Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag d. 31. januar 2018

Nyhed   •   Jan 31, 2018 10:56 CET

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

**

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 10.00

En 43-årig fremstilles i dag for Retten i Aarhus. Han er sigtet for fem forhold: besiddelse af amfetamin med henblik på salg, tyveri af en el-cykel, brugstyveri af en knallert, overtrædelse af fyrværkeriloven og for overtrædelse af forbud mod visse dopingmidler. 

Der kan ske dørlukning i grundlovsforhøret, hvorfor Østjyllands Politi ikke kan oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt. Resultatet af fremstillingen vil blive lagt på Østjyllands Politis Twitter-profil snarest.  

**

Østjyllands Politi har rejst de første tiltaler i børnepornosag

Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi har netop rejst de første tiltaler i det store sagskompleks, hvor flere end 1.000 unge mennesker på landsplan er sigtet for at have delt en sexvideo med to 15-årige.

I Østjylland skal fem unge mennesker inden længe for retten. De er tiltalt for at have distribueret og været i besiddelse af den omtalte video og krænket andre ved at dele den. Der er tale om fire unge mænd og en ung kvinde i alderen 16 til 20 år, som har delt videoen mellem en og syv gange.

De første fem sager er såkaldte prøvesager. Den første prøvesag i Østjylland skal for Retten i Randers mandag d. 5. februar kl. 9.00. Her er der tale om en 20-årig mand fra Syddjrs, der er tiltalt for at have delt den omtalte sexvideo med 12 personer i perioden 2016 til 2017.

I Østjyllands politikreds er der foreløbigt 54 unge sigtede i sagen. Det er forventningen, at 76 personer vil blive sigtet, og flere kan komme til, som efterforskningen skrider frem.

På landsplan vil der i første omgang blive ført ni prøvesager. Fem i Østjylland og fire i Nordsjælland. Læs mere her.

**

Tricktyve på spil på banegården i Aarhus

En 27-årig kvinde anmeldte i går, at hun kl. 14.30 blev udsat for et forsøg på tricktyveri, da hun var på vej med toget til Herning. Den 27-årige forklarede, at hun havde bemærket to mænd, da hun netop havde handlet i forhallen, inden hun skulle videre med toget. Da hun gik ned på perronen, var de to fulgt efter og stod på samme tog. Her placerede den ene sig foran hende, så hun ikke kunne komme igennem toget. Da hun bad om at komme forbi, reagerede manden ikke, og her opdagede hun så, at den anden mand stod bag hende og havde en hånd nede i hendes taske. Da hun råbte op, forsvandt de uden at få noget med sig. De beskrives som: 

A:

  • Østeuropæisk af udseende
  • Ca. 20-30 år
  • Ca. 170-180 cm. 
  • Almindelig af bygning
  • Hvid i huden
  • Brunt, kort hår
  • Talte engelsk
  • Iført mørkeblå termojakke 

B:

  • Østeuropæisk af udseende 
  • Ca. 30-40 år
  • Ca. 180-190 cm. 
  • Kraftig af bygning
  • Hvid i huden
  • Brunt, mellemlangt hår
  • Talte engelsk
  • Kendetegn: Usoigneret og ubehagelig

**

Kørte 156 km/t i en 70 km-zone – færdselskontrol fangede 21 fartsyndere

En færdselsindsats tirsdag aften i den vestlige del af Aarhus endte med i alt 27 sigtede bilister. 21 af dem kørte for stærkt, og tre skal nu op til en ny køreprøve.

Den mest alvorlige hastighedsovertrædelse skete, da en ung mand kørte 156 km/t på Ringvejen, hvor man kun må køre 70 km/t. Som udgangspunkt giver det en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst et halvt år. Men da den unge bilist tidligere har samlet en del klip, kan han risikere flere år uden kørekort.

Ud over fartforseelserne kunne Østjyllands Politi blandt andet også sigte to bilister for at køre med mobilen i hånden, og fire for ulovlige overhalinger.

Den samlede indsats endte i alt med 32 sigtelser fordelt på i alt 27 personer.

  • 2 x benyttet håndhold mobiltlf.
  • 1 x manglende sikkerhedssele
  • 1 x fejl/mangler
  • 1 x synssag
  • 1 x manglende tegngivning
  • 1 x rødt lys, klip
  • 4 x overhaling højre om, klip
  • 21 x hastighed

**

"Hjælpsom" tricktyv stjal pung fra 89-årig

En 89-årig kvinde anmeldte i går, at hun netop var blevet udsat for et tricktyveri ved sit hjem på Vikærtoften i Risskov. Klokken var 14.00, da hun var kommet hjem fra at handle i Rema. Imens hun tjekkede sin postkasse, kom to ukendte mænd til og ville hjælpe. Det tænke hun ikke yderligere over, før hun kunne se inde fra lejligheden, at de to mænd havde bemærkelsesværdigt travlt med at komme væk. Og da opdagede hun, at hun manglede sin pung. Hun gik først retur til Rema, da den kunne være tabt der. Men desværre uden held. Banken kunne oplyse, at nogen havde forsøgt at hæve penge med hendes kort. Det var dog ikke lykkedes, da banken havde nået at spærre det. 

Kvinden kunne ikke give et nærmere signalement af de to mænd. 

Politiet opfordrer til, at man holder sine værdier tæt på sig, så de er svære at få fat i, og at man er opmærksom, hvis ukendte personer henvender sig med et mistænkeligt ærinde. 

**

Smadrede ruder til politistation i Hammel

En ukendt gerningsmand smadrede i går flere ruder ind til nærpolitistationen i Hammel, som har kontor i Favrskov Kommunes bygninger på Torvegade.

Hærværket skete i går kl. 21.40.

En borger hørte ruderne blive smadret og kiggede ud af vinduet, hvor han så en mand løbe fra stedet ned til en sort Porsche, der holdt på p-pladsen.

Manden beskrives som:

  • 160-170 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Iført mørkt tøj

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set den sorte Porsche omkring kl. 21.40 i går eller har oplysninger om, hvem der kan have kørt i den.

Ring gerne på tlf. 114, hvis du har oplysninger om sagen.

Politiet har flere spor at gå efter og har en formodning om, at gerningsmanden skal findes blandt nogle af de kriminelle, som betjentene i Hammel har haft fat i.

**

20-årig taget bag rattet - har aldrig haft kørekort

En 20-årig mand blev i går kl. 15.45 standset i en bil på Thorvaldsensgade i Aarhus. Patruljen kunne se, at bilen var ejet af en person, som var frakendt retten til at køre bil. 

Det var dog ikke ejeren, som sad bag rattet. Det var i stedet den 20-årige, som forklarede, at han havde lånt bilen, og at han aldrig nogensinde havde taget kørekort. Desuden fandt politiet en pose med hash i bilen og hele fem poser hash i et nærliggende buskads. Den 20-årige ville ikke kendes ved nogen af poserne - han forklarede, at den i bilen måtte være ejerens, og at han umuligt kunne kaste noget ud ad vinduet, da det var i stykker. Han blev dog alligevel også sigtet for besiddelse af hash. 

**

Grydetyv var eftersøgt til fogedretten

Østjyllands Politi blev i går kl. 15.49 kaldt til en butik i Søndergade i Aarhus, der havde tilbageholdt en butikstyv, som havde forsøgt at stjæle to Eva Trio-gryder til en værdi af 1.349 kroner. Da politiet kom, viste det sig at være en 54-årig kvinde, som var eftersøgt til fogedretten. Hun blev anholdt og sigtet for tyveriet og taget med på stationen, så hun  kunne fremstilles for fogedretten den næste dag. Hun erkendte selv tyveriet. 

Under visitationen på stationen blev hun fundet i besiddelse af to pølsemandsposer med amfetamin og hash. Det blev hun også sigtet for.

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.57 på Vestergade i Ryomgård. En 36-årig kvindelig bilist påkørte en knallert ført af en 16-årig dreng, da hun kørte ud fra en parkeringsplads. Drengen kom lettere til skade og blev kørt til tjek på skadestuen. Den 36-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

En 29-årig mand blev i går kl. 14.24 sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Tousvej i Åbyhøj. En patrulje havde standset ham til kontrol, og her virkede han påvirket. Det bekræftede den 29-årige selv og forklarede, at han netop havde røget en joint. Det viste sig desuden, at han var frakendt kørekortet, og at han havde en lille klump hash på sig. Det blev han også sigtet for. Hans bil blev beslaglagt, da det ikke var første gang, han havde begået den type kriminalitet.  

En 29-årig mand fik i går kl. 17.29 beslaglagt sin bil, da han for fjerde gang inden for de seneste tre år blev taget i at køre bil, selvom han var frakendt kørekortet. Patruljen standsede bilen på Bakkevænget i Aarhus, da de kunne se, at den var standset ved tidligere lejligheder med en person bag rattet, der ikke havde ret til at køre bil. Og fjerde gang klappede fælden så. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Farøvænget i True ved Tilst begået i går mellem kl. 18.15 og kl. 19.45
  • På Hindøvænget i True ved Tilst begået i går kl. 20.02