Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 3. april

Nyhed   •   Apr 03, 2018 10:40 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

**

Ung mand anholdt for forsøg på indbrud
En 21-årig mand blev i går kl. 16.29 anholdt og sigtet for forsøg på indbrud i en villa på Koldkilde i Elev ved Lystrup. Østjyllands Politi var nogle minutter tidligere blevet ringet op, da en 14-årig dreng var blevet antastet af en mand, der forsøgte at stjæle den hund, drengen var ude at gå med. Drengen løb med hunden hjem til sine forældre, der fik alarmeret politiet. Da patruljen kom til området, opdagede de manden, der stod og hev i dørhåndtaget til et hus. Betjentene fik fat i manden, som forklarede, at han ledte efter sin ven. Han kunne dog hverken huske efternavn eller adresse på vennen. Til gengæld kunne et vidne i nærheden fortælle, at han havde set den 21-årige luske rundt om huset og tage i flere håndtag og kigge ind af vinduerne. Den unge mand blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

**

Forsøgte at løbe fra politiet - havde stoffer i bilen
To mænd på 18 og 20 år blev i går kl. 17.58 anholdt, efter en patrulje standsede dem i bil på Fredensgade i Aarhus. Betjentene fik mistanke til mændene, fordi den ene gik ud af bilen med hastige skridt og hætten over hovedet, da politibilen nærmede sig. De hastige skridt blev til løb, da betjentene parkerede deres bil. Det lykkedes dog den ene betjent at indhente ham på Amaliegade, hvor han blev anholdt. Hans ven, en 18-årig mand, blev siddende i bilen, mens den anden betjent holdt øje med ham. I bilen lå der både hash, kokain og MDMA, og da der også blev fundet nogle tusinde kroner i kontanter, blev begge mænd anholdt og sigtet for narkosalg.

**

Kørte uden kørekort og nægtede at opgive navn til politiet
En 24-årig mand var særdeles usamarbejdsvillig, da han i går kl. 23.55 blev standset i en bil på Grenåvej i Skødstrup. Manden oplyste, at han ikke havde et kørekort, men derudover havde han ikke den store lyst til at tale med politiet. Han nægtede at opgive sit navn og personnummer. Hans 18-årige ven, der sad på passagersædet, ville heller ikke give sine personoplysninger til politiet. De blev derfor begge anholdt, for at politiet kunne sikre deres identitet. Det lykkedes inde på stationen, hvor begge blev sigtet for at nægte at opgive deres navn til politiet. Den 24-årige mand blev desuden sigtet for at køre uden førerret.

**

Fik beslaglagt sin bil efter ny narkokørsel
En 31-årig mand blev i nat kl. 00.10 anholdt, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. Manden viste sig nemlig at være påvirket af narko. Det var tredje gang inden for kort tid, at han blev anholdt for narkokørsel, og derfor havde han for længst mistet sit kørekort. På grund af gentagelserne fik manden oven i sigtelserne også beslaglagt sin bil.  

**

Brand i hus i Grundfør
Der opstod brand i et hus på Herstvej i Grundfør kl. 4.03 i nat. Der befandt sig en kvinde i huset, som dog nåede ud i tide. Hun blev kørt til skadestuen til tjek for røgforgiftning men kom umiddelbart ikke til skade. Huset fik flere sod- og røgskader. Brandårsagen er endnu ukendt.

**

Bilist sigtet for spritkørsel efter voldsomt trafikuheld
En 58-årig mand fik i går aftes besøg af et par betjente på sygehuset, efter han var kørt galt i sin bil. Klokken var omkring 20.20, da manden mistede kontrollen over sin bil på Viborgvej i Voldby. Han ramte et hegn, og bilen fløj herefter flere meter gennem luften, før den ramte nogle træer og væltede om på taget. Manden blev kørt til skadestuen men slap umiddelbart uden større skader. Til gengæld fik han en sigtelse for spritkørsel, da betjentene dukkede op på skadestuen og tog en alkometertest på ham. Den gav nemlig udslag, og manden erkendte, at han havde drukket alkohol, inden han satte sig bag rattet.

**

Borger og politi hjalp 19-årig forkommen mand
En kvinde blev i går kl. 11.35 bekymret for en ung mand, som gik rundt i bare tæer på Kystvejen i Aarhus og virkede forvirret. Hun ringede derfor til politiet, der sendte en patrulje til stedet. Her fandt betjentene en 19-årig mand med meget lidt tøj på i et buskads i nærheden. Han var uskadt, men virkede noget omtumlet. Han blev kørt til det bosted, hvor han opholder sig.

**

Utålmodig kvinde sigtet for at køre uden kørekort
En 18-årig kvinde fra Randers var åbenbart meget utålmodig med at komme i gang med at køre bil, da hun i nat blev rygetrængende. Hun lånte kærestens bil kl. 00.25 og kørte selv ned på tanken på Mariagervej for at købe cigaretter. Eneste problem var, at hun først skulle op til køreprøve nogle timer senere tirsdag morgen og derfor endnu ikke havde fået sit kørekort. Da en patrulje standsede hende i bilen, blev hun derfor sigtet for at køre uden førerret. Desuden blev hendes 20-årige kæreste sigtet for at overlade bilen til hende, selvom han vidste, hun ikke havde kørekort.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i nat kl. 2.52 på Skanderborgvej i Viby. En bilist kørte ind i en 43-årig mands bil, hvorefter bilisten kørte fra stedet uden at give sig til kende. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

En 28-årig mand blev i nat kl. 5.16 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Randersvej i Aarhus N.  

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Hvenevej i Risskov begået mellem lørdag d. 24/3 kl. 00.00 og mandag d. 2/4 kl. 11.20
  • På Mortensensvej i Auning begået mellem torsdag d. 29/3 kl. 7.00 og mandag d. 2/4 kl. 15.10
  • På Skæring Højsager i Egå begået mellem fredag d. 23/3 kl. 15.00 og mandag d. 2/4 kl. 15.45
  • På Jarlsmindevej i Stavtrup ved Viby begået mellem torsdag d. 29/3 kl. 16.00 og mandag d. 2/4 kl. 18.05
  • På Virupvej i Hjortshøj begået mellem lørdag d. 31/3 kl. 11.00 og mandag d. 2/4 kl. 16.00
  • På Elmevej i Risskov begået mellem søndag d. 25/3 kl. 18.00 og mandag d. 2/4 kl. 20.30