Pressemeddelelse -

Ny medlemschef i PKA

Fra 1. november får de 320.000 medlemmer i Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse en ny ambassadør og samarbejdspartner, når Maybritt Mørch tiltræder som medlemschef i PKA.

Her skal hun være med til at styrke PKA’s service og sørge for, at pensionskassens rådgivning og produkter altid passer bedst muligt til medlemmernes behov.

Maybritt Mørch kommer fra en stilling som områdechef i Borgercenter Handicap i Københavns Kommune.

Hun kender dog PKA og medlemmerne rigtig godt i forvejen. Maybritt har tidligere arbejdet i både PKA og pensionskassens administrationsselskab Forca gennem sammenlagt mere end 20 år. Derudover er hun oprindeligt uddannet socialrådgiver, hvilket er en af de faggrupper, PKA dækker.

PKA’s medlemsdirektør, Tomas Frydenberg, ser frem til at byde Maybritt Mørch velkommen.

”Med ansættelsen af Maybritt får vi en både dygtig og erfaren medlemschef. Det betyder meget for os, at vi kan forstå vores medlemmers behov og servicere dem bedst muligt, for det er jo ene og alene medlemmerne, vi er her for. Det er jeg sikker på, at Maybritt kan være med til at løfte yderligere,” siger Tomas Frydenberg.

Den nye medlemschef glæder sig også til de nye udfordringer i PKA.

'Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at vende tilbage til PKA og til, sammen med dygtige kolleger, at sikre, at pensionsordningen fortsat passer til medlemmernes behov. Det er en opgave, som jeg altid har været optaget af og ydmyg overfor, så jeg glæder mig meget til at komme i gang og møde både medlemmer, faglige organisationer, kolleger og samarbejdspartnere,” siger Maybritt Mørch.

Maybritt Mørch afløser Britt Brandum, der tidligere på året valgte at forlade PKA.

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • opsparing
  • pension
  • finans
  • service
  • pka
  • pensionist

PKA har en samlet formue på 300 mia. kr. og administrerer pensioner for fire pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har godt 320.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.

Relateret materiale