Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 21. oktober

Nyhed   •   Okt 21, 2016 10:52 CEST

Fremstilling af butikstyv
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 09.30 i retten i Aarhus en 42-årig polsk mand, der sigtes for butikstyveri i Bilka i Tilst i går kl. 12.35. Manden var gået til kassen, hvor han kun havde lagt en müslibar på kassebåndet. Han havde en sort sportstaske over skulderen, og kasseassistenten blev mistænkelig og spurgte, om han måtte se, hvad det var i tasken. Den 42-årige havde ladet kasseassitenten se i tasken, hvor det kunne konstateres, at der lå en såkaldt "russerpose", der fyldte hele taske ud, og inde i den lå der en hel del varer fra butikken til en samlet værdi af 7163 kroner.

Den 42-årige fik en straksdom på 30 dages fængsel og bliver udvist af landet.

***

Fremstilling i udlændingesag
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 1100 og 1300 i retten i Aarhus to egyptiske statsborgere på 27 og 40 år, der blev anholdt i onsdags under mistanke af at opholde sig illegalt i landet (se nedenstående fra gårsdagens døgnrapport).

Den 27-årige mand sigtes for personelfalsk ved at have udgivet sig for at være sin bror, ligesom han sigtes for ulovligt ophold i landet. Han har nu søgt asyl, men vil blive begæret fængslet indtil der er taget stilling til hans asylansøgning.

Den 40-årige sigtes for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer mv. Han er udvist af Danmark og meddelt indrejseforbud i 2 år. Han vil blive begæret fængslet til udvisning kan effektueres.

En 43 årig mand har fået frist til i dag kl. 1100 med hensyn til at godtgøre, at han er solvent. Såfremt det ikke lykkes for pågældende at dokumentere, at han er i besiddelse af midler til lovligt at kunne opholde sig i Danmark, vil han blive administrativt udvist af Danmark og meddelt indrejseforbud. (solvent og lovligt ophold i Danmark som turist, uden at være hos familie, er ca. 300 dk. kr. i døgnet)

De øvrige to anholdte fra i onsdags er blevet løsladt igen.

Fra døgnrapporten torsdag:
Østjyllands Politi kørte i går kl. 10.42 ud til en adresse på Gudrundsvej i Aarhus Vest, hvor der, ifølge politiets oplysninger, skulle være flere personer, der opholder sig ulovligt i landet. Politiet mødte på adressen fem mænd i alderen 37 til 45, der alle er egyptiske statsborgere. De blev alle frihedsberøvet i 3x24 timer med henblik på at få fastlagt deres identitet og opholdsgrundlag.

Der er fundet flere bilag på personerne, hvor det fremgår, at flere af dem, under deres ophold i Danmark, har sendt penge ud af landet. Politiet er derfor i gang med at undersøge, hvordan de egyptiske mænd, mens de har været turister i Danmark, har været i stand til at forsørge sig selv og derudover sende penge ud af Danmark.

Den 27-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger

Den 40-årige blev frihedsberøvet i fire uger med henblik på udvisning

De 43-årige blev løsladt

***

Brand i Højbjerg
Østjyllands Politi modtog i går kl. 13.18 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en bil i forbindelse med noget svejsearbejde på Michael Drewsens Vej i Højbjerg. Branden spredte sig hurtigt til de øvrige tre lagerbygninger, der lå klods op af lagerhal B, hvor branden var opstået. De fire lagerbygninger blev evakueret, og området blev afspærret. Branden udviklede kraftig røg, der steg lige op i luften, og som kunne ses på lang afstand. Først sent i aftes kom branden under kontrol.

Efterslukningsarbejdet er stadig i fuld gang fredag formiddag og forventes som minimum at fortsætte til klokken 18 i aften. I forbindelse med efterslukningen kan der opstå røg, som kan give gener i området syd for branden - ved Slet Møllevej/Michael Drewsens Vej.

Personer, der opholder sig i dette område, skal så vidt muligt holde sig inden døre i dag og lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg. Hvis man ved indånding af røg føler ubehag, anbefales det at kontakte egen læge.

***

Knivstikkeri i Højbjerg
I forbindelse med politiets arbejde med at opsætte afspærringer ved ovenstående brand i Højberg blev en patrulje kl. 13.48 kontaktet af en 23-årig mand, der oplyste, at han var blevet stukket med en kniv under sin ene arm. Der blev tilkaldt en ambulance til stedet og den 23-årige blev i første omgang kørt til skadestuen. Han blev senere overflyttet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han blev opereret. Han er uden for livsfare.

Sagen er under efterforskning, hvorfor politiet ikke har yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men der er intet der tyder på, at der er nogen sammenhæng mellem branden og knivstikkeriet.

***

Eftersættelse ved Randers
En patrulje blev i nat kl. 01.51 opmærksom på en bil med trailer, der kørte nordpå på den Nordjyske motorvej ved Randers. Patruljen kunne konstatere, at traileren var meldt stjålet, og at bilen var afmeldt, hvorfor patruljen ønskede at standse bilen og tale med føreren. Da patruljen tændte udrykningen accelererede bilen og forsøgte at køre fra patruljen. Der blev sendt flere patruljer til stedet og eftersættelsen forsatte med høj hastighed fra afkørsel 38 - Purhus ad Vestergade i Fårup, indtil patruljerne fik standset bilen på Baunehøjvej i Randers.

Føreren af bilen, en 34-årig mand fra Randers, blev anholdt og taget med på politigården. Han er blandt andet sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, for straffelovens § 252 - ved næsten at køre en politimand ned i forbindelse med standsning af bilen, for narkokørsel og for brugstyveri af trailer. Han vil blive løsladt efter endt afhøring.

***

Unge klovne blev sendt hjem
Østjyllands Politi fik i går kl. 22.00 en anmeldelse om, at der var 5-6 personer, der rendte rundt ved Salamanderparken i Viby. To af dem var iført klovnemasker og sprang ud foran biler og forsøgte at skræmme folk. Der blev sendt en patrulje til stedet, der traf en gruppe drenge på ca. 11-14 år, som havde leget klovn. Drengene fik besked om straks at stoppe med at gå rundt og skræmme folk, og deres forældre blev orienteret.

Østjyllands Politi vil på det kraftigste opfordre til, at man ikke lader sig rive med af den aktuelle dille med at iklæde sig klovnedragt og gå rundt og skræmme folk. Alderen på de "klovne" der blev truffet i går giver også anledning til at opfordre forældrene til at tage en snak med deres børn om, at der er mere fornuftige ting at bruge sin efterårsferie på.

***

Fire butikstyve på stribe
Østjyllands Politi fik i går anholdt fire indbrudstyve, der alle havde været på spil i Aarhus-området sidst på eftermiddag/først på aftenen. Den første anmeldelse kom kl. 17.10 fra Fakta i Risskov, hvor en vagt havde fat i et rumænsk ægtepar, der havde stjålet en shampooflaske til en værdi af 33,95 kroner. Ægteparret blev sigtet for butikstyveri og fik hver en bøde på 500 kroner.

Klokken 17.55 kom der en anmeldelse fra Føtex i Guldsmedgade i Aarhus, hvor en vagt var blevet opmærksom på en person, der gik forbi kasselinjen med en pose i hånden, der var fyldt med noget, der lignede to flasker. Vagten tog kontakt til personen ved udgangsdøren og kunne konstatere, at der i posen var to flasker vodka samt seks dåse-colaer. Der var tale om en 37-årig rumænsk mand, der blev sigtet for butikstyveri til en værdi af 300,85 kr.

Kl. 19.07 fik politiet en anmeldelse fra en vagt i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor han tilbageholdt en butikstyv, der fra Sport24 havde stjålet en jakke og tre par bukser til en samlet værdi af 2600 kroner. Der var tale om en 19-årig asylansøger med bopæl i Brønderslev. Han blev sigtet for butikstyveri.

***

Færdsel

Færdselsuheld og spirituskørsel 
En 49-årig mand førte i går kl. 15.01 i spirituspåvirket tilstand sin knallert ad Ballevej ved Odder i østlig retning med ca. 30 km/t. Den 49-årige mand ville foretage overhaling venstre om en 29-årig mandlig bilist, der førte varebil øst ad Ballevej og havde placeret sig for venstresving ad Skovdalsvej i nordlig retning. Den 49-årige mand ramte den 29-årige mandlige bilists venstre forskærm. Ingen personskade. Den 49-årige mandlige knallertfører blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Færdselsuheld
En 21-årig mand kørte i nat kl. 04.54 på cykel på Langelandsgade i Aarhus, da han i krydset ved Vesterbrogade kørte frem for rødt lys og kørte ind i siden på en taxa ført af en 51-årig mand. Cyklisten fik ved sammenstødet en bule i baghovedet og blev sendt til behandling på skadestuen.

Spirituskørsel og narkokørsel
Den 30-årig mand førte i går kl. 09.24 personbil på Løgtenvej i Hornslet, uagtet han var frakendt førerretten og yderligere påvirket af spiritus og narkotika. Den 30-årige mand blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Spirituskørsel og narkokørsel
En 45-årig mand førte i går kl. 16.10 personbil på Nordjyske Motorvej ved Fårup, uagtet at han var påvirket af spiritus og narkotika. Den 45-årige mand blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Spirituskørsel og narkokørsel
En 28-årig mand førte i går kl. 19.35 personbil på Kirkevej i Langå, uagtet at han var påvirket af spiritus og narkotika. Den 28-årige mand blev anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Kørsel uden førerret 
En 24-årig mandlig bilist førte i går kl. 11.45 personbil på Hovedgaden i Rønde, uagtet han ikke at have førerret.

Kørsel uden førerret 
En 34-årig mand førte i nat kl. 01.55 personbil med trailer på Bavnehøjsvej i Randers, uagtet hans førerret var inddraget.

Kørsel i frakendelsestid 
En 48-årig mand førte i går kl. 13.20 personbil på Gammel Landevej i Trige, uagtet han var frakendt førerretten.

Pressens henvendelser vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14.00 ske på 2269 1087