Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi, tirsdag den 22. november 2016.

Nyhed   •   Nov 22, 2016 09:41 CET

Fremstilling i Grundlovsforhør

Vold af særlig farlig karakter m.v.

En 38-årig mand fremstilles i dag kl. 1300 i grundlovsforhør. Pågældende blev i går kl. 1527 anholdt af en patrulje fra Østjyllands Politi, idet han var efterlyst, blandt andet for et overfald på en vagtmand, som i går kl. 1245 blev skubbet til og truet med en hobbykniv, ligesom der blev snittet i vagtmandens skjorte med hobbykniv. Vagten havde kort forinden standset et slagsmål mellem den 38-årige og en anden person i City Vest, Gudrunsvej 7, Brabrand. Anholdte sigtes herudover for flere forhold af trusler.

Politiet har ikke umiddelbart yderligere oplysninger til sagen.

Sagsbehandlende afdeling: Lokalpolitet Aarhus Vest, politikommissær Klaus Hvegholm, tlf. 2269 1027.

.........


Kamphunde brudt ud, 3 personer bidt.

2 kamphunde, Mastiff, brød i går kl. 1043 ud af indhegningen på deres bopæl og løb ud på Stationsvej i Nimtofte, hvor den ene bed 3 personer, som gik på vejen, henholdsvis en kvinde på 58, en mand på 60, og en mand på 19 år. Personerne pådrog sig skader på arme og ben. Efterfølgende løb hundene igen ind i egen have, hvor de blev pacificeret af ejeren. Hunden, som havde bidt personerne, blev senere med ejerens samtykke aflivet af en tilkaldt dyrlæge.

Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen.

Sagsbehandlende afdeling: Lokalpolitiet i Grenå.


Røveri af jakker

En 19-årig mand fra Randers havde i går kl. 1927 på Arhusvej, 8940 Randers NV kontakt med 2 personer, som ønskede at købe 2 jakker fra pågældende. Efter at have prøvet jakkerne trak den ene person pludselig en peberspray frem og sprayede sælgeren i hovedet, ligesom han fik et knytnæveslag i ansigtet. hvorefter de kørte fra stedet.

Gerningsmændene beskrives som værende:

A: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 25 år gammel, ca. 175 cm. høj, lidt buttet, let trimmet skæg. Talte dansk med udenlandsk accent. Han var iført en mørk Peak Performance jakke og løse bukser og bar en grå kasket.

B: Mand, mellemøstlig udseende, ca. 25 år, ca. 185 cm. høj, kraftig af bygning, sort kort hår. Talte dansk med udenlandsk accent. Var iført sort jakke.

Begge kørte fra stedet i en mindre bil, muligvis Mitsubishi Colt.


Uro omkring kiosk

En gruppe af unge mennesker forøvede i går kl. 1800 uorden omkring en kiosk på Skanderborgvej i Viby, idet de på trods af forbud mod at komme på stedet forsøgte at komme ind. Politiet blev tilkaldt og bortviste 8 personer. Senere på aftenen, kl. 2020 var der igen problemer på stedet og politiet sendte flere patruljer til stedet, hvor man foretog anholdelse af en gruppe på 7 personer, alle mænd i alderen fra 18 til 24 år, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen m.v. Alle blev anholdt og indbragt til politigården med henblik på afhøring. Det var ikke tale om de samme personer, som var bortvist tidligere på dagen. En enkelt supplerede overtrædelse af Ordens- bekendtgørelsen med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 121, fornærmelig tiltale af en politimand.


Spirituskørsel.

En 24-årig mand blev i går kl. 2049 anholdt, sigtet for spirituskørsel, idet han førte personbil på Østergade i Hadsten, selvom han var påvirket af spiritus. Han blev løsladt efter endt afhøring.


Kørsel i frakendelsestiden m.v.

En 20-årig mand blev i nat kl. 0020 sigtet for at føre bil, selvom han er frakendt førerretten. Han blev truffet på Grimhøjvej i Brabrand. Ejeren af bilen, en 21-årig mand, blev sigtet for at overlade føringen til en person, der ikke lovligt kan føre køretøjet.

Kørsel i narkotikapåvirket tilstand

En 21-årig mand blev i nat kl. 0045 standset på Havnevej i Grenå, idet han førte sin personbil, selvom han var påvirket af hash.


Kørsel i narkotikapåvirket tilstand

En 24-årig mand blev i nat kl. 0208 standset af en patrulje, idet han førte sin personbil på Standvejen i Rønde, selvom han var påvirket af hash eller andet. Han blev løsladt efter endt afhøring til sagen.

Venlig hilsen

Vagn Martinussen,

politiassistent.

2269 1087