Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag d. 8. januar

Nyhed   •   Jan 08, 2018 11:10 CET

Her er et uddrag af det sidste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

**

Tyv stjal to biler - ved tredje forsøg blev han fanget
En 37-årig mand havde usædvanligt travlt med at stjæle biler i går, men da han kl. 20.50 forsøgte at stjæle den tredje bil, denne gang på Sejrøgade i Aarhus, blev han taget på fersk gerning, og politiet fik fat i manden.

Klokken 18.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en mand, der havde fået stjålet sin bil på en tankstation ved Ejer Bavnehøj, hvor han kortvarigt havde ladet den stå med nøglerne i. I bilen var hans mobiltelefon og via "Find-min-telefon-" funktionen kunne han nu se, at bilen holdt på DOKK1 i Aarhus. Patruljen fandt ganske rigtigt bilen i DOKK1, men biltyven var der ikke spor af.

Men et par timer senere ringede en borger fra Sejrøgade i Aarhus, hvor han sammen med nogle venner havde forhindret en person i at stjæle hans bil, da den holdt kortvarigt i tomgang. De stod i nærheden af bilen, da de pludseligt så en mand sætte sig ind bag rattet. De løb hen til bilen, og bilens ejer nåede at få fat i manden og hive ham ud af bilen i samme øjeblik, han skulle til at køre.

Herefter stak biltyven af til fods ned ad en sidevej. Politiet kom frem kort tid efter, og der gik ikke længe, inden nogle af betjentene genkendte biltyven ud fra vidnernes signalement. Han kom gående ad Langelandsgade og forsøgte at stikke af, da han så politiet, men flugten blev kort.

Ved afhøring og nærmere undersøgelser viste det sig, at manden havde stjålet en tredje bil i Thisted, som han var kørt til tankstationen ved Ejer Bavnehøj med. Her havde han stjålet bil nr. to, som han efterlod i DOKK1, inden han forsøgte med sit tredje biltyveri på Sejrøgade.

Da den 37-årige blev visiteret, fandt betjentene en æske chokolade på ham, som han erkendte, han havde stjålet i en Netto et sted, han ikke kunne huske.

Så ud over to biltyverier og et forsøg på biltyveri, blev han også sigtet for butikstyveriet.

**

Stjal to højrestøvler og en broccoli
En 40-årig mand blev i nat kl. 1.22 tilbageholdt i Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus med en del særprægede tyvekoster. Vagten havde på videoovervågningen set den 40-årige mand stikke flere varer ind under jakken, og han holdt derfor ekstra øje med ham. Da den 40-årige var på vej ud af butikken uden at betale, tilbageholdt vagten ham og ringede til politiet.

Da betjentene kom frem, viste det sig, at manden havde stjålet tre pakker boxershorts, en hårtrimmer og en broccoli fra Netto. Manden erkendte tyveriet.

Der blev også fundet to nye støvler med prisskilt på ham. Begge højrestøvler og i forskellig størrelse. Dem nægtede den 40-årige dog at have stjålet. Han forklarede, at han havde købt dem på ærlig vis som en gave til sin ex-kæreste. Han kunne dog godt se nu, at der var noget galt med størrelsen, og at der manglede en venstrestøvle, så han ville tage tilbage og bytte dem.

Den forklaring godtog betjentene ikke, og han blev derfor både sigtet for tyveri af broccoli med mere og for støvletyveriet.

**

Brand på byggeplads i Brabrand
Kl. 09.35 i dag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i nogle byggematerialer på en byggeplads på Karen Blixens Boulevard i Brabrand. Det var en håndværker på stedet, som opdagede branden og ringede 112. Håndværkerne på stedet blev evakueret, og seks af dem blev kørt til tjek på skadestuen. De kom dog ikke umiddelbart noget til.

Cirka en halv time senere var branden slukket igen. Branden var skyld i en kraftig røg. Den steg lige op i luften og var dermed ikke til fare for folk i området. Årsagen til branden er endnu ukendt.

**

Gemte hash i Cocio-flaske
En  23-årig mand blev i går kl. 19.54 sigtet for besiddelse af narko, da et par betjente mødte ham og to af hans venner på Bispehavevej i Hasle. Betjentene havde en mistanke om, at personerne havde stoffer på sig, og de blev derfor visiteret. Der blev ikke fundet noget på dem, men ved siden af personerne stod en Cocio-flaske med nogle gram hash i sig. Den indrømmede den 23-årige mand, at han ejede, og han blev derfor sigtet.

**

Anholdt med bamse og kniv i Aarhus
En 22-årig kvinde  blev i nat kl.2.20 anholdt på Park Allé i Aarhus, da hun havde en kniv med i en pose. En borger ringede til politiet, da han så kvinden gå rundt på gaden med en kniv i hånden og en bamse under armen og så noget konfus ud. Da patruljen kom frem, fandt de kvinden sidde på en bænk med sin bamse i skødet og gymnastikpose på ryggen. Den 22-årige reagerede ikke på betjentenes henvendelse til hende, men lod dem kigge i sin pose, hvor de bl.a. fandt en køkkenkniv.

Det viste sig, at kvinden havde en behandlingsdom og hun blev derfor kørt på psykiatrisk hospital.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 12.36 i krydset Mariagervej/Glarbjervej i Randers. Her kørte en 19-årig mandlig bilist over for rødt og ramte ind i en bil ført af en 23-årig mand. Der skete kun materiel skade ved uheldet. Den 19-årige blev sigtet for at køre over for rødt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 14.54 på Svejdalen i Ammelhede ved Randers SØ. En 61-årig mandlig bilist kom til at køre over i den modsatte vejbane og stødte ind i en bil ført af en 24-årig mand. Den 24-åriges kæreste, der var passager i bilen, brækkede kravebenet ved sammenstødet.

En 25-årig mand blev i går kl. 21.23 standset i sin bil på Bispehavevej i Hasle. Her blev han anholdt og sigtet for at køre under påvirkning af hash. Der blev desuden fundet en smule kokain på ham, som han også blev sigtet for.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Kirkepladsen i Fausing ved Allingåbro begået mellem torsdag d. 4/1 kl. 07.30 og søndag d. 7/1 kl. 12.00
  • På Ildervej i Højbjerg begået mellem søndag d. 31/12 kl. 05.00 og søndag d. 7/1 kl. 14.00