Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 13. april 2018

Nyhed   •   Apr 13, 2018 11:42 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 9.15

En 19-årig mand fremstilles i dag kl. 9.15 for Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have truet en kvinde, der havde vidnet mod ham i retten. Episoden fandt sted onsdag d. 11. april kl. 14.15 på Christiansgade i Aarhus.  

Resultatet af fremstillingen bliver lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil.


Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 11.00

En 33-årig mand fremstilles i dag kl. 11.00 for Retten i Aarhus. Han er sigtet for voldtægt ved bedøvelse og for vold begået i form af en tatovering. Voldtægten blev begået i oktober sidste år i Aarhus. Den 33-årige blev anholdt i går kl. 13.00 og fremstilles derfor i dag.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, og Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt. Resultatet af fremstillingen bliver lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil.


Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 13.30

En 21-årig mand fra Rumænien blev i går kl. 17.02 anholdt, da han sad og tiggede på Åboulevarden i Aarhus. Manden sad med et papkrus foran sig, mens flere forbipasserende måtte gå en bue udenom. Han blev derfor anholdt og sigtet for efter den nye bestemmelse om tiggeri på gågader o.lign. Han fremstilles i dag kl. 13.30 for Retten i Aarhus.

Resultatet af fremstillingen bliver lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil.

**

Fuld 23-årig gik rundt på befærdet vej med en trailer

En 23-årig mand havde sandsynligvis fået en tår over tørsten, da han i går morges kl. 6.45 gik rundt ude på Hobrovej i Randers. Østjyllands Politi modtog flere anmeldelser fra borgere, der kunne fortælle, at en ung mand gik rundt ude på vejen, så bilerne måtte køre udenom. Flere forklarede også, at han nu havde hentet en trailer, som han trak bag sig. En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor de traf den 23-årige, der stod i vejkanten. Han virkede beruset og forklarede da også selv, at han havde været i byen og havde forsøgt at tomle hjem uden held. Den 23-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og fik tilbudt et lift hjem. 

**

Container i brand satte ild til garage

Østjyllands Politi blev i går kl. 7.38 kaldt ud til en brand i en garage på Haraldsvej i Randers SØ. Her opstod der tilsyneladende brand i en container eller en go-cart, som så antændte den garage, den stod i. Det var en forbipasserende på vejen, der gjorde den 72-årige ejer opmærksom på branden. Han forsøgte selv at slukke branden med nogle spandfulde vand, men måtte opgive og ringe 112. Da politiet kom, blev den 72-årige tilset i en ambulance for røgforgiftning og blev kørt til Randers Sygehus til observation. Branden var umiddelbart ikke til fare for de omkringliggende huse, og brandvæsenet lykkedes med at slukke den, uden at den nåede at sprede sig videre. Årsagen til branden er endnu ukendt.  

**

Campingvogn i brand i Grenaa

Østjyllands Politi blev i går kl. 10.43 sendt ud til en brand i Grenaa, hvor der var gået ild i en campingvogn på en campingplads på Langholmvej. To campister havde opdaget branden, der tilsyneladende startede i forteltet og bredte sig videre til campingvognen. Mens den ene sikrede sig, at der ikke var nogen personer i vognen, ringede den anden 112. Da politiet kom, var brandvæsenet allerede i færd med at slukke branden, der nåede at sprede sig til et redskabsskur, men ikke yderligere derfra. Branden var slukket kl. 11.20, og campingvogn og redskabsskur udbrændte. Ingen personer var i fare under branden, og røgen var heller ikke til fare i området. Den præcise årsag er endnu ukendt.  

**

24-årig mand med joint taget på fersk gerning

Under en civil patrulje i Mølleparken i Aarhus i går kl. 16.40 blev specialpatruljen opmærksom på to mænd ved et træ. Den ene, en 24-årig mand, havde netop gjort klar til at tænde en joint, da betjentene kom forbi. Det kostede en sigtelse for besiddelse af narko, der foruden jointen talte ca. tre gram hash., og en bøde på 4.000 kroner. Den anden, en 23-årig mand, blev visiteret, og her blev der fundet ca. syv gram hash i hans jakkelomme. Derfor blev også han sigtet for besiddelse af narko og måtte betale en bøde på 3.000 kroner.

**

19-årig kvinde bidt i armen af politihund under jagt på motorcykeltyve

Østjyllands Politi blev i går kl. 21.00 kaldt til et grønt område bag Åparken i Aarhus, hvor et vidne havde set flere personer være i færd med at stjæle motorcykler. Da hundepatruljen kom til stedet, så betjentene tre personer i området med to motorcykler. De tre tog flugten ned mod Carl Blochs Gade, hvor vidner kunne fortælle, at den ene havde gemt sig i en bus. En hund løb efter, og inde i bussen blev en 19-årig kvindelig passager så forskrækket, at hun løb ud. Hunden fulgte efter og bed den 19-årige kvinde i venstre skulder og overarm, indtil betjenten hurtigt fik den til at slippe. Betjenten beklagede over for den 19-årige og kørte hende til skadestuen, hvor hun blev behandlet for et overfladisk bid.  

Det lykkedes at anholde gerningsmanden i bussen, en 16-årig dreng. Han blev sigtet for motorcykeltyveriet. Et vidne kunne desuden fortælle, at de to øvrige var flygtet ned til Godsbanen. Her lykkedes det at anholde en  formodet medgerningsmand, en 18-årig mand, der også blev sigtet. 

**

Ophidset kvinde raserede telebutik og blev tilbageholdt af personale

En 23-årig kvinde blev i går anholdt og sigtet for vold begået mod en butiksansat i en telebutik på Ryesgade i Aarhus. Østjyllands Politi fik en anmeldelse kl. 17.38 om, at personalet tilbageholdt kvinden, fordi hun havde raseret butikken ved at hive varer ned fra hylderne. I forbindelse med tilbageholdelsen blev den butiksansatte kradset, bidt og spyttet på og sparket flere gange, hvilket den 23-årige blev sigtet for. Men det fik umiddelbart ikke den ophidsede 23-årige til at falde ned. I patruljebilen gik det ud over en betjent, der fik en knytnæve i ansigtet. Hun blev derfor også sigtet for vold mod en betjent. 

**

Uduelig russerpose afslørede tøjtyv på fersk gerning

Det var dårligt fabrikeret russerpose, der i går kl. 18.15 gjorde personalet i Salling i Aarhus opmærksom på en 27-årig butikstyv. Personalet havde holdt øje med den 27-årige, der havde virket mistænkelig, og ganske rigtigt gik han i alarmen, da han forsøgte at forlade butikken. I posen fandt personalet et sæt tøj fra Nike til en værdi af 1.230 kroner. Den 23-årige erkendte tyveriet, som ham blev sigtet for. 

**

Mand vågnede, da spritbilist kørte gennem hans hæk

En 24-årig mand vågnede i nat kl. 00.08 bogstavelig talt med et brag, da en bil pludseligt stod i hans have på Vangsbovej i Hasselager. Føreren havde mistet kontrollen over bilen, der var kørt igennem bøgehækken og nu stod plantet på græsplænen. Beboeren så, hvordan to mænd havde voldsomt travlt med at smutte at tage nummerpladerne af og flytte nogle ting over i en anden bil, hvorefter de kørte fra stedet.

En patrulje var dog hurtigt fremme på stedet, og ”flugtbilen” nåede derfor kun til et nærliggende kryds. Da mændene i bilen så politiet, gav de sig til kende, og en 21-årig mand erkendte, at han havde kørt bilen. I første omgang nægtede manden at have drukket, men da en alkometertest viste over det tilladte, indrømmede han, at han havde fået en del øl indenbords, inden han satte sig bag rattet.

Han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel.

**

Forsøgte at flygte med kokain i bilen

En rutinekontrol af endte med en mindre jagt i høj fart, da en patrulje i nat kl. 2.40 ville standse en bil på Grenåvej i Aarhus N.

Da politiet satte efter bilen, gassede den op og kørte i høj fart væk fra patruljen. Politibilen satte efter, men mistede kortvarigt bilen af syne på Trøjborgvej. Der gik dog ikke længe, før betjentene fik øje på bilen, der holdt for enden af en vej. Herfra var det umuligt for mændene at stikke af, og betjentene fik derfor hurtigt kontakt til de tre unge mænd i bilen.

Under en ransagning af bilen, fandt betjentene flere breve med kokain under passagersædet. Den 21-årige fører indrømmede, at det var hans.

Da betjentene mistænkte den 21-årige for at være påvirket, blev han anholdt og testet for narko på politistationen. Narkometeret gav dog ikke udslag, og derfor blev manden ”kun” sigtet for besiddelse af narko.


**

Mindre brand i hus ved Trige

Der udbrød brand her til morgen kl. 5.47 i et hus på Randersvej i Spørring ved Trige. Branden opstod formentligt ved en brændeovn, som antændte væggen bagved. Ingen personer kom til skade ved branden, og der skete kun mindre skader i huset.

**

Færdsel

En 76-årig mand blev i går standset i bil på Frederiks Allé i Aarhus C. Her viste det sig, at han havde en promille på mere end det tilladte. Han blev sigtet for spritkørsel og taget med til stationen til en blodprøve. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.07 på Viborgvej i Hasle ved Aarhus V. Her anmeldte en 61-årig mand, at han var blevet påkørt bagfra af en bil, der kørte fra stedet uden at give sig til kende. Bilen beskrives som en sort SUV med skader foran, og føreren bedes give sig til kende på 114. Den 61-årige slap umiddelbart uskadt fra påkørslen. 

En 49-årig mand blev i går kl. 20.55 standset i bil på Stemannsgade i Randers. Patruljen bemærkede, at bilen slingrede og besluttede sig for at standse føreren. Her viste det sig da også, at han havde en promille på mere end det tilladte, hvilket han blev sigtet for. 

En 34-årig mand blev i nat kl. 3.57 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Bøsbrovej i Randers SV.

En 32-årig mand blev i nat kl. 4.11 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Telefonsmøgen i Aarhus C. Manden blev desuden sigtet for at køre uden kørekort.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Fuglsangvej i Grenaa begået mellem fredag d. 16/3 og fredag d. 23/3
  • På Egegade i Aarhus N begået i går kl. 13.39
  • På Willemoesgade i Aarhus N begået i går mellem kl. 8.10 og kl. 14.00
  • På Rådmandsvej i Grenaa begået mellem onsdag d. 28/3 kl. 17.30 og lørdag d. 31/3 kl. 22.05
  • På Rosendalvej i Stavtrup ved Viby begået i går mellem kl. 16.00 og kl. 23.00