Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 25. august

Nyhed   •   Aug 25, 2017 10:39 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.


Politihund snusede sig frem til indbrudstyv
En 30-årig mand blev i nat anholdt og sigtet for indbrud i et aktivitetstilbud på Alpedalen i Hornslet. Nogle beboere i nærheden ringede kl. 23.44 til politiet, da de så en mand luske rundt med en lommelygte og gå ind og ud af bygningen. En hundepatrulje kørte til stedet, men da betjentene gik ud af bilen, var der dog umiddelbart ingen spor efter gerningsmanden. Derfor lukkede de politihunden ud, der hurtigt fandt de spor, som mennesker ikke kan se. Den løb resolut rundt om bygningen og snusede sig frem til en busk, hvor den 30-årige mand havde gemt sig, da han hørte politiet komme. Han erkendte, at han havde smadret en rude i bygningen og stjålet 80 kroner fra en kasse i huset.

**

Kvikke Kvickly-ansatte fangede højttalertyv
En 42-årig mand blev fanget af et par hurtige medarbejdere, da han i går kl. 12.00 forsøgte at stikke af med stjålne varer fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus. Manden gik rundt i butikken og pillede alarmer af forskellige elektronikvarer, inden han til sidst gik ud af butikken. Han havde dog ikke gjort sit arbejde godt nok, for alarmen gik i gang, så snart han gik ud. Da han begyndte at løbe, løb et par medarbejdere i Kvickly efter ham ud på vejen. De fangede ham på Jægergårdsgade, og politiet blev herefter kontaktet. Den 42-årige havde stjålet et tastatur, to hovedtelefoner og en bluetooth-højttaler. Han erkendte tyveriet og blev anholdt af de fremmødte betjente.

**

Butikstyv skød skylden på detektiv
En 46-årig mand blev i går sigtet for tyveri, da han forsøgte at stjæle en skæreklinge fra Bauhaus på Anelystparken i Tilst. En butiksdetektiv fra Bauhaus så manden pakke skæreklingen ud af pakken, hvorefter han gik ud af butikken. Her pågreb butiksdetektiven ham. Manden nægtede dog, at han havde stjålet noget som helst. Skæreklingen han havde i lommen, havde han købt på et loppemarked og ville bare sammenligne den med en skæreklinge i butikken, forklarede han. Den tomme emballage til skæreklingen, som lå i butikken, havde han også en forklaring på: Den havde butiksdetektiven plantet, fordi han ikke kunne lide ham. Den 46-årige undgik dog ikke at blive sigtet for tyveri.

**

Anholdt efter at have smadret bilruder
En 26-årig mand blev i går kl. 11.15 anholdt og sigtet for hærværk efter at have knust ruderne i to biler på Østergade i Aarhus. Den 26-årige rev først et skilt op og bankede ned i ruden på en tilfældig bil. Kort tid efter løftede han en bænk op og hamrede den ned i en anden bilrude. Vidner på stedet ledte politiet hen til manden, der blev anholdt og sigtet for hærværk. Manden forklarede, at han var psykisk syg og ikke havde taget sin medicin denne dag.

**

To mænd anholdt med joint i munden og hash i sokken
To mænd på 19 og 23 år blev i nat kl. 1.10 taget med stoffer i både mund og sok, da en patrulje kiggede nærmere på en bil, der holdt på en p-plads på Stationsbakken i Brabrand. Da betjentene kiggede ind i bilen, sad den 19-årige og røg en joint. Betjentene besluttede sig derfor for at undersøge bilen og passagerne nærmere. En 23-årig mand, der også sad i bilen, viste sig at have en lille klump hash gemt i den ene sok. Begge blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Mistænkt for butikstyveri - sigtet for besiddelse af stoffer
En vagt i Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus C mistænkte en 25-årig mand for butikstyveri, da han gik rundt i butikken natten til fredag kl. 4.07. Den 25-årig mand havde en rygsæk på, og vagten syntes, at han opførte sig mistænkeligt. Han tog derfor fat i den 25-årige og spurgte, om han måtte kigge i rygsækken. Det indvilgede manden i, men i stedet for tyvekoster, fandt vagten en pose med pot. Han ringede derfor til politiet, der efterfølgende sigtede den 25-årige for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

To teenagepiger stjal tøj i H&M
To 17-årige piger blev i går sigtet for tyveri, efter de havde snuppet tøj fra H&M i Rådhusstræde i Randers. Klokken var omkring 17.20, da de to piger gik ind i prøverummet i butikken. Inde i prøverummet tog den ene pige en H&M-trøje på inden under sin egen trøje, mens hendes veninde gemte et par bukser i en taske. Da pigerne gik ud af prøverummet, bemærkede personalet dog, at der manglede to stykker tøj. De tilkaldte derfor en vagt, der fik fat i de to piger. De erkendte straks tyveriet, og politiet blev tilkaldt. De to teenagere blev sigtet for tyveri, og deres forældre blev underrettet.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.16 på Gelbrovej i Hagsholm ved Thorsø. En 54-årig kørte ud fra Ensslevvej og overså en bil ført af en 19-årig kvinde, der kom kørende ad Gelbrovej. Kvinden kunne ikke nå at bremse nok op og ramte ind i siden på manden bil. Der skete kun materiel skade ved ulykken.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 18.06 i rundkørslen ved Kirkevej/Nordre Ringvej i Hadsten. En 38-årig kvindelig cyklist blev ramt af en bil ført af en 52-årig kvinde. Ved sammenstødet væltede den 38-årige kvinde og pådrog sig et mindre brud på det ene ben.

En 29-årig mand blev i går kl. 18.21 anholdt og sigtet for narkokørsel, efter han blev stoppet af en patrulje på Ebeltoftvej i Drastrup i Randers SØ. Narkometeret gav udslag for kokain.

En 53-årig mand blev i går kl. 23.19 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han i en rutinekontrol blev stoppet af en patrulje på Mariagervej ved Randers NV. Manden blæste i alkometeret, der gav udslag.

En 21-årig mand blev i dag kl. 4.06 anholdt og sigtet for narkokørsel, efter han blev stoppet af en patrulje på Fiskergade i Aarhus C. Narkometeret gav udslag for cannabis.

En 40-årig mand blev i dag kl. 4.41 anholdt og sigtet for narkokørsel ved en rundkørsel på Grenåvej/Ebeltoftvej. Den 40-årige røg hash i bilen og blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i Østjyllands politikreds

  • På Vibevænget i Beder begået torsdag d. 24/8 mellem kl. 08.00 og 08.30
  • På Fyrvej i Laurbjerg ved Langå begået mellem tirsdag d. 22/8 kl. 15.00 og torsdag d. 24/8 kl. 14.00
  • På Vestergade i Ryomgård begået torsdag d. 24/8 mellem kl. 07.55 og kl. 14.30
  • På Pindstrupvej i Hedeskov ved Rønde begået torsdag d. 24/8 mellem kl. 07.30 og kl. 15.40