Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 1. august

Nyhed   •   Aug 01, 2017 10:17 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt.-ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

52-årig varetægtsfængslet for grov vold
En 52-årig mand fra Aarhus blev i går eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger for vold af særlig farlig karakter mod sin 34-årige ekskæreste. Voldsepisoden skete på en adresse på Dybedalen i Aarhus V. Her tildelte den 52-årige kvinden flere slag i ansigtet og på kroppen - både med hænder og med en stump genstand. Desuden tog han kvælertag på kvinden. Kvinden bar tydeligt præg af overfaldet, men er ikke indlagt. Manden blev anholdt på adressen.

**

Tricktyve byttede dankort ud i kvindes pung
En 73-årig kvinde blev i går udsat for tricktyveri foran sit hjem på Kongsgårdvej i Viby. Kvinden havde netop været i Kvickly og handle, da to engelsktalende kvinder stoppede hende op foran hendes gadedør. De to kvinder viste en bog frem og snakkede løs, selvom den 73-årige ikke forstod engelsk. Flere gange under snakken rørte de ved den 73-årige, som til sidst fik nok af det hele og skubbede kvinderne væk. Senere samme dag blev den 73-årige ringet op af sin bank, der havde registreret mistænkelig aktivitet på hendes dankort. Det viste sig, at de to kvinder havde stjålet den 73-åriges dankort i hendes pung og byttet det ud med et andet. De havde nået at hæve flere tusinde kroner på kortet, inden banken fik det spærret.

De to kvinder beskrives som:

A:

  • Vesteuropæisk af udseende, hvid hudfarve
  • 20-25 år
  • 170 cm høj, alm. kropsbygning
  • Langt, sort hår
  • Iført lys frakke

B:

  • Vesteuropæisk af udseende, hvid hudfarve
  • 20-25 år
  • 160-165 cm høj, alm. kropsbygning
  • Langt, brunt hår
  • Iført vindjakke og jeans

**

Kørte videre med punkteret dæk - ramte ind i anden bil
Det kan være farligt for både en selv og for andre, hvis man ikke kører ind til siden, hvis man punkterer. Det fandt en 39-årig mand ud af, da han i går kl. 14.08 var involveret i et trafikuheld i krydset Viby Ringvej/Silkeborgvej i Åbyhøj. Den 39-åriges bil punkterede noget tid før på det ene forhjul, men den 39-årige valgte at køre videre mod Brabrand, hvor han så kunne skifte hjul. Men så langt nåede han aldrig. For bilen slingrede, og det var ikke nemt at bremse med et punkteret dæk. I krydset ramte han ind i bagenden på en bil ført af en 19-årig kvinde, som holdt for rødt lys. Den 39-årige blev klemt fast i sin bil, men blev reddet fri og kørt til sygehuset. Han slap dog med mindre skrammer. Der skete heller ikke noget med den 19-årige kvinde.

**

Butikstyv havde narko i lommerne og kniv i tasken
En 27-årig mand fik flere sigtelser, efter han i går kl. 20.54 blev taget for butikstyveri i REMA1000 på Frederiks Allé i Aarhus C. Den 27-årige gik rundt i butikken med en taske, som han proppede to øl og en rulle stanniol ned i. Herefter gik han ud uden at betale. Det opdagede en kvik medarbejder, der bad ham aflevere tingene og vente, mens han ringede til politiet. Mens medarbejderen ringede 114, valgte den 27-årige dog at gå sin vej. Patruljen kom frem tids nok til at få fat i manden på vej væk fra butikken. Her blev han anholdt og sigtet for tyveri. Ved visitationen fandt betjentene en kniv i tasken og flere poser med stoffer i mandens tøj. Han blev derfor også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Stjal ni øl og lagde sig til at sove uden for butikken
En 40-årig mand blev i går anholdt og sigtet for tyveri, efter han havde stjålet ni øl fra 7-Eleven på Banegårdspladsen. Klokken var omkring 19.30, da den 40-årige mand gik ind i butikken, tog øllene og gik ud af butikken med ordene: "Du kan bare ringe efter panserne". Det gjorde butiksekspedienten så kort efter, da han opdagede den 40-årige ligge og sove uden for butikken. Da politiet kom blev den berusede mand anholdt og sigtet for tyveri.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 13.17 i krydset Torshøjsvej/Hovedvejen i Hasselager. Her kørte to biler sammen, og der skete større materiel skade. Ingen personer kom dog til skade ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.15 på Rosenkrantzgade i Aarhus C. En 72-årig mandlig bilist stødte sammen med en 54-årig kvindelig bilist. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.

En 25-årig mand blev natten til tirsdag kl. 3.04 anholdt på Storegade i Ørsted og sigtet for spirituskørsel på sin knallert. En patrulje opdagede manden, der kom kørende forbi og standsede ham. Her konstaterede de hurtigt, at han var påvirket af spiritus. Derudover var manden frataget sit knallertkørekort. Han blev derfor både sigtet for spirituskørsel og for at køre uden kørekort.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Solgårdsvej i Hornslet begået mellem søndag d. 30/7 kl. 17.00 og mandag d. 31/7 kl. 09.20
  • På Nørregade i Grenaa begået mellem lørdag d. 29/7 kl. 15.00 og mandag d. 31/7 kl. 13.30
  • På Ankjær i Odder begået mellem fredag d. 28/7 kl. 10.00 og mandag d. 31/7 kl. 15.30
  • På Sylbækvej i Åbyhøj begået mellem lørdag d. 1/7 kl. 08.00 og mandag d. 31/7 kl. 15.55
  • På Lykkesholmvej i Viby begået mellem fredag d. 28/7 kl. 00.00 og mandag d. 31/7 kl. 19.10
  • På Jyllands Allé i Viby begået mandag d. 31/7 kl. 21.43
  • På Skovbakken i Langå begået mellem mandag d. 24/7 kl. 16.00 og mandag d. 31/7 kl. 22.40