Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag d. 7. august

Nyhed   •   Aug 07, 2017 10:05 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

Butikschef og kunde stoppede butikstyv
En 31-årig mand forsøgte i går kl. 14.25  at stikke af med en flaske vodka fra Aldi på Nordbyvej i Viby. Butikschefen havde allerede mistanke til manden, da han kom ind i butikken, ud fra den måde han bevægede sig rundt på. Chefen holdt derfor nøje øje med videoovervågningen. På den kunne han pludseligt se den 31-årige mand stikke en vodkaflaske i lommen og gå ud af butikken. Han skyndte sig derfor efter manden for at tilbageholde ham. Den 31-årige forsøgte at vriste sig fri og løbe væk, men en kunde kom butikschefen til undsætning og sammen holdt de manden fast, indtil politiet ankom kort efter. Den 31-årige nægtede tyveriet, men efter at betjentene havde set videoovervågningen, blev den 31-årige anholdt og sigtet for tyveri.

**

21-årig mand meldte sig selv efter slag i ansigtet
En 19-årig mand blev natten til mandag kl. 2.05 slået i ansigtet på Storegade i Randers C. Den 19-årige var endt i nogle skærmydsler med en anden mand, da han pludseligt blev ramt i ansigtet af en helt tredje mand. Han nåede dog ikke at se, hvem det var. Da en patrulje ankom til stedet, henvendte en 21-årig mand sig til betjentene og erkendte, at det var ham, der havde slået den 19-årige. Han blev derfor anholdt og sigtet for vold. Den 19-årige fik ved slaget en flænge på kindbenet. Det er uklart, hvad der fik den 21-årige til at slå den 19-årige mand.

**

Vagt ledte efter stjålne briller - fandt kniv i stedet
En 40-årig mand blev i går kl. 15.25 standset af en vagt på vej ud af Magasin i Aarhus C. Vagten mistænkte den ham for at have stjålet et par solbriller, og han kiggede derfor i den 40-åriges taske. Her fandt han ikke nogen solbriller men til gengæld en dolk. Vagten ringede derfor til politiet. Den 40-årige forklarede, at han kort forinden havde været på fisketur, men betjentene mente ikke, at der var nogen gyldig grund til at gå rundt med kniven. Han blev derfor sigtet for brud på knivloven.

**

20-årig mand revet omkuld i Aarhus C
En 20-årig mand blev natten til søndag kl. 1.00 revet omkuld og sparket i hovedet, da han sammen med en ven gik rundt i Aarhus C omkring Rosenpassagen. De to venner var lettere berusede og på vej til en bar, da en gruppe på fire personer passede dem op. Den ene gik med vilje ind i den 20-årige, tog fat i ham og rev ham ned på jorden. Herefter sparkede han ham en enkelt gang i hovedet, inden han blev holdt tilbage af de andre i flokken. Den 20-årige tog herefter på skadestuen, hvor det blev konstateret, at han havde brækket en knogle i højre albue, da han ramte jorden.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Østafrikansk af udseende, sort hud
  • 20-25 år
  • 195 cm høj, muskuløst bygget
  • Sort, kort hår
  • Iført sort t-shirt og sorte eller grå bukser

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet på tlf. 114.

**

Taskerøver kradsede hul på kvindes hånd
En 66-årig kvinde blev natten til mandag kl. 1.30 udsat for røveri foran Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus C. Den 66-årige havde netop været i Netto for at handle, da hun ville ryge en smøg tæt på butikken. Imens hun tændte cigaretten, satte hun kort sin taske på jorden. I det samme tog en mand pludseligt fat i hendes taske. Hun nåede også at gribe fat i den, men manden rev den til sig så hårdt, at han kradsede hul på kvindens hånd. Herefter stak han af fra stedet. Kvinden havde netop hævet et større kontantbeløb, så der var flere tusinde kroner i tasken. 

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mellemøstligt udseende
  • Ca. 1.80 cm høj, almindelig bygning
  • 20 år
  • Mellemlangt hår i toppen, skaldet i siderne
  • Iført mørk jakke med hvid skrift/mærke på venstre bryst, grønlige bukser med større sidelommer, mørke sko med hvid sål

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til røveriet på tlf. 114.

**

Borger ledte politi på sporet af voldsom mand
En 33-årig mand blev i går kl. 21.00 anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden efter at have været højrøstet og voldelig på Klostertorvet i Aarhus C. En borger så hvordan den 33-årige tog fat i en beruset person i et busskur, skubbede ham ned på jorden og råbte trusler mod ham. Borgeren ringede derfor til politiet og beskrev episoden og gerningsmand. En patrulje kunne derfor hurtigt finde manden, anholde ham og sigte ham for at forstyrre den offentlige orden. Der var intet spor af den mand, som den sigtede havde grebet fat i. Den anholdte erkendte dog, at han havde skubbet og råbt af en person.

**

Mand smed kniv fra sig bag busskur
En 39-årig mand blev i går kl. 23.22 anholdt og sigtet for at være i besiddelse af en kniv. En patrulje traf den 39-årige på Klostertorv, der gik noget usikkert rundt i beruset tilstand. Da han så betjentene, smed han hurtigt en genstand fra sig om bag et busskur. Det så betjentene dog og undersøgte sagen nærmede. De fandt en foldekniv bag skuret og anholdt derfor manden og sigtede ham for at bære kniv uden nogen gyldig grund.

**

Cafégæst fik slag af mand
En 30-årig mand blev i går kl. 9.30 slået på kinden af en anden mand, da han sad sammen med en ven på Café Corner på Vester Kirkestræde i Randers C. Da den 30-årige og vennen skulle til at forlade stedet, blev den 30-årige ramt af et knytnæveslag fra en anden mand på stedet. Politiet har en god formodning om, hvem gerningsmanden er.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.30 på Havkærvej i Tilst. En 59-årig mand fra Tyskland foretog en U-vending på vejen og kørte ved vendingen ind i en bil ført af en 19-årig mand. Der skete kun materiel skade ved uheldet. Den 59-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt og modtog en straksbøde.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 13 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Glentevej i Østre Bjerregrav ved Randers begået mellem lørdag d.5/8 kl. 23.30 og søndag d. 6/8 kl. 07.00
  • På Salonikivej i Hårup ved Hjortshøj søndag d. 6/8 mellem kl. 01.00 og 07.35
  • På Møllebakken i Hinnerup begået mellem mandag d. 31/7 kl. 00.00 og søndag d. 6/8 kl. 09.30
  • På Tjørnehegnet i Skødstrup begået mellem lørdag d. 5/8 kl. 17.00 og søndag d. 6/8 kl. 08.00
  • På Saloparken i Odder begået mellem tirsdag d. 1/8 kl. 22.00 og søndag d. 6/8 kl. 11.50
  • På Klarinetvej i Randers SV begået mellem fredag d. 4/8 kl. 17.45 og søndag d. 6/8 kl. 13.20
  • På Falkevej i Østre Bjerregrav ved Randers begået mellem fredag d. 4/8 kl. 18.00 og søndag d. 6/8 kl. 14.45
  • På Tendrupvej i Hornslet begået mellem lørdag d. 5/8 kl. 07.00 og søndag d. 6/8 kl. 09.30
  • På Rørsangervej i Østre Bjerregrav ved Randers begået mellem torsdag d. 3/8 kl. 00.00 og søndag d. 6/8 kl. 16.00
  • På Østervangs Allé i Auning begået mellem onsdag d. 2/8 kl. 11.00 og søndag d. 6/8 kl. 16.00
  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 4/8 kl. 00.00 og søndag d. 6/8 kl. 15.00
  • På Østre Boulevard i Randers NØ begået mellem torsdag d. 3/8 kl. 12.00 og søndag d. 6/8 kl. 19.00
  • På Højvangsvej i Harridslev ved Randers begået søndag d. 6/8 kl. 20.00