Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag d. 14. august

Nyhed   •   Aug 14, 2017 10:18 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

Sprit- og narkobilist standset med knive i handskerummet
En 21-årig mand blev i går anholdt og sigtet for narkokørsel og andre forseelser, da han i går kl. 23.35 blev standset i krydset Rådmands Boulevard/Mariagervej i Randers C. En borger havde set den 21-årige tage nogle stoffer og sætte sig ind i bilen, og klogelig nok valgte borgeren at ringe til politiet. En patrulje blev sendt afsted, og betjentene fik stoppet bilen, hvor den 21-årige sad bag rattet med en ven ved siden af. Den 21-årige virkede beruset, og et tjek med alkometeret viste da også, at han var for påvirket af alkohol til at køre.  Derefter ransagede betjentene bilen, der ud fra borgerens anmeldelse havde mistanke om, at der var stoffer. I den ene dørlomme fandt de en pose amfetamin, som den 21-årige blev sigtet for at besidde. Derudover fandt betjentene to steakknive i handskerummet. Manden forklarede, at han for noget tid siden, havde være til fest, hvor man selv skulle have bestik med. Den forklaring var dog ikke god nok til at slippe for en sigtelse for brud på knivloven. Den 21-årige var desuden påvirket af narko og kørte ulovligt på prøveplader, så han fik yderligere to sigtelser oven i hatten.

**

27-årig mand kunne ikke betale taxatur - sigtet for bedrageri
Når man sætter sig ind i en taxa, er det klogt at have styr på, hvem der betaler, og om man har penge nok. Det fandt en 27-årig mand ud af, da han i nat kl. 00.45 blev sigtet for bedrageri efter en taxatur til Frue Kirkeplads i Aarhus. Manden prajede sammen med to venner en taxa, men da de nåede deres destination, var de to "kammerater" hurtige til at smutte fra regningen. Tilbage sad den 27-årige, der ifølge ham selv ikke havde penge til at betale de 143 kroner for turen og ikke havde lyst til at ringe til sine to medpassagerer. Taxachaufføren så sig derfor nødsaget til at ringe til politiet. Da betjentene kom ville manden stadig ikke betale, og han nægtede at oplyse navnene på sine venner. Han blev derfor sigtet for bedrageri.

**

Fredelige fodboldkampe med et par enkelte undtagelser
Det blev til et rundt nul på måltavlen for både AGF og Randers og deres modstandere i weekendens fodboldkampe. Uden for banen skete der heller ikke meget. Dog blev en person ved begge kampe taget for besiddelse af euforiserende stoffer. I Randers blev en 32-årig mand sigtet, da han under visitationen til indgangen til stadion blev fundet i besiddelse af lidt kokain. I Aarhus blev en 30-årig mand fundet i besiddelse af skunk under visitationen ved indgangen til stadion. Han blev også sigtet og blev i øvrigt tildelt karantæne af vagterne. Derudover blev en 26-årig mand fra Fredericia anholdt i Aarhus og herefter sendt hjemad, da han har landsdækkende karantæne for at opholde sig ved fodboldkampe. En af hans venner, en 19-årig mand, blev så fortørnet over anholdelsen, at han råbte ukvemsord efter politiet. Han blev derfor også anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Ellers to kampe afviklet i fredelig atmosfære.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 8.27 på Østjyske Motorvej ved Tilst. Her mistede en 24-årig mand kontrollen over sin bil og kørte ind i autoværnet i midten. Der skete kun materiel skade ved uheldet, som gav en del kø på motorvejen.

En 42-årig mand blev i går kl. 20.09 anholdt og sigtet for spirituskørsel på Herredsvej i Aarhus V. Manden forklarede, at han havde drukket to øl og var i stand til at køre. Det mente alkometeret og betjentene dog ikke.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Vestervangsparken i Fastrup ved Solbjerg begået mellem fredag d. 11/8 kl. 12.00 og søndag d. 13/8 kl. 10.00
  • På Nyvangsvej i Randers NV i onsdag d. 9/8 kl. 15.00 og fredag d. 11/8 kl. 11.00
  • På Fastrupvej i Fastrup ved Solbjerg begået mellem fredag d. 11/8 kl. 08.00 og søndag d. 13/8 kl. 11.00
  • På Myrholmsvej i Viby begået mellem lørdag d. 12/8 kl. 12.00 og søndag d. 13/8 kl. 18.30