Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag d. 4. april

Nyhed   •   Apr 04, 2018 10:27 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

**

Hidsige mænd anholdt efter narkokørsel med knive i bilen
To mænd på 17 og 23 år havde i nat vanskeligt ved både at køre bil og tale ordentligt til de betjente, der anholdt dem. Klokken var 3.12, da en patrulje fattede mistanke til en bil, der kørte usikkert og slingrende i Pindstrup. Betjentene kørte efter og kunne bl.a. se bilen ramme en kantsten og komme faretruende tæt på grøften. Efter en kort eftersættelse holdt bilen ind på Klemstrupvej. Den 23-årige fører havde røde øjne og virkede påvirket, og da betjentene tjekkede ham, fandt de ud af, at han var en gammel kending. Han var frakendt kørekortet, og det var tredje gang inden for tre år, han blev standset uden kørekort.

Både den 23-årige fører og den 17-årige passager var særdeles utilfredse med ordensmagtens tilstedeværelse og begyndte at råbe efter betjentene. Til sidst blev det for meget, og betjentene måtte anholde de to mænd, der kraftigt modsatte sig anholdelsen. Det lykkedes dog at få mændene i håndjern. Bagefter viste det sig, at der både lå en kniv i handskerummet og under det ene sæde. På politistationen fortsatte den dårlige stemning, og den 23-årige mand kom med flere trusler mod en af betjentene. Det fik han en sigtelse for. Derudover blev han sigtet for narkokørsel, for brud på knivloven og for at køre uden kørekort. Hans bil blev desuden beslaglagt.

Hans 17-årige ven blev sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet og for besiddelse af en ulovlig kniv.

**

Tyveri blev til røveri, da mand truede personale
En 34-årig mand blev i går anholdt og sigtet for forsøg på røveri, da han tog flere madvarer fra ABC Lavpris på Hobrovej i Randers og forsøgte at stikke af med dem uden at betale. Omkring kl. 13.10 blev personalet i butikken opmærksomme på manden, som havde fyldt en indkøbskurv med varer og nu forsøgte at rulle den ud udenom kassen. Ved udgangen stod der nu fire medarbejdere og bad manden slippe varerne og vente på politiet. Det nægtede den 34-årige dog, og han forsøgte at mase sig forbi personalet. Da den ene medarbejder tog fat i ham, råbte manden, at han skulle slippe ham, ellers ville han "klappe ham en".

Det lykkedes til sidst den 34-årige at rive sig fri - dog uden kurven - men medarbejderne så, at han flygtede ind i en opgang. Da politiet kom frem, løb han ud og forsøgte at stikke af, men betjentene var hurtigere og fik fat i manden længere henne af vejen og anholdt ham. På grund af mandens trusler mod personalet blev han sigtet for forsøg på røveri i stedet for tyveri.

**

Knallertkører havde hash i jakken, i hjemmet og i blodet
En 48-årig mand blev i nat kl. 00.03 standset i en rutinekontrol af en patrulje, da han kom kørende på sin knallert på Mariagervej i Randers NV. Da manden virkede påvirket, spurgte betjentene ham, om han havde taget stoffer. Manden indrømmede, at han havde røget hash og viste også frivilligt en hashklump frem, som han havde i jakkelommen. Da betjentene forklarede, at de på grund af fundet også ville ransage hans lejlighed, forklarede han straks, at han også havde en mindre mængde hash dér. Og ganske rigtigt - i hans hjem, fandt politiet den klump, manden havde snakket om. Den 48-årige blev sigtet for narkokørsel og for besiddelse af hash.

**

Butikstyv havde hemmelig lomme i jakken
En 27-årig mand fra Georgien havde haft sytøjet fremme og lavet en hemmelig lomme i sin jakke, som kom i brug i går kl. 13.59 i Salling i Aarhus. Nede i lommen havde han placeret en såkaldt russerpose, der gør det vanskeligere for alarmen at scanne varer. En vagt opdagede, at den 27-årige lagde parfume og solbriller ned i jakken, og vagten stod derfor klar til at modtage den kreative georgier ved udgangen. Her blev han tilbageholdt med stjålne varer for omkring 4000 kroner, indtil politiet kom frem. Da manden er georgisk statsborger og ikke har bopæl i Danmark, blev han anholdt og fik en bøde, som han skal betale med det samme. Derudover skal Udlændingestyrelsen vurdere, om han skal administrativt udvises af Danmark.

**

Kvindelig kosmetiktyv taget på fersk gerning
En 39-årig kvinde blev i går kl. 12.25 sigtet for butikstyveri, efter hun havde stjålet fra Kvickly på Nørregade i Odder. En medarbejder opdagede, at kvinden fjernede plomberinger og alarmer fra forskellige kosmetikprodukter, som hun efterfølgende lagde i sin taske. Da kvinden gik forbi kassen uden at betale, tog medarbejderen fat i hende og bad hende vente på politiet. Kvinden blev sigtet for tyveri af kosmetik for omkring 1000 kroner.

**


Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 6.42 på Røndevej i Ebeltoft. En 18-årig mand mistede kontrollen over sin bil og kørte over i modsatte vejbane, hvor han ramte ind i en bil ført af en 42-årig mand. Den 18-årige bilist blev efterfølgende kørt til skadestuen, hvor han fik konstateret en mindre hjernerystelse. Den 42-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 8.31 på Genvejen i Hasselager. En 45-årig lastbilchauffør kørte med lav hastighed op bag i en bil, der røg op i den forankørende bil, som så stødte ind i en fjerde bil. Ingen kom umiddelbart alvorlig til skade.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 9.38 på Østjyske Motorvej i sydgående retning ved Viby. En 62-årig lastbilchauffør overså en kø og forårsagede et harmonikasammenstød med tre personbiler. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 62-årige mand blev sigtet for manglende agtpågivenhed og for ikke at holde nok afstand.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 12.54 på Grenåvej i Randers SØ. En 29-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 60-årig kvinde. Den 60-årige kvinde fik en del knubs, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.28 i krydset Tulipvej/Hadstenvej i Randers SV. En 37-årig mand kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 54-årig kvinde. Begge blev efter sammenstødet kørt til skadestuen, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 37-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.44 i krydset Silkeborgvej/Vesterbrogade. En 54-årig kvindelig bilist kom af uvisse årsager til at køre over i den modkørende bane, hvor hun ramte ind i en bil ført af en 32-årig kvinde. Ingen kom umiddelbart til skade. Den 54-årige blev sigtet for at køre mod kørselsretningen.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 16.08 på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 53-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 41-årig mand. Den 53-årige blev kørt på skadestuen, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 53-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 16.52 på Skanderborgvej i Aarhus C. En 30-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 34-årig mand. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 30-årige kvinde blev sigtet for manglende agtpågivenhed.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 23.09 på Søftenvej i Aarhus N. En 23-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil i en kurve og røg ud i rabatten, hvor bilen trillede rundt et par gange. Hverken han eller den passager, han havde med i bilen, kom alvorligt til skade ved uheldet.

**

Indbrud
Der er ikke anmeldt nogen indbrud i det seneste døgn.