Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 29. januar 2018

Nyhed   •   Jan 29, 2018 11:43 CET

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Retten i Randers kl. 14.00

En 42-årig mand fremstilles i dag kl. 14.00 for Retten i Randers. Sigtet for indbrud, hvor der blev stjålet flere funktionsdygtige våben og tilhørende ammunition. Derudover er han sigtet for at have været i besiddelse af de pågældende våben. 

Den 42-årige blev anholdt i går kl. 00.50. hvor han blev standset i bil på Skanderborgvej i Aarhus. Han blev fundet i besiddelse af diverse værktøj, herunder handsker, koben og en motorsav. Det fik Østjyllands Politi til også at sigte ham for forsøg på indbrud på ukendt sted.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning. Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere om sagen. 

**

Syv personer anholdt efter slagsmål og påkørsler i Brabrand i nat

Klokken 1.09 i nat modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om skud og slagsmål på Dortesvej i Brabrand. Østjyllands Politis efterforskning af episoden har foreløbigt ført til i alt syv anholdelser af mænd fra Aarhus. De er blandt andet sigtet for grov vold. Læs mere i denne pressemeddelelse, som blev sendt ud tidligere på formiddagen.

**

Anmeldelse om knivoverfald ved Frydenlund i Aarhus 

Østjyllands Politi modtog i går aftes kl. 19.25 en anmeldelse om et muligt knivoverfald på Frydenlunds Allé i Aarhus. To forbipasserende kvinder, der netop havde parkeret deres bil, opdagede, at en ung mand hang op ad en stålhegn på hjørnet af Frydenlunds Allé og Spættevej. Den ene kvinde forklarede, at han virkede omtåget og fjern, men at han fik udtalt, at han var blevet stukket i benet. Kvinderne fik ringet 112 og blev ved manden, indtil en ambulance kom og tog over. Manden er 18 år og fra Aarhus. Han blev kørt til skadestuen i Aarhus, hvor han blev behandlet for sine skader, der umiddelbart ikke var livstruende.    

Den 18-årige forklarede selv, at han var på vej for at mødes med nogle venner i området, da at han pludselig blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd med skimasker. Han havde hørt en stemme råbe "tag ham", og derefter var han blevet væltet omkuld og overfaldet. Den ene af gerningsmændene beskrives som:

  • Mand
  • Arabisk af udseende
  • Ca. 175-180 cm. 
  • Iført grå dunjakke med hætte

Den 18-årige har efter politiets oplysninger ikke tilknytning til en bandegruppering. Sagen har umiddelbart ikke sammenhæng med det større slagsmål på Dortesvej senere på aftenenØstjyllands Politi er ved at efterforske omstændighederne ved overfaldet og hører gerne fra borgere, der kan have oplysninger om sagen, på 114.

**

Opmærksom borger anmeldte mulig spritbilist

Det var en opmærksom borger, der i går kl. 10.30 anmeldte en mulig spritbilist til Østjyllands Politi. Borgeren havde netop set en mand stå at drikke øl ved kiosken på Vangsbovej i Hasselager for efterfølgende at sætte sig ind i en bil og køre fra stedet. Borgeren kunne oplyse et præcist signalement af bilen. Det betød, at politiet kort tid efter kunne opsøge manden på hans adresse, efter det ikke var lykkedes at observere bilen i området. Den 53-årige mand forklarede, at han netop havde været ude at køre, men at han ikke var påvirket af alkohol. Det blev dog umiddelbart afkræftet af alkometertesten, der viste en promille på mere end det tilladte. Den 53-årige blev anholdt og fulgt til stationen til en blodprøve. Han blev løsladt igen kl. 13.30.

**

Bil brændt på p-plads

En bil blev i går kl. 20.57 fundet udbrændt på en p-plads på Harlev Møllevej i Gl. Harlev. Ud fra de fund, der blev gjort på stedet, efterforsker Østjyllands Politi branden som påsat. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i Østjyllands politikreds  

  • På Skovvejen i Aarhus begået mellem fredag d. 26/1 kl. 12.00 og søndag d. 28/1 kl. 11.00
  • På Ladefogedvej i Aarhus N begået mellem torsdag d. 25/1 kl. 12.00 og søndag d. 28/1 kl. 14.00
  • På Helenelyst i Brabrand begået mandag d. 29/1 mellem kl. 00.01 og kl. 4.57
  • På Åbrovej i Egå begået mellem lørdag d. 27/1 kl. 11.00 og søndag d. 28/1 kl. 20.30