaking, men arrangementet var med til at give nogle redskabet til at søge videre. For flygtningene var det en hjælp, at de fik udarbejdet deres cv’er, så de kunne søge videre, og for jobkonsulenterne var det en hjælp, at de lærte flygtningene bedre at kende, så de kunne målrette arbejdet med at finde et job til dem, siger jobkonsulent Carsten Kjærgaard.

Odder Kommune udvider succesen
Erfaringer er så gode, at Odder Kommune nu gentager succesen. Denne gang er det ikke kun flygtninge, men alle ledige, der kan få chancen for at møde lokale arbejdsgivere, når der den 1. marts igen er matchmaking. Det bliver holdt på Odder Gymnasium kl. 16.30-20.

- Matchmaking har vist sig at være en succes med flygtninge, og vi er sikre på, at det også kan udvides til at gælde andre, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi håber, at der er mange virksomheder, der vil være med igen, for uden de lokale virksomheders hjælp kan vi ikke få succes, siger Karsten Geertsen, der er udviklingschef i Udvikling Odder.


Fakta:
Direkte resultater af matchmaking (opgjort per 29. august 2016)
• Etablering af 26 virksomhedspraktikker
• 5 ordinære job (heltid eller deltid) i forlængelse af virksomhedspraktikkerne
• 2 løntilskudsforløb i forlængelse af virksomhedspraktikkerne
• Samarbejdsaftale med en virksomhed (dog først fra 1/10 2016): 1 ordinær deltidsansættelse og 4 faste praktikpladser

Status per 10.2 2017:
• Ordinær fuldtidsansættelse: 5
• Ordinær deltidsansættelse:  5
• Selvstændige: 2
• Ansættelse med løntilskud: 5
• SU – uddannelse: 4
• Virksomhedspraktik, privat: 6
• Virksomhedspraktik, kommunal: 2
• Buskørekort-forløb: 3
• Rengøringsforløb hos ISS: 6
• Flyttet: 1
• Barsel: 1
• Passiv og andet: 3
• Vides ikke:  1
• I alt: 44

Pressen er meget velkommen til at deltage i matchmaking den 1. marts på Odder Gymnasium, Østermarksvej 25, 8300 Odder. Vi kan også være behjælpelige med at finde en flygtning, der er kommet i job, som kan medvirke i en reportage.

For yderligere oplysninger:
Jobcenterchef, Ole Stounbjerg tlf. 20 90 34 17
Jobkonsulent, Carsten Kjærgaard, tlf. 29 22 27 39
Udviklingschef Karsten Geertsen, tlf.  20 90 20 30
Borgmester Uffe Jensen tlf. 26 72 05 56.

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.oddernettet.dk

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar