Skip to main content

Nye oplysninger om guldsmedrøveri i Aarhus

Pressemeddelelse   •   Okt 13, 2016 21:00 CEST

Mandag den 10. oktober klokken 10.13 blev der begået et særdeles groft røveri mod Øzkan Guld, Guldsmedgade i Aarhus C. Røveriet blev begået af tre maskerede personer med mørkt hår.

Under røveriet blev butiksindehaveren, under tumult med en af gerningsmændene, skåret i ansigtet med kniv. I den forbindelse gled maskeringen ned på to af gerningsmændene, hvilket har givet nogle forholdsvis gode billeder af den ene af dem (se hele overvågningsvideoen her).


Udenfor butikken ventede en fjerde gerningsmand i en flugtbil. Flugtbilen – denne sølvgrå Audi A6 Sedan - blev stjålet ved en forhandler i Vejle-området den 3.-4. oktober.

Der blev samtidig stjålet yderligere en bil fra forhandleren – denne hvide Audi A4 Sedan.


I samme døgn blev der stjålet nummerplader, YX 33 828, på Gøteborg Allé i Aarhus N.

Flugtbilen (den sølvgrå Audi A6Sedan) blev efter røveriet fundet på p-pladsen foran varmeværket på Skejbyvej i Aarhus N. Bilen var påsat de stjålne nummerplader YX 33 828. Den hvide Audi A4 blev senere fundet på Haremarksvej i Løsning v/Horsens.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra personer, der:

  • Genkender den viste gerningsmand
  • Har set den sølvgrå Audi A6 Sedan før eller efter røveriet
  • Har set den hvide Audi A4 Sedan
  • Har set bilerne sammen
  • Eller i øvrigt har oplysninger til politiet.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 8731 1448. 

***

Østjyllands Politi har tidligere med billede efterlyst en person, der ca. en uge for røveriet var inde i en nærliggende butik. Han har nu selv kontaktet politiet, og han har intet med røveriet at gøre.

________________________________________________________________________________________________

Østjyllands Politikreds er en af 12 politikredse i Danmark og dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.