Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 29. august

Nyhed   •   Aug 29, 2017 10:19 CEST

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger.

**

27-årig kvindelig cyklist dræbt i højresvingsulykke
Østjyllands Politi modtog i morges kl. 06.59 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld i krydset Nordre Ringgade/Nørrebrogade i Aarhus. En 27-årig kvindelig cyklist og en 64-årig mandlig lastbilchauffør kom begge kørende ad Nordre Ringgade mod øst og kørte sammen i krydset i en højresvingsulykke. Den 27-årige kvindelige cyklist er afgået ved døden som følge af sammenstødet. Hendes pårørende er underrettet.

Uheldet har morgenen igennem givet en del trafikale problemer i det store kryds ved Nordre Ringgade/Nørrebrogade/Randersvej i Aarhus, men politiet og bilinspektøren er nu færdige på stedet, og trafikken kører igen som normalt. 

**

Udsat for tricktyveri i sin indkørsel
En 64-årig kvinde fra Malling havde i går eftermiddags været ude at handle. Da hun efterfølgende kom hjem dukkede to mænd, hun havde set ved butikken, op i hendes indkørsel. Den ene tog kontakt til hende og spurgte på engelsk om en adresse i forbindelse med en pakke, han havde med. Samtidig åbnede den anden mand døren til kvindens bil og og stjal et dankort fra hendes pung, der lå inde i bilen. Da kvinden så ham rode ved bilen, bad hun dem begge forsvinde fra stedet. Kortet nåede at blive misbrugt for 15.000 kroner, inden kvinden fik det spærret.

De to mænd beskrives som:

A:

  • Sydeuropæisk af udseende
  • 17-18 år 
  • 180-183 cm høj og spinkel kropsbygning
  • Lys hud og sort, kort hår
  • Var iført sorte bukser og blå skjorte
  • Talte engelsk og havde en øresnegl i øret og en pakke med sig

B:

  • Sydeuropæisk af udseende
  • 42-45 år
  • 170-173 cm høj og almindelig af kropsbygning
  • Lys, brun hud og sort, kort hår
  • Var iført en blå skjorte
  • Talte engelsk

Østjyllands Politi opfordrer til, at man er særlig opmærksom, hvis man bliver kontaktet af engelsktalende personer, der spørger om vej eller ligende, umiddelbart efter man har handlet. Typisk har de forinden afluret pinkoden i forbindelse med, at man har betalt for sine varer, og så stjæler de efterfølgende kortet fra en taske, pung eller lomme, hvorefter de kan hæve penge med brug af rette pinkode. Sørg altid for at opbevare din pung og kort sikkert og gerne i lommer eller tasker med lynlås, så det bliver mere besværligt for tyvene at få fat i det. Og husk at dække din pinkode til - eller betal kontaktløst, hvis det er muligt.

**

Piger befølt i bussen
Østjyllands Politi fik i aftes to af hinanden uafhængige anmeldelser fra piger, der var blevet befølt af en mand, mens de kørte med bussen i Aarhus. 

Den første hændelse skete kort før kl. 19 i buslinje 11 ved Vesterbrogade i Aarhus, hvor en ukendt mand satte sig ved siden af en 14-årig pige og begyndte at stryge hende op og ned af låret. Pigen besluttede, sammen med sine veninder, at stå af bussen, men da manden fulgte efter, hoppede pigen på bussen igen og efterlod manden på gaden. Manden beskrives som:

  • 30-40 år
  • Ca. 170 cm høj og almindelig til fedladen af bygning
  • Mellemøstligt udseende med sort/gråligt, kort hår og skægstubbe
  • Iført lysegrå jakke med store ærmer, brune bukser og en sort t-shirt
  • Talte dansk med accent

Den anden hændelse skete ved 20.30-tiden i buslinje 14 ved Banegårdspladsen i Aarhus, hvor en mand kom og satte sig ved siden af en 16-årig pige. Han lagde en hånd på hendes lår og sagde "du er meget smuk", hvorefter han tog hendes hånd og kyssede den og befølte hende på låret. Manden beskrives som:

  • Ca. 60 år
  • Mellemøstlig af udseende 
  • Hvidt hår og hvidt skæg
  • Iført sandfarvet jakke

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har overværet episoderne, og som eventuelt kan bidrage med yderligere signalement af mændene. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

25-årig mand fundet død i vandkant
Østjyllands Politi modtog i går kl. 14.12 en anmeldelse fra en mand, der havde fundet en livløs person i vandkanten ved Knebel. Personen blev identificeret som værende en 25-årig mand fra Aarhus. Der var intet mistænkelig ved dødsfaldet, og intet tyder på, at den 25-årige har været udsat for en forbrydelse. 

**

Færdselsuheld
I går kl. 14.52 skete der færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus. En 35-årig kvindelig bilist holdt stille i kø i 2. vognbane på Silkeborgvej, da en anden bilist kom kørende bagfra og påkørte hende med høj fart. Herefter steg tre personer ud af den anden bil og flygtede fra stedet. Det viste sig, at bilen, de kørte i, var stjålet, men den ene af dem tabte en pung på uheldsstedet, og politiet har derfor en formodning om, hvem der kan have kørt bilen. Den 35-årige kvindelige bilist blev kørt til skadestuen til observation for hjernerystelse. 

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

  • På Nyløkkevej i Malling mellem onsdag d. 23. august kl 14.00 og søndag d. 27. august kl. 22.30. 
  • På Fyrrelien i Randers mellem fredag d. 25. august kl. 14.00 og mandag d. 28. august kl. 11.00.