Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 28. november

Nyhed   •   Nov 28, 2016 11:31 CET

Fremstilling i Randers
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.30 i retten i Randers en 24-årig mand fra Randers, der sigtes for overtrædelse af våbenloven og trusler på livet ved i går kl. 10.03 at have truet to personer med et gevær på en adresse i Randers NØ. Den 24-årige bor i en beskyttet bolig på adressen, og de to personer han truede er ansat til at varetage sikkerheden på stedet. De sad sammen i en vagtstue, da den 24-årige kom ud fra sin lejlighed med et gevær i hånden. Han råbte af de to personer og tog geværet op og sigtede på dem, hvorefter han gik ind i sin lejlighed igen. Der blev sendt en del politi til stedet, hvor manden kl. 13.10 blev anholdt uden dramatik. Ved den efterfølgende ransagning af mandens lejlighed fandt politiet flere luftgevær, slagvåben og stikvåben. 

***

Fremstilling i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11 i retten i Aarhus en 22-årig svensk asylansøger, der blev taget for butikstyveri i fredags. Manden, der havde stjålet to Bacardi Breezer og i øvrigt også blev fundet i besiddelse af hash, havde ulovligt ophold og blev anholdt og har siddet varetægtsfængslet i tre x 24 timer, mens sagen har været forelagt Udlændingestyrelsen. Manden bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på udvisning af landet. 

***

Brand
Østjyllands Politi modtog i går kl. 19.51 en anmeldelse om, at der var ild i flere halmballer på Skovbrynet ved Nimtofte. Ved politiets ankomst til stedet kunne det konstateres, at der var ild i to sammenhængende lader med ca. 3000 bigballer, men der var ikke fare for hverken mennesker eller dyr, eller for at ilden ville sprede sig til stuehuset. Brandvæsnet foretog en kontrolleret nedbrænding af de to lader, hvor ilden formentlig vil ulme nogen tid endnu. Årsagen til branden er endnu ukendt, og der vil gå et par dage, før der kan fortages brandundersøgelse. 

***

Tricktyveri
I går kl. 16.50 blev en 45--årig kvinde udsat for et tricktyveri ved Banegården i Aarhus. Kvinden havde brugt sit dankort til at købe en billet i automaten i forhallen, og da hun skulle til at stige på toget lavede personen foran hende en scene og ville ikke gå ind i togkupeen. Personen stod og rokkede frem og tilbage, og foregav ikke at vide, hvor han var. Den 45-årige kvinde havde både en kuffert og taske med sig, og først da hun satte sig på sin plads i toget opdagede hun, at hendes pung var væk. 

Manden der lavede en scene i toget beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 30-35 år
  • 165-170 cm høj 
  • Muskuløs kropsbygning
  • Talte fremmedsprog
  • Var iført mørk jakke og bukser og en lysegrå strikhue
  • Han medbragte en stor sportstaske 

Østjyllands Politi opfordrer til, at man er opmærksom på at skjule sin pinkode, når man har brugt sit kort, og at man passer godt på sine ejendele - særligt når man bevæger sig i større menneskemængder. 

 
***

BMW efterlyses efter færdselsuheld

Østjyllands Politi efterlyser en flaskegrøn BMW personbil, 3'er-serie, årgang i 90´erne. Bilen var impliceret i et færdselsuheld i går ca. kl. 07.20 på Nordre Ringvej 122 i Aarhus, hvorefter den kørte fra stedet. Bilen vurderes at have skader på fronten efter påkørsel af skilt. Bilen kørte på uheldstidspunktet angiveligt om kap med en sort Audi A3. Oplysninger om bilen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

***

Færdsel

Færdselsuheld
I går kl. 15.01 skete der færdselsuheld på Gyllingvej i Odder, hvor en 26-årig kvindelig bilist kørte ad Malskærvej mod vest. I krydset ved Gyllingvej kørte hun ud for ubetinget vigepligt og kørte ind i venstre side på en bil, ført af en 47-årig mand, der kørte ad Gyllingvej mod syd med ca. 40 km/t. Begge parter blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet til skade.

Færdselsuheld 
I går kl. 20.45 skete der færdselsuheld på Mellemstrupvej i Grenaa, da en 40-årig kvindelig bilist kørte ad Mellemstrupvej mod øst og skulle ligeud i krydset med Bavnehøjvej. Her kom en 64-årig mand kørende ad Bavnehøjvej mod nord og skulle svinge til venstre i krydset, men han overholdt ikke sin ubetingede vigepligt og kørte ud i siden af den 40-årige kvindes bil, der efter sammenstødet snurrede rundt og standsede med fronten i modsatte retning. Passagereren i bilen, en 72-årig kvinde, blev kørt til kontrol på Randers Sygehus, men meldes uskadt.

Spirituskørsel
En 38-årig mand førte i går kl. 18.05 bil ad Århusvej i Ebeltoft, selvom hans promille var alt for høj - faktisk så høj at bilen blev beslaglagt på stedet.  

Henvendelser fra pressen vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14 ske på telefon 2269 1087.