Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 27. oktober 2017

Nyhed   •   Okt 27, 2017 11:47 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 12.30

En 37-årig mand fra Aarhus blev i går kl. 17.52 anholdt og sigtet for at være i besiddelse af store mængder narkotika med henblik på videresalg. Manden fremstilles for Retten i Aarhus i dag kl. 12.30.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i sagen af hensyn til den videre efterforskning. Der kan derfor ikke oplyses mere i sagen.

**

Mænd stjal cirka 200 kg. kabler og gemte dem i et kælderrum

I nat kl. 01.54 blev politiet opmærksom på, at en række personer var ved at slæbe kabler ned i kælderen til en ejendom i Brabrand. Da en patrulje kom til stedet, fandt de frem til tre mænd i et kælderrum fyldt med store mængder kabler på gulvet. De tre mænd blev anholdt på stedet og sigtet for tyveri af cirka 175-200 kg. kabler, der indeholdt kobber til en værdi af cirka 6.000 kr. To af mændene, en 24-årig og en 54-årig mand, erkendte at stå bag tyveriet. Den tredje, en 40-årig mand, nægtede at have noget med tyveriet af kabler at gøre. Kablerne blev desuden leveret tilbage, hvor de var blevet taget fra. 

**

Kørte rundt med 300 vejskilte i stjålet trailer

I nat kl. 00.00 blev en patrulje opmærksom på en bil fra Grenaavej i Randers SØ og videre på Ebeltoftvej mod sydøst. Bilen kørte i høj fart, uden nummerplader og med trailer uden lys. Da politiet fik standset bilen, så betjentene, at der lå cirka 300 vejskilte i traileren, og på gulvet i bilen lå to nummerplader, som var efterlyst for tyveri. Men ingen af de tre mænd i bilen ville kendes ved hverken skilte eller nummerplader. Den 25-årige fører af bilen forklarede, at han ikke havde kørekørt, og at han havde lånt traileren af en ven. De tre mænd i bilen - den 25-årige, en 20-årig mand og en 24-årig mand - blev alle anholdt for mistanke om tyveri af traileren, nummerplader og vejskilte. Den 25-årige fører bilen blev desuden sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt førerretten, og for at køre i påvirket tilstand, da han var påvirket af narko. Selvom ingen af de tre mænd i første omgang ville kendes ved noget tyveri, kom den 25-årige fører af bilen alligevel på lidt bedre tanker. Han erkendte at have stjålet traileren fra Statoil for nogle dage siden.   

**

Truede butiksmedarbejdere med kniv for at undgå politiet

Kl. 15.35 i går fik to medarbejdere sig en slem overraskelse på deres vagt i Rema 1000 på Smedegade i Risskov. En af medarbejderne forklarede, at hun havde set en mand stjæle to flasker vin fra indgangspartiet til butikken, hvorefter han var kørt derfra på sin scooter uden at betale. Cirka et kvarter senere kom manden tilbage til butikken og stjal nogle flasker Smirnoff Ice ind under sin jakke. Her forsøgte en anden medarbejder at konfrontere manden med de to tyverier, men blev truet med kniv, så manden fortsatte mod udgangen.Da den anden medarbejder trådte til for at stoppe manden og truede med politiet, trak han igen kniven frem og truede også hende. Hun skyndte sig at løbe ud i et baglokale, mens manden forlod butikken. Manden beskrives som:

  • Dansk
  • Ca. 185-190 cm. 
  • Kraftig af bygning
  • Tatovering på den ene kind
  • Iført en sort dynjakke og sorte Adidas-joggingbukser
  • Bar ikke styrthjelm
  • Kørende på en sort scooter

**

62-årig kørte knallert i påvirket tilstand

I går kl. 11.40 bemærkede en patrulje en knallert, der kom kørende på Boeslumvej over for Birkelunden i Ebeltoft. Manden virkede påvirket af alkohol, og en alkometertest viste da også, at han havde en promille på mere end det tilladte. Manden erkendte selv at have drukket et par øl og indrømmede i samme ombæring, at han også havde mistet rettet til at køre knallert. Manden blev sigtet for spirituskørsel og for at køre knallert, når han var frakendt førerretten. 

**

Nikkede ansat en skalle og stak af på cykel

I går kl. 19.20 blev en medarbejder på Q8 på Ormslevvej i Viby udsat for vold på sin vagt. Medarbejderen forklarede, at en mand helt umotiveret havde nikket ham en skalle efter at have købt jointpapir. Han pådrog sig synlige skader på overlæben. Manden forlod stedet på en damecykel og beskrives som:

  • Afrikansk af udseende
  • 25-30 år
  • 170-175 cm.
  • Almindelig af bygning
  • Talte dansk
  • Iført grå hue, rød trøje, blå dunjakke, lyseblå jeans og sorte sko

**

Stjal et par sodavand og truede personalet med en smørkniv

I går kl. 13.20 mistænkte personalet i Superbrugsen i Højbjerg en mand for at stjæle et par sodavand og forlade butikken uden at betale. En medarbejder fulgte med manden uden for butikken og bad ham blive. Men det ville manden ikke, der i stedet forsøgte at forlade stedet på sin knallert. Dog uden held, han væltede af. Ifølge et vidne rejste manden sig derefter op og trak en kniv frem og viftede den foran sig - kniven blev beskrevet som en smørkniv. Gerningsmanden lykkedes med at stikke af fra stedet på sin knallert. Han beskrives som:

  • Afrikansk udseende 
  • Ca. 25-35 år
  • Iført grøn dunjakke og turkisblå hættetrøje
  • Havde medbragt en styrthjelm og sort rygsæk med orange felter
  • Kørte på hvid knallert med sort sæde og tekst på siden

**

15-årig stak af fra politiet på knallert

I går kl. 18.40 blev en patrulje opmærksom på en knallert med to personer, der accelererede, straks de opdagede politiet på Kattegatvej i Grenaa. De to forsøgte at stikke af i retning mod Ringvejen, men patruljen satte efter. Knallerten kørte undervejs over for rødt. Det lykkedes at stoppe knallerten på Ringvejen, hvor de to stak af til fods. Men betjentene var hurtige. De fangede den 15-årige fører af knallerten, der blev anholdt og sigtet på stedet for at køre knallert uden førerret og for ikke at stoppe, da politiet bad om det. Den 17-årige passager blev efterfølgende kontaktet og sigtet for at sidde bag på en lille knallert. 

**

21-årig kørte spirituskørsel i Grenaa

Kl. 01.49 i nat standsede en patrulje en bil til rutinekontrol. Føreren af bilen, en 21-årig mand, virkede påvirket af alkohol, og alkometertesten på stedet viste da også en promille på mere end det tilladte. Manden blev sigtet for spirituskørsel og indrømmede da også, at han cirka to timer forinden havde drukket den sidste øl, og at han i løbet af aftenen havde drukket to til fire øl. 

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld i går kl. 08.15 på Damgårds Allé i krydset ved Beder Landevej. En 29-årig kvinde skulle foretage et venstresving og holdt stille i krydset på grund af modkørende biler. Her blev hun påkørt af en 62-årig mand, der forklarede, at han havde fået et blackout bag rettet. Begge bilister blev behandlet på skadestuden, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.  

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.42 på Christian X's Vej i krydset ved Ringvej Syd i Højbjerg. Fire biler stødte sammen, da de ville holde tilbage for en ambulance under udrykning. Der skete mindre materielskade ved uheldet, ingen af parterne kom til skade.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 16.06 i krydset ved Landevejen og Tingskov Allé i Tranbjerg. En 48-årig mand overholdt ikke sin vigepligt i forbindelse med et venstresving, så han kørte ind i en anden bil. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 48-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Blåbærvej i Sabro begået mellem onsdag d. 25/10 kl. 21.00 og i går kl. 09.00.

På Vesterskovgårdsvej i Mørke begået mellem onsdag d. 25/10 kl. 17.00 og i går kl. 10.00

På Råhøjen i Stavtrup ved Viby begået mellem søndag d. 22/10 kl. 18.00 og onsdag d. 25/10 kl. 16.00

På Engsvinget i Harlev begået mellem onsdag d. 25/10 kl. 00.00 og i går kl. 12.00

På Æblerosevej i Grenaa begået i går kl. 09.30 og i kl. 15.20