Skip to main content

21-årig mand fra Aarhus nægtet nyt pas

Pressemeddelelse   •   Nov 25, 2016 12:02 CET

Retten i Aarhus har i denne uge for første gang afsagt kendelse i en sag vedrørende de nye regler i pasloven, der giver mulighed for at fratage pas eller nægte at udstede pas til personer, der formodes at rejse til konfliktområder og deltage i aktiviteter, der kan udgøre en fare for statens sikkerhed. 

En 21-årig mand fra Aarhus havde indbragt sagen for retten, efter Østjyllands Politi i september nægtede ham at få et nyt pas, da hans pas var udløbet. Den 21-årige har flere gange været i Syrien, Tyrkiet og i grænsebyer mellem Syrien og Tyrkiet, og han har også flere gange forgæves forsøgt at rejse ind i Syrien, og politiet havde grund til at tro at han, hvis han fik fornyet sit pas, ville rejse ud igen. 

- Ifølge den 21-årige har han arbejdet for en nødhjælpsorganisation. Men der er tale om en organisation, han selv har oprettet, og hverken vi eller retten mener, at der er tale om en anerkendt nødhjælpsorganisation, og hans rejser til Syrien har derfor ikke haft et anerkendelsesværdigt formål, siger juridisk konsulent ved Østjyllands Politi Signe Mikkelsen.

Retten i Aarhus er altså enig i Østjyllands Politis beslutning om at nægte den 21-årige at få et nyt pas.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at retten er enig i vores afgørelse, og så har sagen selvfølgelig været ekstra interessant, da det er første gang her i Østjylland, at en passag er prøvet ved retten, siger Signe Mikkelsen.

Den 21-årige har forbud mod at rejse ud af Danmark foreløbigt til 1. juli 2017, hvor sagen skal vurderes igen.

_______________________________________________________________________________________________

Østjyllands Politikreds er en af 12 politikredse i Danmark og dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.