Skip to main content

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 24. november

Nyhed   •   Nov 24, 2016 10:27 CET

Taget med indbrudværktøj og koster
En patrulje standsede i nat kl. 01.30 på Houvej i Odder en bil, hvori der sad en 26-årig mand, der virkede nervøs over politiets tilstedeværelse og havde svært ved at redegøre for, hvad han lavede på stedet midt om natten. Patruljen besluttede derfor at ransage mandens bil. Under ransagning blev der fundet arbejdshandsker, skruetrækkere og en bidetang, som politiet formoder den 26-årig havde brugt til at begå indbrud. I resten af bilen blev der nemlig fundet flere koster, i form af blandt andet lamper, mærketøj og elektronik, der formodes at stamme fra indbrud. Den 26-årige blev desuden fundet i besiddelse af narkotika og blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og narkokørsel, ligesom han blev sigtet for indbrud fra endnu ukendt sted.

***

Indbrudsforsøg blev til vold
Onsdag kl. 09.52 var to personer i gang med at begå indbrud på Egelien i Randers NV, da de blev opdaget af en af husetes beboere, en 19-årig mand, der lå og sov. Den 19-årige løb ud mod havedøren og råbte efter de to personer, der havde kurs mod et plankeværk i den bagerste del af haven. Da de to mænd ikke reagerede, løb han efter dem og fik fat i den ene, da den anden allerede var hoppet over plankeværket. Den 19-årige fik et knytnævneslag i hovedet, hvorefter den anden mand også hoppede over plankeværket. Den 19-årige hoppede efter ham, men da han kom om på den anden side, stod den anden gerningsmand klar og gav ham endnu et knytnæveslag i hovedet. Herefter trak den ene af dem en skruetrækker og snittede den 19-årige på overkroppen. Herefter forsvandt de to personer fra stedet.

De to mænd beskrives som:

A:

  • Østeuropæisk - formentlig polak
  • 30-35 år gammel
  • 180-185 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Mørkt hageskæg
  • Iført mørkt tøj og sort hue/hætte

B:

  • Østeuropæisk - formentlig polak
  • 30-35 år gammel
  • 180-185 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Ingen skæg eller andre kendetegn
  • Iført mørkt tøj og sort hue/hætte

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set de to personer i området ved Egelien i Randers i går formiddags. Oplysninger i sagen kan gives på telefon 114

***

Færdsel

Færdselsuheld
I går morges kl. 07.12 skete der et harmonikasammenstød på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. I forbindelse med køkørsel i morgentrafikken kørte en bil, ført af en 57-årig mand, ind i en bil, ført af en 52-årig mand, der ramte ind i autoværnet og derefter ind i siden på en bil, ført af en 46-årig kvinde, og videre ind i bagenden på en anden bil, ført af en 47-årig kvinde. Motorvejen var kortvarig spærret. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Færdselsuheld
I går klokken 13.57 skete der et mindre færdseluheld på Vesterbrogade i Aarhus. En 24-årig mand kørte på cykel på fortovet, som på grund af vejarbejde var lavet til kombineret gang/cykelsti. En 4-årig dreng gik ud af en forretningsdør sammen med sin mor, da den 24-årige cyklist kom kørende forbi og han påkørte den 4-årige dreng. Der skete ingen personskade ved sammenstødet.

Færdselsuhed
I morges kl. 05.44 skete der er mindre færdseluheld på Vestervold i Randers. En 55-årig mandlig bilist skulle svinge til venstre i krydset Adelgade/Vestervold, hvor han overså en 36-årig kvindelig cyklist, som blev påkørt. Cyklisten væltede, men fik kun overfladiske skrammer.

Narkokørsel og kørsel uden førerret
I aftes kl. 20.31 blev en 25-årig mandlig bilist standset af en patrulje på Ringboulevarden i Randers NØ. Patruljen kunne konstatere, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Manden havde desuden ikke generhvervet førerretten, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. 

Kørsel i frakendelsestiden 
I går kl. 09.45 blev en 30-årig mandlig biliststandset af en patrulje på Sintrupvej i Brabrand. Patruljen kunne konstatere, at manden var frakendt førerretten, og kan blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. 


Pressens henvendelser vedrørende døgnets begivenheder kan frem til kl. 1400 ske på telefon 2269 1087.