Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag d. 11. april 2018

Nyhed   •   Apr 11, 2018 11:14 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er på nuværende tidpunkt ingen planlagte fremstillinger i dag.

**

Kassedykker og mælkesnittetyv tilbageholdt af kunde 

Det var en handlekraftig Rema1000-kunde, der i går kl. 20.58 tilbageholdt en 41-årig tyv i butikken på Stillingvej i Sabro. Ifølge personalets forklaring var den 41-årige kommet ind i butikken ved vindfanget - først alene for at se sig omkring, og dernæst sammen med en anden mand, som han gik ind i butikken sammen med. De to endte sammen ved kassen, hvor den 41-årige lod som om, at han ville købe en mælkesnitte. Men da kassen blev åbnet, stak han hånden derned, fik fat i nogle sedler og forsøgte at stikke af fra butikken. Men en kunde, der havde været vidne til kassedykket, var hurtig. Han stak efter, og den 41-årige endte på gulvet, omringet af de pengesedler, han havde forsøgt at stikke afsted med. Her måtte han pænt vente på, at politiet kom. 

Under visitationen blev der blandt andet fundet fem mælkesnitter i den 41-åriges lomme, som menes at stamme fra butikken. Han blev anholdt og sigtet for tyveri. Det lykkedes ikke at få fat i den formodede medgerningsmand. 

**

Gratist truede buskontrollører på livet

Det endte med trusler på livet mod to buskontrollører i Aarhus, da en 18-årig mand i går blev taget i at køre uden busbillet. Kl. 8.08 henvendte to kontrollører sig til den 18-årige i bussen ved Frederiksgade i Aarhus C. Da han blev konfronteret med sin manglende billet, truede han med at dræbe dem og 'give dem kniven for struben'. Politiet blev tilkaldt, og han blev anholdt og sigtet for truslerne, som han erkendte. Han erkendte desuden at have kørt uden billet.

**

Mindre påkørsel endte i knytnæveslag

Vidner måtte i går træde til, da en 21-årig mand blev aggressiv og tildelte en 51-årig mand et knytnævesalg i ansigtet. Kl. 10.49 var de begge kommet kørende på Edwin Rahrs Vej, da bilerne stødte let sammen - ifølge den 51-åriges forklaring skyldes sammenstødet, at han ville give plads til den 21-åriges bil, hvorefter den 21-årige bremsede op. Da de begge standsede op længere nede ad vejen for at tale sammen, blev den 21-årige aggressiv og slog den 51-årige i ansigtet. Episoden blev iagttaget af nogle vidner som stødte til og skilte de to ad, til politiet kom. Her blev den 21-råge anholdt og sigtet for vold. 

**

Civile betjente opdagede intetanende mand med joint

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at ryge en joint i det offentlige rum. Det måtte en 24-årig mand sande, da han i går kl. 10.55 kom gående på Bækkestien ved Dronning Boulevard i Randers NØ. For hvad den pulsende 24-årige ikke vidste var, at et par betjente i civil kom gående i slipstrømmen af hans joint. Han blev derfor standset længere nede ad stien, hvor han ganske rigtig havde en tændt joint i hånden. Den blev konfiskeret, og den 24-årige sigtet for besiddelse af hash, hvilket han erkendte. 

Selvom der "kun" er tale om hash til eget brug, skal man alligevel have den store tegnebog fremme, hvis man bliver fundet i besiddelse af en joint. Første gang får man en bøde på 2.000 kroner, og klapper fælden anden og tredje gang stiger bøden til hhv. 3.000 og 4.000 kroner. 

**

Tre sukkersultne 14-årige taget med fingrene i slikbøtten

Personalet i Rema1000 måtte i går have den løftede pegefinger fremme, da de kl. 14.55 tog tre 14-årige drenge i at stjæle bland-selv-slik fra butikken på Nordre Strandvej i Risskov. Den ene havde spist slik fra bøtterne, den anden havde vejet sin pose for derefter at fylde lidt ekstra i, og den tredje havde stukket en pakke Maoam i lommen. De blev alle sigtet for forsøg på butikstyveri, ligesom deres forældre og de sociale myndigheder blev underrettet. 

**

16-årig stjal Hugo Boss-t-shirt og måtte betale straksbøde på 2.000 kroner

Personalet i Magasin i Aarhus opdagede i går kl. 19.38 en 16-årig dreng, der forsøgte at stjæle en t-shirt af mærket Hugo Boss ved at fjerne alarmen. Men han han blev fanget på overvågningen og tilbageholdt af vagten, til politiet kom. Her blev den 16-årige anholdt og sigtet for butikstyveriet. Da den 16-årige er udenlandsk statsborger blev han tildelt en straksbøde på 2.000, som skal betales med det samme.  

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 13.00 på Åhave Parkvej i Viby. En 24-årig kvindelig bilist påkørte i en vending en bil, der holdt stille. Kvinden var kørt fra stedet uden at give sig til kende, men den 40-årige mand, som ejer den påkørte bil, så påkørslen og noterede bilens oplysninger. Det gjorde, at politiet senere kunne opsøge bilens ejer - den 24-årige kvinde - på hendes bopæl. Her ønskede hun indledningsvist ikke at oplyse, hvem der havde kørt bilen. Men da hun fik en sigtelse for ikke at overholde sin oplysningspligt, kom hun pludselig på bedre tanker og tog skylden for uheldet. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 20.15 på Ydunsvej i krydset ved Vidarsvej i Åbyhøj. En 47-årig mandlig bilist påkørte en 19-årig mandlig bilist bagfra. Ingen personer kom noget til, og der skete kun mindre materiel skade. Den 47-årige blev sigtet for ikke at holde tilstrækkeligt med afstand til den forankørende bil. 

En 24-årig mand blev i går kl. 21.40 standset i bil på Oddervej ved Hestehavevej i Beder. Her testede han positiv for cannabis og blev sigtet for narkokørsel. I forbindelse med anholdelsen blev den 24-årige ophidset og råbte ad betjentene. Det udløste endnu en sigtelse for forstyrre den offentlige orden. 

En 25-årig mand blev i nat kl. 00.18 standset i bil på Lyshøjen i Lystrup. Her viste det sig, at han var frakendt førerretten, og at han var i besiddelse af en lille mængde pot. Han blev sigtet for begge dele, ligesom både bil og pot blev beslaglagt.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Roald Amundsens Vej i Aarhus N begået i går kl. 6.49
  • På Gl. Århusvej i Anbæk ved Hammel begået mellem mandag d. 9/4 kl. 19.00 og i går kl. 19.45
  • På Finlandsvej i Hammel begået mandag d. 9/4 mellem kl. 15.00 og kl, 17.00
  • På Aldersrovej i Aarhus N begået mellem fredag d. 6/4 kl. 10.00 og i går kl. 10.00
  • På Fridjof Nansen Vej i Aarhus N begået i går kl. 12.28
  • På Stationsvej i Thorsager ved Rønde begået mellem fredag d. 66/4 kl. 15.30 og i går kl. 12.45
  • På Toldvejen i Boulstrup ved Odder begået mellem søndag d. 8/4 kl. 18.00 og i går kl. 14.45
  • På Vitus Berings Stræde i Aarhus N begået i går mellem kl. 8.00 og kl. 20.40
  • På Jægervej i Hammel begået i går mellem kl. 18.30 og kl. 22.45
  • På Sandmosevej i Højbjerg begået i går mellem kl. 19.00 og kl. 23.30