Skip to main content

Døgnrapporten for Østjyllands Politi mandag den 11. januar 2016

Nyhed   •   Jan 11, 2016 09:35 CET

Gerningsmand til indbrud anholdt.

Østjyllands Politi modtog søndag aften kl. 2014 anmeldelse fra en kvinde, som havde overrasket en ukendt person i sit hjem. Kvinden har til politiet forklaret, at hun stod ansigt til ansigt med den ukendte mand som var på vej op af trappen, hvor hun befandt sig. Manden havde herefter udtalt; "Jeg er vist gået forkert", hvorefter han stak af, samme vej som han var kommet ind. En hundepatrulje som patruljerede i området fik kort tid efter øje på en person som svarede til signalementet på gerningsmanden og råbte ham herefter an. Personen ønskede imidlertid ikke at tale med politiet, hvorfor han satte i løb. Han måtte dog erkende efter ca. 200 meter, at det ikke er muligt at løbe fra en politihund. Gerningsmanden viste sig at være en 16-årige dreng, som politiet sætter i forbindelse med to indbrud i kredsen. Han blev løsladt efter endt afhøring.

To gerningsmænd til indbrud anholdt efter kort eftersættelse

Her til morgen omkring kl. 0400 observerede en patruljevogn fra Østjyllands Politi en personbil, som kørte overfor rødt i krydset Skanderborgvej/Grøndalsvej. Patruljen forsøgte herefter at bringe køretøjet til standsning, hvilket personerne i køretøjet ikke havde til hensigt at efterkomme. Efter en kort eftersættelse, hvor gerningskøretøjet kørte ned at en blind vej, blev to personer i køretøjet anholdt. Det viste sig efterfølgende, at de med sig i køretøjet havde flere koster som stammede fra indbrud i politikredsen. Begge personer vil blive løsladt efter endt afhøring.

Begge sager efterforskes af lokalefterforskning i Aarhus ved Politikommissær Anders Uhrskov tlf. 72 58 19 81.

Bronzefiguren "Fløjespilleren" fundet igen

Søndag den 10. januar 2016 omkring middagstid blev vagtcentralen hos Østjyllands Politi gjort opmærksom på, at bronzefiguren "Fløjtespilleren" var blevet indleveret til en skrothandler i Bjerringbro. Østjyllands Politi har været i kontakt med personalet på skrotpladsen, som har sikret figuren, mens Østjyllands Politi har iværksat efterforskning af tyveriet.

Bronzefiguren blev anmeldt stjålet natten til fredag, hvor det var lykkedes ukendte gerningsmænd at slippe væk med den 150 kg tunge figur.

Sagen efterforskes af Lokalefterforskning i Randers.

Uddrag fra dagens døgnrapport søndag til mandag

Indbrud i øvrigt
Bøgeskov Høvej 8260 Viby Jylland
Anmeldt: søndag 10-01-2016 09:13
Sket: 07/01/2016 20:30 Til 10/01/2016 08:30
Vindue opbrudt. Tilsyneladende intet stjålet.

Indbrud i privat beboelse
Myggenæsvej 8200 Århus N
Anmeldt: søndag 10-01-2016 11:30
Sket: 08/01/2016 17:00 Til 10/01/2016 11:15
Rude aflistet. Ukendt kostervalg.

Indbrud i privat beboelse
Junovej 8270 Højbjerg
Anmeldt: søndag 10-01-2016 12:10
Sket: 07/01/2016 20:00 Til 10/01/2016 11:55
Dør opbrudt. Der var stjålet seks til otte Arne Jacobsen 7´er stole.

Indbrud i privat beboelse
Herredsvej 8210 Århus V
Anmeldt: søndag 10-01-2016 19:52
Sket: 10/01/2016 12:00 Til 10/01/2016 19:45
Rude knust. Der var stjålet to PH-lamper i matteret glas, en bærbar PC, mrk. Acer, samt muligvis et dameur.

Indbrud i privat beboelse
Brendstrupvej 8200 Århus N
Anmeldt: søndag 10-01-2016 20:14
Sket: 10/01/2016 20:10 Til 10/01/2016 20:10
Husets beboer overraskede på fersk gerning en indbrudstyv, som undløb fra stedet. En patrulje til stedet kunne ved sporsøgning med tjenestehund kort efter anholde gerningsmanden, en 16-årig dreng.

Tricktyveri
A.h.winges Vej 8200 Århus N
Anmeldt: søndag 10-01-2016 15:07
Sket: 10/01/2016 13:50 Til 10/01/2016 14:05
Der blev ringet på dørtelefonen hos en 96-årig kvinde, hvor en ukendt kvinde sagde, at hun var udsendt fra Aarhus Kommune og skulle tjekke op på kvindens medicin. Den 96-årige kvinde lukkede hende ind, og de gik i køkkenet, hvor samtalen drejede sig om medicinen. Da hun var utryg ved situationen, bad hun kvinden om at gå. Efterfølgende kunne hun konstatere, at der havde været en anden person i stuen, som havde stjålet et kontantbeløb, et hævekort og muligvis nogle smykker.
Signalement:
A: Kvinde, mellemøstlig af udseende, 28-35 år, 165-170 cm, Almindelig af kropsbygning, lys hud, brunt mellemlangt hår, talte dansk med accent. Iført halvlang hvid jakke og bar briller.
Eventuelle oplysninger til Østjyllands Politi, telefon 114.

Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
Silkeborgvej 8220 Brabrand
Anmeldt: mandag 11-01-2016 01:19
Sket: 11/01/2016 01:19 Til 11/01/2016 01:19
En 31-årig mandlig bilist blev bragt til standsning af en patrulje, som konstaterede at manden var påvirket af euforiserende stoffer. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse. Manden blev ligeledes sigtet for kørsel uden førerret.

Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
Langtoftevej 8260 Viby Jylland
Anmeldt: mandag 11-01-2016 03:58
Sket: 11/01/2016 03:58 Til 11/01/2016 03:58
En 19-årig mandlig bilist blev bragt til standsning af en patrulje, som konstaterede at manden var påvirket af euforiserende stoffer. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.

Frakendelsestid - kørsel i (motorkøretøj/stor knallert)
Dr.holsts Vej 8230 Åbyhøj
Anmeldt: søndag 10-01-2016 19:52
Sket: 10/01/2016 19:13 Til 10/01/2016 19:13
En 22-årig mandlig bilist blev bragt til standsning af en patrulje, som sigtede manden for kørsel i frakendelsestiden 

Henvendelser fra pressen kan frem til kl. 14.00 ske på 2269 1087.