Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 2. januar

Nyhed   •   Jan 02, 2018 10:28 CET

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10 i Retten i Aarhus en 21-årig mand fra Odder sigtet for vidnetrusler mod en 40-årig mand. Ifølge sigtelsen fremsatte den 21-årige truslerne på en beværtning på Aabygade i Odder på den 14. december. Den 21-årige er i forvejen sigtet for grov vold begået i februar mod den 40-årige.  Og det var åbenbart anmeldelsen af den episode, der fik den 21-årige til at kalde den 40-årige for "stikkersvin" og true med en flaske og en billardkø.

**

Påvirket bilist opgav falsk navn og svinede betjente til
En 25-årig mand fejrede det nye år med flere forseelser, der indbragte ham en del sigtelser. En patrulje så manden holde i sin bil kl. 23.48 i krydset Vejlby Ringvej/Grenåvej i Aarhus. Her lyste betjentene ind i bilen, da de kunne se, at han sad med sin mobiltelefon. Det fik bilisten til at skære ansigter af politiet og gestikulere vildt med sine hænder. Patruljen standsede herefter bilen, og den tydeligt påvirkede 25-årige bilist steg ud.

Manden opgav sit navn men blev hidsig og opfarende, da betjentene ville anholde ham for narkokørsel. Han modsatte sig anholdelsen og overdængede betjentene med skældsord. Det lykkedes dog at få manden i håndjern og lave en narkotest på ham, der gav udslag for hash. Det viste sig, at manden havde opgivet falsk navn, og at han faktisk var frakendt kørekortet. Da han havde flere gange havde kørt uden kørekort, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

Den 25-årige endte med at blive sigtet for: narkokørsel, kørsel uden kørekort, fornærmelig tiltale mod politifolk og for at have opgivet falsk navn.

**

Betjent på vej hjem fra job fangede spritbilist
En betjent fra Østjyllands Politi, der netop havde fået fri og var på vej hjem, kom alligevel på arbejde igen, da han tilbageholdt en spritbilist i går kl. 8.32 på Anelystparken i Tilst.  Betjenten, der kørte i sin egen bil, bemærkede en bil foran ham, som slingrede og kørte usikkert. Han kørte derfor op på siden af bilen og viste sit politiskilt til manden bag rattet. Han fik bilisten til at holde ind på en p-plads, hvor han tilbageholdt manden ind til politikollegerne kom. Her viste alkometeret, at den 41-årige bilist havde drukket for meget til at køre. Han blev derfor anholdt på stedet - og betjenten kunne tage hjem og holde fri.

**

Sigtet for at have brækket næse på 17-årig dreng
En nytårsfest på Askevej i Langå fik en voldelig udgang, da en 20-årig mand slog en 17-årig dreng i hovedet med knytnæve flere gange og efterfølgende sparkede ham i hovedet. Overfaldet skete natten til mandag, men hvad der gik forud, er der forskellige forklaringer på. Den 17-årige brækkede sin næse og fik et brud på kæbe og øjeben. Efter den 17-årige var kommet på hospitalet, blev overfaldet anmeldt, og den 20-årige blev anholdt mandag eftermiddag, sigtet for grov vold.

**

Narkobilist havde indbrud på samvittigheden
En 25-årig mand blev i nat kl. 00.54 standset af en patrulje på Frijsenborgvej i Hammel i en rutinekontrol. Den 25-årige viste sig at være påvirket af narko, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Det viste sig dog, at han havde andre ting på samvittigheden. I bilen fandt betjentene nemlig en boltsaks og en hængelås. Hængelåsen viste sig at stamme fra et indbrud begået nogle dage før i en lagerhal på Viborgvej i Sabro. Ved indbruddet blev hængelåsen klippet op med en boltsaks - hvad der evt. blev stjålet er endnu ukendt. Den 25-årige blev anholdt, sigtet både for narkokørsel og for indbrud.

**

Pomfritter forårsagede brand i lejlighed
En brand skadede i nat en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand så meget, at beboerne efterfølgende måtte genhuses. Branden opstod omkring kl. 00.55, da en 22-årig kvinde var ved at lave pomfritter på komfuret. Pludselig stod der flammer op fra olien i gryden, og da kvinden forsøgte at slukke ilden ved at hælde vand på, skete der en mindre eksplosion, hvorefter ilden bredte sig. Hun og hendes 19-årige bror skyndte sig ud af lejligheden og fik alarmeret de andre beboere i opgangen. Brandvæsnet fik slukket ilden, der dog havde skadet lejligheden så meget, at den p.t. er ubeboelig.

**

To unge mænd brugte fjerkræsaks i slagsmål
To mænd på 20 år er begge sigtet for grov vold, efter de i går kl. 11.14 kom op at slås på en adresse på Dybrovej i Højbjerg. Under en fest på adressen røg de to mænd i slagsmå,l og flere vidner så, at der blev brugt en fjerkræsaks under slagsmålet. Begge mænd fik mindre skader. Der er forskellige forklaringer i forhold til, hvad der præcist skete, og hvad baggrunden for slagsmålet var. Den videre efterforskning skal nu forsøge at klargøre forløbet.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 8.59 på Østjyske Motorvej ved Viby J. En 36-årig mand mistede kontrollen over sin bil på grund af akvaplaning og ramte ind i midterautoværnet. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

En 30-årig mand blev i går kl. 16.26 anholdt og sigtet for narkokørsel på Grenåvej i Randers SØ. En borger opdagede, at bilen foran ham kørte usikkert og ringede til politiet, der hurtigt fik standset den 30-årige bilist. Han erkendte at have taget stoffer inden kørslen.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.41 i krydset Bispehavevej/Ryhavevej. En 23-årig mandlig cyklist blev påkørt af en bil, der kørte ad Bispehavevej. Ifølge flere vidner overholdt bilisten ikke sin vigepligt men kørte ind i siden på cyklisten, så han væltede. Bilisten stak af fra stedet, mens cyklisten blev kørt til skadestuen til tjek.

Der skete et færdselsuheld i dag kl. 6.59 i rundkørslen ved Ringboulevarden/Mariagervej. En 58-årig mandlig bilist overså en 51-årig mand på cykel og kørte ind i ham. Cyklisten væltede og ramte ned i asfalten med skulderen. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen til tjek, men han var ikke kommet alvorligt til skade. Den 58-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 14 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Emiliedalen i Højbjerg begået mellem søndag d. 31/12 kl. 15.45 og mandag d. 1/1 kl. 08.30
  • På Islandsgade i Aarhus N begået mellem lørdag d. 30/12 kl. 17.00 og mandag d. 1/1 kl. 12.00
  • På P.Langs Vej i Højbjerg begået mellem søndag d. 31/12 kl. 16.30 og mandag d. 1/1 kl. 13.00
  • På Jegstrupvej i Hasselager begået mellem søndag d. 31/12 kl. 10.00 og mandag d. 1/1 kl. 13.25
  • På Lystenlund i Solbjerg begået mellem torsdag d. 28/12 kl. 10.00 og mandag d. 1/1 kl. 14.00
  • På Emiliedalen i Højbjerg begået mellem søndag d. 31/12 kl. 15.00 og mandag d. 1/1 kl. 15.00
  • På Haderslevgade i Aarhus C begået søndag d. 1/1 mellem kl. 02.00 og kl. 04.00
  • På Møllevangs Allé i Aarhus N begået mellem fredag d. 22/12 kl. 07.00 og søndag d. 24/12 kl. 17.00
  • På Bysmedevej i Tilst begået mellem søndag d. 31/12 kl. 13.27 og mandag d. 1/1 kl. 20.15
  • På Kildegårdsvej i Ravnholt ved Tranbjerg begået mellem fredag d. 29/12 kl. 18.00 og mandag d. 1/1 kl. 20.10
  • På Pedersmindevej i Kastbjerg ved Havndal begået mellem torsdag d. 28/12 og mandag d. 1/1 kl. 20.45
  • På Obstrupvej i Tranbjerg begået mellem lørdag d. 30/12 kl. 11.00 og mandag d. 1/1 kl. 21.00
  • På Lauritshøj i Skødstrup begået mandag d. 25/12 mellem kl. 11.00 og kl. 19.15
  • På Rosenvangs Allé i Højbjerg begået mellem søndag d. 31/12 kl. 07.30 og mandag d. 1/1 kl. 23.10