Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fra mandag d. 16. januar

Nyhed   •   Jan 16, 2017 11:16 CET

Fremstilling i grundlovsforhør
Der er pt. ingen fremstillinger i grundlovsforhør.

Tyveri fra taske
En 41-årig kvinde kørte i går med bussen fra Emil Wetts Passage kl. 16.57. Mens hun stod i bussen, mærkede hun, at nogen havde fat i hendes taske. Hun vendte sig om og så en mand (A), løbe ud af bussen med hendes røde pung i hånden. Manden beskrives som værende

A:

  • dansk
  • 40 år
  • 185 cm
  • tynd med et smalt ansigt
  • iført blå Northface jakke med hætte og beige bukser

A løb ud af bussen ved Kloster Torv og hen over torvet mod Guldsmedgade.
 
Færdsel

Færdselsuheld
Østjyllands Politi fik i morges kl. 09.04 anmeldelse om et færdselsuheld, der var sket på motorvejen sydgående nord for afkørsel mod Randers Syd. I alt syv biler var implicerede, og der kom tre ambulancer til stedet. Der var ikke sket alvorlig personskade. Politi og redning arbejder fortsat på stedet, hvor uheldet strækker sig over 2-300 meter. Det ene spor er nu åbnet, og der er en hastighedsbegrænsning forbi uheldet med 20 km/t. Der har være større kødannelser som følge af uheldet. Vejen forventes ryddet sidst på formiddagen.

Færdselsuheld
En 68-årig mand, der i går kl. 11.27 kørte i en tuk-tuk ad Mødalvej i Sabro, foretog uvending på vejen uden at orientere sig, hvorved der skete færdselsuheld med en bagvedkørende bil ført af en 49-årig mand. Der skete ingen personskade.
 
Færdselsuheld 
En 46-årig mandlig bilist kørte i går kl. 14.02 i 2. vognbane ad Djurslandsmotorvejen mod vest. I forbindelse med at han kom for tæt på midterautoværnet, drejede han kraftigt contra, hvorved han mistede herredømmet over bilen og påkørte autoværn i højre side. Der skete ingen personskade.
 
Færdselsuheld og spirituskørsel  
En 60-årig mand, som var påvirket af alkohol i en sådan grad, at alkometertest viste over den tilladte maksimale værdi, bakkede på p-pladsen på Silkeborgvej i Brabrand foran Netto, hvorved han påkørte en bil, som var parkeret på pladsen uden personer i. Der skete ingen personskade. 
 
Færdselsuheld og spirituskørsel
Østjyllands Politi eftersatte i nat kl. 00.28 en personbil, der kørte ad Vestergade mod øst i Ryomgård. Den kørte via Marienhoffvej og Søparken uden at standse, selvom politiet kørte med udrykning efter den. Ved Søparken lavede føreren pludselig en svingning ind over en græsrabat. Han blev derved påkørt af den eftersættende politibil, der ikke kunne nå at standse på grund af glat føre. Der skete ingen personskade. I bilen fandtes stjålne genstande fra et pt. ukendt sted. Bilen var stjålet, nummerpladerne var stjålne, og han fandtes i besiddelse af en ulovlig kniv. Den anholdte er en 27-årig mand fra København. Han vil blive løsladt efter afhøring.
  
Narkokørsel
En 26-årig mand kørte i går kl. 17.29 i personbil ad Sejrøgade i Aarhus C, selvom han var påvirket af hash. 
 
Kørsel uden kørekort
En 53-årig mandlig bilist kørte i går kl. 08.44 ad Ringvej Syd i Viby Jylland, selvom hans førerret var inddraget. 

Kørsel uden kørekort
En 16-årig ung mand kørte i morges kl. 04.19 ad Åbyhøjgård i Åbyhøj, selvom han kun var 16 år og derfor ikke havde erhvervet kørekort. 
 
Pressens henvendelser vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14.00 ske på 2269 1087.