Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 14. oktober

Nyhed   •   Okt 14, 2016 10:13 CEST

Fremstilling for røveri
En 36-årig kvinde råbte højt, da hun i går kl. 19.08 cyklende var på vej på arbejde. Hun kørte langsomt ad en sti på Børglumvej i Risskov, da hun var i tvivl om vejen, og kikkede samtidig på sin mobil, der lå i cykelkurven med vejviser åbnet. Pludselig stod en mand foran hende og standsede cyklen med begge hænder. Han ville have hendes mobil. Kvinden råbte højt og i alt tre vidner kom løbende til stedet og hjalp kvinden. Det lykkedes manden at tage hendes cykel, som han ville køre væk på. Hun tog dog sin mobil op af cykelkurven, inden han kørte. Et tililende vidne skubbede manden over i en hæk, så han væltede. Han tabte den ene sko og løb fra stedet. Politiet kom kort efter til stedet, og det samme gjorde gerningsmanden. Uvist hvorfor gik han tilbage til gerningsstedet, hvor han samtidig med politiets ankomst, blev genkendt af kvinden. Han blev derfor hurtigt anholdt og indbragt på politigården.
Manden, der er en 27-årig irakisk statsborger, er sigtet for røveri og fremstilles i grundlovsforhør i retten i Aarhus kl. 10.30.

Den fremstillede blev varetægtsfængslet i fire uger indtil d. 11. november 2016

***

Opfølgning på røveri i Guldsmedgade

Østjyllands Politi udsendte i aftes en pressemeddelelse med nye oplysninger om røveriet mod en guldsmed i mandags. Politiet har billeder af den anvendte bil, en grå Audi A6, der er stjålet sammen med en hvid Audi A4 fra en forhandler i Vejle-området. Endvidere har der været offentliggjort billede af en person, der en uge før røveriet besøgte en nærliggende butik. Den person har politiet nu været i kontakt med - han har intet med røveriet at gøre. 

***

Færdsel

Spirituskørsel
En 40-årig mandlig bilist blev i nat kl. 00.33 bragt til standsning på Magrethepladsen i Aarhus C af en patrulje, som ved en udåndingsprøve konstaterede, at manden var spirituspåvirket. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Kørsel uden kørekort
En 26-årig mandlig bilist blev i går kl. 12.55 bragt til standsning på Louisevej i Brabrand af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden førerret til det pågældende køretøj.

Kørsel uden kørekort
En 45-årig mandlig bilist blev i går kl. 10.38 bragt til standsning på Herredsfogedvej i Randers NV af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden førerret til det pågældende køretøj.

Bemærk at pressetelefonen  - 2269 1087 - i dag, fredag, betjenes til kl. 13.00.