Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag d. 5. april

Nyhed   •   Apr 05, 2018 11:59 CEST

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

**

Fremstilling i Retten i Randers
Østjyllands Politi fremstillede i dag kl. 10.30 en 44-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun er sigtet for brandstiftelse og manddrab i forbindelse med en brand i et hus på Hammelvej i Houlbjerg den 31. marts i år. Under branden omkom husets 76-årige beboer. Den 44-årige kvinde blev anholdt i går aftes, da politiet modtog nye oplysninger i sagen. 

Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere i sagen.

Den 44-årige kvinde blev varetægtsfængslet i fire uger. Hun erkendte begge forhold og kærede ikke kendelsen.

**

Blev løsladt, svinede betjente til og blev anholdt igen
Normalt vil folk gerne hurtigt ud, når de er blevet anholdt og befinder sig på en politigård. Men i går havde en 23-årig mand umådeligt svært ved at forlade politigården i Randers efter sin løsladelse. Den 23-årige blev natten til onsdag anholdt for bl.a. narkokørsel og trusler mod politiet. Da han blev løsladt ved middagstid, var han stadig aggressiv og truende over for betjentene. Selv om han gentagne gange blev bedt om at forlade stationen, blev han ved med sin opfarende adfærd og nægtede at gå. Til sidst blev han anholdt - få minutter efter, han var blevet løsladt.

Klokken 16.10 blev den 23-årige løsladt igen. Men han havde åbenbart ikke brugt tiden til at falde ned. Så snart han var ude, begyndte han igen at svine betjentene til og kom med diverse trusler. Derfor blev han igen anholdt og måtte igen tilbringe nogle timer bag lås og slå. Nu med yderligere sigtelser for brud på ordensbekendtgørelsen og for sine tilsvininger af betjentene.

**

Motorcyklist forsøgte at flygte fra politiet og kørte galt
En 24-årig mand modtog en lang række sigtelser, da han i går blev anholdt efter en længere politijagt i Aarhus. Jagten startede, da en patrulje så manden køre uden styrthjelm i den forkerte retning på en cykelsti på Herredsvej. Da betjentene kørte hen for at snakke med manden, speedede han op og kørte nu i høj fart ad Fjældevænget med politibilen i baghjulet. Han fortsatte via en grusvej, hvor motorcyklen skred væk under ham, så han væltede. Det fik dog ikke den 24-årige til at stoppe - nu fortsatte han i stedet til fods, mens en af betjentene tog forfølgelsen op på stien.

Jagten til fods fortsatte noget tid, indtil den 24-årige måtte give op på Kappelvænget, hvor den løbestærke betjent indhentede ham og lagde ham i håndjern. Under visitationen fandt betjentene en klump hash, og en narkometertest viste, at manden også havde røget noget af det, inden han satte sig op på motorcyklen.

Det endte med at blive en dyr omgang for den 24-årige mand. Han blev sigtet for narkokørsel, besiddelse af narko, for at køre uden kørekort, for at køre uden styrthjelm, for at køre mod færdselsretningen, for at køre på en ikke-registeret motorcykel og for at flygte fra politiet.

Under anholdelsen af den 24-årige mand dukkede flere af mandens bekendte pludseligt op. En af dem, en 18-årig mand, begyndte at råbe ukvemsord efter politiet. Han blev anholdt, sigtet for fornærmelig tiltale mod en politimand.

**

Eftersøgt standset af hurtige betjente
En 27-årig mand blev i går anholdt i Aarhus efter at have været eftersøgt i længere tid til afsoning for indbrud. En patrulje, der kom kørende ad M.P. Bruuns Gade i Aarhus, opdagede kl. 16.50 en mandlig bilist, som de synes, de kunne genkende som efterlyst. De besluttede sig derfor for at standse bilen. Men den 27-årige fører havde ikke tænkt sig at stoppe frivilligt. Han gassede op og kørte i høj fart ned ad Jægergårdsgade. Herefter fortsatte han ad Dybbølgade, hvor han standsede bilen og fortsatte flugten til fods via en sti med betjentene i hælene.

Han hoppede over et hegn og forsøgte at løbe op ad en skråning ved Valdemarsgade, inden han til sidst blev indhentet af de hurtige betjente. Her stod det hurtigt klart, at den 27-årige ganske rigtigt var eftersøgt. Han blev derfor anholdt og kørt til afsoning i fængslet for et indbrud begået tilbage i september. Derudover blev han sigtet for narkokørsel, da han var påvirket af stoffer, og for at køre uden kørekort.

**

Taxachauffør overfaldet med jernrør
En 47-årig mand anmeldte i nat, at han var blevet overfaldet og slået med et jernrør af to personer. Den 47-årige arbejder som taxachauffør og havde kørt en mand til Pindstrup. Manden forklarede, at han ikke havde penge med, men at han lige ville hente dem inde i sin lejlighed. Manden kom dog aldrig tilbage, og derfor gik taxachaufføren op til lejligheden. Her blev han mødt af en anden mand, der var aggressiv og råbte, at chaufføren skulle skride.

Herefter tog manden et jernrør eller lignende og slog den 47-årige flere gange. Taxachaufføren valgte derfor at løbe ud til sin bil. Manden, der havde været passager i taxaen, kom nu ud fra lejligheden og truede ifølge taxachaufføren med en pistol eller noget, der lignede. Begge gerningsmænd forlod efterfølgende stedet, mens politiet blev tilkaldt. Østjyllands Politi har en formodning om, hvem gerningsmændene er, og efterforsker nu sagen nærmere.

**

Glemt pølsemiks førte til brand i køkken
Der udbrød brand i går kl. 23.17 i et hus på Provstebakken i Hasle. Branden opstod, da en 24-årig mand i huset var ved at lave pølsemiks på panden. Han forlod køkkenet og glemte for en stund panden med olie og mad. Pludseligt gik der ild i panden, og den bredte sig, så der opstod en del skader i køkkenet, inden ilden blev slukket. Ingen personer kom til skade ved branden. Den 24-årige mand blev sigtet for ikke at have udvist den fornødne forsigtighed.

**

Tog på medarbejder og nægtede at gå fra beværtning
En 46-årig mand blev i nat kl. 2.25 anholdt på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus C, da han nægtede at gå fra stedet, selvom personalet bad ham om det gentagne gange. Episoden startede, da manden generede en kvindelig medarbejder og tog på hende flere gange. Da dørmanden opdagede det, bad han gæsten om at gå, men det nægtede manden, der ifølge dørmanden i stedet blev aggressiv og råbte op. Til sidst tilkaldte dørmanden politiet, der anholdt den 46-årige mand og sigtede ham for brud på restaurationsloven.

**

Brand i villa i Risskov
Der opstod brand i en villa på Havgårds Tværvej i Risskov i går kl.16.09. Branden opstod formentligt i en vinkøler, der stod i et lille rum. Ilden bredte sig til et nærliggende badeværelse, inden den blev slukket. Ingen personer kom til skade ved branden, som forårsagede brand- og sodskader i rummet med vinkøleren og på badeværelset.

**

Tigger anholdt på Strøget i Aarhus
En 27-årig mand fra Rumænien blev i går kl. 12.44 anholdt, da han sad og tiggede på Strøget i Aarhus. Manden sad med et papkrus, som han holdt foran sig, mens flere folk veg udenom. Han blev derfor anholdt og sigtet efter den nye bestemmelse om tiggeri på gågader og lignende. Her til formiddag fik han en straksdom ved Retten i Aarhus på to ugers ubetinget fængslet. Han erkendte tiggeriet og ankede ikke afgørelsen.

**

Udenlandsk trimmertyv fik straksbøde
En 43-årig mand fra Rumænien blev i går kl. 11.40 anholdt, da han forsøgte at stjæle en hårtrimmer fra Kvickly på Østeralle i Ebeltoft. En medarbejder i butikken så, at den 43-årige havde stukket trimmeren i bukselinningen på ryggen. Herefter gik han gennem kassen uden at betale for den. Personalet tilbageholdt manden, indtil politiet kom frem og anholdt den 43-årige. Da han er rumænsk statsborger og ikke bor i Danmark, modtog han på stationen en såkaldt straksbøde, som han skulle betale med det samme.

**

Stjal for flere tusinde kroner parfume
En 37-årig mand blev i går kl. 13.00 sigtet for tyveri i Magasin på Immervad i Aarhus C. Den 37-årige blev taget på fersk gerning af personalet, da han forsøgte at gå ud med parfume for omkring 2000 kroner uden at betale. Da politiet kom frem, opdagede betjentene, at manden i forvejen var eftersøgt til Fogedretten. Han blev derfor anholdt på stedet.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.50 på Hovedvejen i Auning. En 28-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 26-årig mand, der var i færd med at svinge til venstre. Ingen af bilisterne kom til skade. Den 28-årige mand blev sigtet for manglende agtpågivenhed.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 14.06 i krydset Provstebakken/Klokkervej i Hasle. En 52-årig mand kørte ud foran en 44-årig kvindelig bilist, der ikke kunne undgå at køre ind i mandens bil. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 52-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.58 på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 27-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 43-årig mand, der havde fået motorstop og derfor holdt på vejen. Ingen af bilisterne kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.58 i krydset Sonnesgade/Gebauersgade i Aarhus C. En 27-årig mandlig bilist kørte ud foran en bil ført af en 54-årig mand, der kørte ind i ham. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den 27-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 21.04 på Chr. Winthersvej i Åbyhøj. En 58-årig mand ramte med sin lastbil ind i en parkeret bil ejet af en 56-årig mand. Ingen personer kom til skade ved sammenstødet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 22.21 på Fuldenvej i Beder. En 31-årig mandlig forsøgte at undvige et dådyr og ramte ind et træ ved vejen. Han kom dog umiddelbart ikke til skade ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 23.46 på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En varebil punkterede på det ene bagdæk, og den 32-årige fører mistede kontrollen over bilen, der væltede om på siden og røg ind i et autoværn. Han kom ikke alvorligt til skade ved uheldet.

En 34-årig mand blev i nat kl. 3.52 anholdt på Axel Kiers Vej i Højbjerg og sigtet for spritkørsel. Desuden blev han sigtet for at køre uden kørekort.

**

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

  • På Mariedalsvej i Brabrand begået mellem søndag d. 1/4 kl. 8.00 og tirsdag d. 3/4 kl. 18.00
  • På Voldby Hovvej i Hammel begået mellem tirsdag d. 3/4 kl. 18.00 og onsdag d. 4/4 kl. 8.00
  • På Nygårsvej i Søby ved Hornslet begået onsdag d. 4/4 mellem kl. 7.30 og kl. 17.05
  • På Odensegade i Aarhus C begået onsdag d. 4/4 kl. 21.30