Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 21. februar

Nyhed   •   Feb 21, 2017 10:47 CET

Fremstilling i grundlovsforhør
Tre køretøjer kørte i går kl. 14.34 ad Ellemosevej i Hadsten med en forholdsvis høj hastighed. Da den forreste af de tre biler påbegyndte et venstresving ind mod Den Jyske Håndværkerskole, foretog føreren af den bageste bil en overhaling, hvorved han ramte ind i den venstresvingende bil. Han mistede herved herredømmet over køretøjet, som ramte en 14 årig dreng, som stod stille i vejens modsatte side.

Den 14-årige dreng er indlagt på intensiv afdeling. Han er udenfor livsfare, men er hårdt kvæstet i benene.

En bilinspektør har foretaget undersøgelser på stedet og vil på et senere tidspunkt muligt kunne udtale sig om bilernes hastighed.

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.00 i retten i Randers i retssal A tre mænd, der alle var førere af køretøjerne jævnfør ovenstående. De tre mænd er henholdsvis 18, 20 og 22 år. Der forventes ikke dørlukning.

**

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.00 i retten i Aarhus en 36-årig mand fra Aarhus, der sigtes for i går kl. 11.35 i Nørre Alle i Aarhus og ved senere ransagning at være i besiddelse af 210 gram brun heroin med henblik på videreoverdragelse. Sigtede blev anholdt i går kl. 11.45, da han ud for Rema 1000 på Nørre Alle i Aarhus var i håndgemæng med en 50-årig mand. Den 50-årige blev også anholdt, men blev løsladt efter afhøring.

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

Den fremstillede blev fængslet i fire uger

**

Anholdelse under indbrud
En 31-årig mand begik i går aftes kl. 23.32 indbrud i et kontor på en virksomhed på Blomstervej i Tilst. To medarbejdere, der var på natarbejde i virksomheden, opdagede indbruddet og den 31-årige sprang via et vindue ud i armene på dem. Han havde et kamera om halsen og to bærbare computere i armene. Han forsøgte at undgå tilbageholdelse, idet han løb over mod en scooter, som han havde efterladt i tomgang. Det lykkedes dog medarbejderne at tilbageholde manden, indtil politiet kom til stedet. Den 31-årige var flygtet under afsoning, hvorfor han i dag bliver tilbageført til afsoning.

Indbrud i kredsen
Der har det seneste døgn været 9 indbrud i kredsen, og 3 forsøg på indbrud. Indbrud:
På Jelshøjvænget i Højbjerg, sket i perioden d. 20/2 kl. 08-05 til kl. 15.15
På Provstebakken i Hasle, sket i perioden d. 20/2 kl. 10.00 til kl. 15.50
På Møllegangen i Risskov, sket i perioden d. 20/2 kl. 17.30 til kl. 19.35
På Rimsøvej i Risskov, sket i perioden d. 20/2 kl. 14.30 til kl. 20.15
På Mejlvej i Risskov, sket i perioden d. 20/2 kl. 19.07 til kl. 19.29
På Nyringen i Risskov, sket i perioden d. 20/2 kl. 12.00 til kl. 15.00
På Møllevænget i Auning, sket i perioden d. 20/2 kl. 06.30 til kl. 15.45
På Skovkanten i Langå, sket i perioden d. 21/2 kl. 02.10 til kl. 05.00
På Havnegade i Grenaa, sket i perioden d. 18/2 kl. 03.00 til kl. 05.00

Forsøg på indbrud:
På Sønder Alle i Hammel, sket i perioden d. 20/2 kl. 06.00 til kl. 17.00
På Hasle Centervej i Aarhus V, sket i perioden d. 17/2 kl. 12.00 til d. 19/2 kl. 20.00
På Storegade i Fårup, sket i perioden d. 17/2 kl. 12.00 til d. 20/2 kl. 09.00

Færdselsuheld
Der skete i går kl. 06.59 færdselsuheld på Motorvejen 500 meter syd for afkørsel mod Grenaa grundet tæt morgentrafik. Forankørende bremsede hårdt op, og en 58-årig mandlig bilist kørte op i en forankørende 55-årig kvindelig bilist, der videre forårsagede to påkørsler. Fire biler involveret, ingen personskade.

Pressens henvendelser vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14.00 ske på 2269 1087.