Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 17. januar

Nyhed   •   Jan 17, 2017 10:14 CET

Fremstilling i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 09.45 i retten i Aarhus en 17-årig mand, der sigtes for flere tilfælde af vold, trusler og røveri mod flere personer i december måned sidste år. Den 17-årige blev anholdt i går efter længere tids efterforskning foretaget af politiet i Aarhus Vest.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan gives yderligere oplysninger.

Den 17-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.

***

Knivstikkeri 
Østjyllands Politi modtog i aftes kl. 22.49 en anmeldelse om, at der var en del tumult på en adresse i Hasselager. Da politiet kom til stedet fandt man to mænd på 23 og 24 år, der begge var blevet stukket med kniv og var i kritisk tilstand. De blev sendt med ambulance til skadestuen, hvorfra de senere blev meldt udenfor livsfare. Politiet har natten i gennem efterforsket sagen, der formodes at udspringe af en internt konflikt. Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen. 

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere i sagen.

***

Indbrud blev til røveri
Østjyllands Politi modtog i aftes kl. 19.37 en anmeldelse om, at tre ukendte gerningsmænd i forbindelse med et indbrud på Hedager i Aarhus N havde udøvet vold mod en 20-årig rengøringsassistent. Den 20-årige havde i forbindelse med sit arbejde set tre personer, der var i gang med at stjæle iPads og computere fra stedet. Han forsøgte at spærre dem inde ved at sætte en skilt under dørhåndtaget, men de fik døren op og slog herefter den 20-årige med skiltet, hvorefter de stak af fra stedet. Den 20-årige kunne kun beskrive vedkommende, der slog ham med skiltet. Han beskrives som:

  • Mand
  • 170 cm høj
  • Tynd
  • Mørk i huden
  • Sort hår - kort i siderne og langt på toppen
  • Iført sort tøj

Der er ingen beskrivelse af de to medgerningsmænd. 

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set tre personer i området ved Hedager i aftes ved 19.30-tiden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

***

Færdsel

Færdselsuheld
I går kl. 08.28 skete der færdselsuheld på Nordre Ringgade i Aarhus, da en 22-årig kvindelig cyklist, der kørte ligeud, blev ramt af en 52-årig mandlig bilist, der svingede til højre af Langelandsgade. Cyklisten blev kørt til skadestuen for at blive tjekket for nakkesmerter, men ikke umiddelbart noget alvorligt. 

Færdselsuheld
I går kl. 09.04 skete der færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers med 11 implicerede køretøjer - formentlig på grund af lav, skarp sol og glat føre. Én person var fastklemt i sin bil og flere andre klagede over nakkesmerter. To personer blev kørt til tjek på skadestuen, bilisten der havde været fastklemt havde brækket seks ribben. Uheldet gav en del forstyrrelser i trafikken, og først kl. 11.55 var motorvejen igen helt åben.

Færdselsuheld
I går kl. 09.46 skete der færdselsuheld på Næsgårdvej i Grenaa, hvor to personbiler var kørt sammen. Begge biler fik betydelige skader, og vejen blev delvist spærret. De to bilister, en 83-årig mand og en 51-årig mand, samt en passagerer, kom lettere til skade.

Færdselsuheld 
I går kl. 13.03 skete der færdselsuheld på Mejlgade i Aarhus, da en 56-årig kvindelig bilist kørte over for rødt og ramte en 25-årig kvindelig cyklist. Der skete ingen alvorlig personskade. 

Færdselsuheld 
I går kl. 12.12 skete der solouheld på Genvejen i Viby, hvor en 49-årig lastbilchauffør kom i slinger i en højresvingskurve, hvorved sættevognen væltede og trak trækkeren med ned, så lastbilen landede på siden. Chaufføren slap uskadt, men uheldet gav anledning til en del trafikale problemer på stedet. 

Færdselsuheld
I nat kl., 03.54 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der på Skarresøvej i Ryomgård lå en taxa, der tydeligvis havde været impliceret i et uheld - formentlig kørt ind i et vejtræ med for høj fart. Der var ingen personer i eller omkring den totaltskadede taxa, der viste sig at være stjålet. Der blev sendt hundepatruljer til stedet for at søge efter den person, der havde kørt bilen, men uden held. Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vedkommende, der har kørt bilen, eller høre fra vidner der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med uheldet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Henvendelser fra pressen vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 14 ske på telefon 2269 1087.