Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag d. 5. januar 2018

Nyhed   •   Jan 05, 2018 11:10 CET

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 9.00

En 30-årig mand fra Brabrand fremstilles i dag kl. 9.00 for Retten i Aarhus. Han er sigtet for kvalificeret vold begået sammen med andre mod en 21-årig mand den 4. december 21.05 ved Nordea/Shell på Grenåvej i Risskov. Ved overfaldet blev den 21-årige bidt i begge ben af en hund, som gruppen angiveligt havde med. 

Efterforskningen af overfaldet har ført til, at Østjyllands Politi i dag fremstiller den 30-årige.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, hvorfor Østjyllands Politi foreløbigt ikke kan oplyse mere om sagen. Resultatet af fremstillingen vil blive lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil snarest. 

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 11.15

Efter en kortvarig efterforskning har Østjyllands Politi anholdt to personer, en 31-årig mand og en 34-årig mand begge fra Silkeborg. De er sigtet for besiddelse af et kilo amfetamin. De fremstilles begge for Retten i Aarhus kl. 11.15.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, hvorfor Østjyllands Politi foreløbigt ikke kan oplyse mere om sagen. Resultatet af fremstillingen vil blive lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil snarest.  

**

Kvinde svindlet for flere tusinde kroner over telefonen

Det kan koste dyrt at give fremmede adgang til ens personlige oplysninger. Det måtte en 22-årig kvinde sande, da hun torsdag morgen var udsat for et tricktyveri over telefonen. Kvinden forklarede politiet, at hun var blevet ringet op af en engelsktalende kvinde, der påstod at være fra Microsoft. Den engelsktalende kvinde havde fået den 22-årige til at åbne et program på computeren, der hedder Teamviewer, hvor den 22-årige skulle udfylde en masse oplysninger. Blandt andet cpr-nummer, adgangskode og kortnummer. Først efter samtalen fattede den 22-årige mistanke om, at det kunne være fup. Ganske rigtigt viste et opkald til banken, at der nu var hævet flere tusinde kroner, som var brugt til køb af bitcoins. 

Østjyllands Politi opfordrer til, at borgere aldrig udleverer personlige oplysninger til personer, de ikke kender. En reel virksomhed vil aldrig bede om oplysninger, de allerede har. 

**

Fortsat opmærksomhed ved Mindet

Østjyllands Politi oplever flere overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med den nye afspærring ved letbanesporet ved Mindet/Europaplads. Det giver potentielt farlige situationer. Østjyllands Politi henstiller til, at trafikanter respekterer skiltningen, så der ikke sker overtrædelser eller uheld. Østjyllands Politi vil også fremadrettet holde øje med krydset.

**

26 sigtet efter færdselsindsats i Aarhus Vest

I går eftermiddag og aften lavede Østjyllands Politi en færdselsindsats på flere strækninger i Aarhus Vest. Det førte til, at 26 personer blev sigtet for i alt 37 forseelser. 

Blandt andet kørte en trafikant over for rødt hele to gange på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Uheldigt for ham lå der en videobil umiddelbart bagved, der bragte ham til standsning. De kunne konstatere, at han udover at være frakendt førerretten ligeledes var narkopåvirket. Bilen, han var kørende i, var en udlejningsbil, som herefter blev leveret tilbage til udlejningsfirmaet. Han blev sigtet for at køre over for rødt, for narkokørsel og for at køre i frakendelsesperioden. 

En anden trafikant valgte at køre på Viborgvej i Tilst med 124 km/t. mod de 70 km/t, som er tilladt. Desuden valgte han to gange at foretage ulovlige overhalinger. Bag ham lå en videobil, der efter at have bragt ham til standsning kunne gøre regnskabet op: en betinget frakendelse + to klip samt en bøde på 8000 kr.

I alt var der 17 hastighedssager – hvoraf 3 var så grove, at de giver betinget frakendelse af førerretten. Otte personer kørte over for rødt lys, tre ulovlige overhalinger, to var frakendt førerretten, og flere talte i mobiltelefon og kørte uden sele.

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 08.02 på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 23-årig mandlig bilist påkørte en forankørende 29-årig mandlig bilist, der pludselig bremsede op. Den 23-årige mand blev kørt til skadestuen med nakkesmerter, men var umiddelbart ikke kommet noget til. Der skete kun mindre materielskade ved uheldet. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 08.11 på Udbyhøjvej i Randers NØ. En 68-årig mandlig bilist påkørte en 82-årig mandlig fodgænger, der var ved at krydse vejen. Den 82-årige kom til skade og blev kørt på hospitalet. Den 68-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

En 22-årig mand blev i går kl. 10.49 anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev standset i sin bil på Klokkervej Aarhus V, hvor han blev testet for narkotika. Testen gav udslag på kokain. Selv mente den 22-årige ikke, at han var påvirket. Han oplyste, at han ganske vist tidligere havde røget hash, men at det var for syv til ti dage siden.

En 52-årig mand blev i går kl. 16.00 anholdt og sigtet for spirituskørsel. Den 52-årige blev standset i sin bil på Bogensevej i Randers SV, hvor han blev testet for alkohol. Testen viste ganske rigtigt en promille på mere end det tilladte. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 16.44 på Bavnehøjvej i krydset ved Rosenvang i Grenaa. En 25-årig kvindelig bilist påkørte en 42-årig kvindelig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet. Der skete mindre materielskade på bilerne. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Kalkærparken i Højbjerg begået mellem onsdag d. 3/1 kl. 18.00 og i går kl. 16.05
  • På Rødlundsvej i Lillering ved Harlev begået mellem mandag d. 1/1 kl. 01.00 og i går kl. 18.11
  • På Holmkærvej i Trige begået i går mellem kl. 10.00 og kl. 20.15
  • På Holmevej i Højbjerg begået i går kl. 20.17
  • På Skovbakkevej i Lemmer ved Mørke begået i går mellem kl. 14.00 og kl. 20.00
  • På Olaf Rudes Vej i Højbjerg begået i går mellem kl. 16.00 og kl. 21.10
  • På Højmarkvej i Højbjerg begået i går mellem kl. 14.45 og kl. 19.20