Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 4. november

Nyhed   •   Nov 04, 2016 10:12 CET

Fremstilling i Randers kl. 11.30
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11.30 i retten i Randers en 43-årig mand, der sigtes for brandstiftelse i sin lejlighed på Glarbjergvej i Randers i går klokken 09.51. Der blev i forbindelse med branden iværksat evakuering af de øvrige beboere i opgangen, men der skete ingen personskade.

***

Fremstilling i Randers kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 13.00 i retten i Randers to mænd på 22 og 27 år, der sigtes for kvlificeret vold mod to personer i Odinsgade i Randers i weekenden. 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil formentlig anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der pt. ikke kan oplyses yderligere. 

'''

Anholdt for forsøg på tyveri
Østjyllands Politi anholdt i går kl. 14.30 tre mænd på 20, 22 og 22 år, der sigtes for flere tilfælde af indbrud, tyveri og forsøg på tyveri. Politiet havde fået en anmeldelse om, at tre personer gik rundt på Carls Blochs Gade i Aarhus og tog i opgangsdørene. Anmelderen havde en god beskrivelse af de tre mænd, og ved efterfølgende rundering i området fik en patrulje på Bissengade øje på tre personer, der passede på signalementet. De blev alle tre anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.

I forbindelse med visitationen af de tre mænd blev der på den 20-årige fundet et armbåndsur, som patruljen kunne genkende som værende identisk med et ur, der blev stjålet ved et indbrud på Banegårdspladsen i onsdags. De tre anholdte svarede desuden til signalementet på de tre personer, der onsdag, via en ulåst dør, var gået ind i en lejlighed på Heibergsgade, mens beboerne lå og sov. Herfra var der stjålet computere og diverse smykker.

***

Alvorligt færdselsuheld i Aarhus
Østjyllands Politi modtog i aftes kl. 21.53 en anmeldelse om, at en fodgænger var blevet kørt ned af en bybus, da han havde krydset vejen ved Ny Banegårdsgade/Fredensgade i Aarhus. Fodgængeren, der er en 50-årig mand, pådrog sig ved sammenstødet kraniebrud og mindre blødninger i hjernehinden. Han er lagt i kunstigt koma, men meldes uden for livsfare.

***

Færdselsuheld på Vestre Ringgade
Østjyllands Politi modtog i aftes kl. 23.08 en anmeldelse om, at to biler kørte ad Vestre Ringgade i sydgående retning, hvor de lige før krydset ved Søren Frichs Vej havde påkørt hinanden med høj fart. De fire personer, der havde siddet i den ene bil, blev tilset af ambulancepersonalet og efterfølgende sendt til tjek på skadestuen, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade. Føreren af bilen, en 20-årig mand, er sigtet for narkokørsel. Føreren af den anden bil, der er tysk indregisteret, var stukket af fra stedet og eftersøges nu af politiet.

***

J-dag i aften
I forbindelse med den årlige J-dag i aften har Østjyllands Politi ekstra mandskab på arbejde i nattelivet og færdselsafdelingen kører spirituskontroller i hele kredsen.

Østjyllands Politi ønsker alle en god og rolig aften og opfordrer til, at man allerede nu planlægger, hvordan man skal komme hjem i aften/nat, så man ikke lader sig friste af en pirat-taxa.

***

Øvrig færdsel

Én sag vedrørende spirituskørsel i Tilst, hvor en 27-årig mand blev sigtet.

Én sag vedrørende kørsel uden førerret i Aarhus Vest. En 33-årig mand havde fået administrativt inddaget sit kørerkort, da han ikke var mødt til kontrollerende køreprøve som følge af spirituskørsel. Da han legitimerede sig med sit kørekort, blev det indraget og destrueret, og han blev sigtet for kørsel uden førerret.

To sager vedrørende kørsel i frakendelsestiden - én fra Aarhus og én fra Ryomgård. De to sigtede er begge mænd på henholdsivs 31 og 45 år.

Pressens henvendelser vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14.00 ske på 2269 1087.