Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 10. april 2018

Nyhed   •   Apr 10, 2018 11:40 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er på nuværende tidspunkt ingen planlagte fremstillinger i dag.

**

To mænd forsøgte at forfalske et pas på Borgerservice

Det var en opmærksom medarbejder på Borgerservice i Aarhus, der i går gjorde politiet opmærksom på, at to mænd forsøgte at forfalske et pas. De to mænd på hhv. 26 og 20 år henvendte sig kl. 15.25 i Borgerservice på DOKK 1 for at få udleveret et nyt pas, de havde bestilt. Men her viste det sig, at de to havde indleveret et pas med den 26-åriges billede og den 20-åriges navn. Da politiet kom, blev de to anholdt og sigtet for dokumentfalsk. 

**

Sov i bil fyldt med værktøj og mulige koster 

En patrulje blev i går kl. 21.43 opmærksom på en bil, der holdt parkeret på en p-plads på Havreballe Skovvej i Aarhus. Her fandt de tre sovende mænd på 27, 29 og 36 år, som viste sig at have interesse for politiet. 

I bilen fandt betjentene nemlig flere skruetrækkere, lommelygter, et koben og en pose med forskellige ting, som mistænkes at være koster fra indbrud. Alle tre blev anholdt og sigtet for indbrud fra ukendt sted. 

De tre bliver afhørt i løbet af formiddagen, hvor der også bliver taget stilling til, om de skal fremstilles for retten.

**

Holdt i vejen for bussen og skubbede chauffør i brystet

En buschauffør måtte i går kl. 11.20 stå model til en del, da han holdt stille i en buslomme på Glarbjergvej i Randers NØ. Chaufføren forklarede, at en bil havde taget pladsen foran busstoppestedet, så han måtte holde bagved for at sætte passagerer af. Da han ikke kunne komme ud igen, dyttede han efter bilen flere gange uden reaktion. Chaufføren gik derefter ud og tog billeder af bilen, og da han stod foran den, begyndte føreren af bilen pludselig af køre frem, så chaufføren måtte træde til siden. Ifølge chaufførens forklaring trådte føreren af bilen derefter ud, skubbede ham i brystet og kørte fra stedet. 

Østjyllands Politi har et signalement både fører og bil og undersøger sagen nærmere med henblik på at finde frem til gerningsmanden. 

**

Knallertbøller skabte utryghed i Gellerup

I går eftermiddag modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om, at en gruppe unge på scootere og motorcykler kørte uforsvarligt i området ved Gellerupparken og Brabrandstien. En patrulje blev sendt til området, hvor de kl. 17.00 blev opmærksom på en 20-årig mand på motorcykel på Brabrand Skovvej - uden hjelm og uden det store ønske om at tale med politiet. For da patruljen gjorde tegn til, at den 20-årige skulle standse, gassede han i stedet op og tog flugten ad Louisevej ned mod Brabrandstien. Patruljen havde ikke mulighed for at følge efter og måtte fortsætte eftersøgningen i området. Da betjentene kendte den 20-årige i forvejen, fandt de frem til ham senere på aftenen. Her blev han anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre uden hjelm. 

**

Kvinde havde knojern og hash i lejlighed

En anmeldelse om uro og larm i en lejlighed i Finsensgade i Aarhus N førte i går kl. 23.42 politiet til fund af hash og våben.

Da patruljen bankede på døren, åbnede en 24-årig kvinde, der bor i lejligheden. Der var ingen tegn på uro, til gengæld lugtede det kraftigt af hash. Kvinden nægtede dog, at der skulle være stoffer i hendes hjem. Betjentene fandt alligevel grund til at ransage lejligheden, og der gik ikke længe, inden de fandt flere poser hash og skunk. Kvinden blev anholdt og sigtet for narkosalg. Da der også blev fundet et knojern i lejligheden, blev hun også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

**

To anholdt efter slagsmål på Banegårdspladsen

Østjyllands Politi fik i nat kl. 00.19 en anmeldelse om uroligheder på Banegårdspladsen i Aarhus C. Tre unge mænd i tyverne havde været oppe at slås, og en af personerne holdt angiveligt en kniv. Da politiet kom frem, traf de en 24-årig mand, der fortalte, at han var blevet røvet med kniv af to mænd, der nu var stukket af. Det lykkedes dog hurtigt at finde de to personer. Den ene havde gemt sig under en bil i nærheden, mens den anden blev fundet i en baggård tæt på. Desuden fandt betjentene også en foldekniv på stedet. De to personer, der er hhv. 22 og 23 år, havde en noget anden forklaring på episoden end den 24-årige. Det endte dog med, at begge blev sigtet for forsøg på røveri. Den 23-årige blev også sigtet for besiddelse af narko, da han havde hash på sig.

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.11 på Vestre Strandallé i rundkørslen ved Skolevangs Allé i Risskov. En 61-årig mandlig cyklist påkørte en bil, da han forsøgte at skyde genvej ved at krydse kørebanen. Bilen, der var ført af en 59-årig kvinde, holdt og ventede på at kunne svinge til højre, da den 61-årige påkørte bilens bagende. I forbindelse med sammenstødet slog den 61-årige sit hoved, så han blødte fra sit øjenbryn. Han blev derfor kørt til skadestuen til tjek. Der skete desuden mindre materiel skade ved uheldet. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.52 på Nørreport i krydset ved Mejlgade. En 18-årig mandlig bilist påkørte en 25-årig kvindelig cyklist bagfra, da de begge kørte ud i krydset. Ingen personer kom umiddelbart noget til, og der skete kun mindre materiel skade. Den 18-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 8.34 på Randersvej i Aarhus N. En 41-årig mandlig overså i et højresving en 24-årig kvindelig cyklist og påkørte hende på vej ind på en tankstation. Den 24-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade, men blev kørt til skadestuen til et tjek. Den 41-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.  

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.42 på Nordjyske Motorvej ved Hadsten i nordgående retning. En 85-årig mandlig bilist forårsagede et harmonikasammenstød med tre yderligere biler, da han påkørte en forankørende bil på grund af manglende afstand. Ingen personer kom noget alvorligt til, og der skete kun mindre materiel skade. Den 85-årige blev sigtet for ikke at holde tilstrækkeligt med afstand. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.53 på Skødstrupvej i Hjortshøj. En 19-årig kvindelig bilist påkørte i et højresving en 56-årig mandlig cyklist. Cyklisten havde skader flere steder på kroppen og blev tilset i en ambulance, der kørte ham til skadestuen til tjek. Den 19-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Der skete et solouheld i går kl. 18.26 på Vejlby Ringvej i Aarhus N. En 23-årig mandlig bilist mistede i en ulovlig overhaling kontrollen over sin bil endte på taget i modsatte kørebane. Den 23-årige blev tilset af en ambulance, men var umiddelbart ikke kommet noget til. Han blev sigtet for at have overhalet højre om. 

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.45 på Østervold i Randers C. En 38-årige mandlig bilist påkørte en 32-årig kvindelig cyklist, da han bakkede ud fra en parkeringsbås. Kvinden blev kastet henover bilen og landede på vejen. I forbindelse med påkørslen slog den 32-årige sit hoved. Hun blev tilset af en ambulance på stedet og kørt til skadestuen. Den 38-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Det kostede ham et klip i kørekortet. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 14 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Kirkevænget i Tranbjerg begået mellem søndag d. 8/4 kl. 20.30 og i går kl. 6.40
  • På Skovlundgårdsvej i Viby begået mandag d. 19/3
  • På Holmensvej i Ebeltoft tirsdag d. 1/8 2017
  • På Stadfeldtsvej i Randers NØ begået lørdag d. 7/4 mellem kl. 13.00 og kl. 20.30
  • På Karensvej i Brabrand begået mellem fredag d. 6/4 kl. 7.00 og i går kl. 10.15
  • På Tingskov Allé i Tranbjerg begået mellem torsdag d. 5/4 kl. 18.00 og i går kl. 10.20
  • På Søndergade i Ebeltoft begået mellem torsdag d. 16/11 2017 og fredag d. 17/11 2017 
  • På Christiansgade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 5/4 og i går kl. 9.30
  • På Kirkevænget i Tranbjerg begået mellem lørdag d. 7/4 kl. 11.30 og in går kl. 13.00
  • På Gammel Mosevej i Harlev begået i går mellem kl. 7.30 og kl. 13.30
  • På Tingvad i Lyngby ved Sabro begået i går mellem kl. 8.00 og kl. 17.10
  • På Trankær Vænge i Tranbjerg begået mellem søndag d. 8/4 kl. 12.15 og i går kl. 20.00
  • På Willemoesgade i Aarhus N begået i går kl. 23.34
  • På Havtornvej i Aarhus N begået i nat kl. 3.00