Skip to main content

​Begrænsede muligheder for droneflyvning i Grønland

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2016 14:55 CET

I løbet af det seneste halve år har Grønlands Politi oplevet nogle sager med droner, der blandt andet har generet flytrafikken. Derfor ønsker politiet nu at tydeliggøre, hvad reglerne er for droneflyvning i Grønland.

”Det er først og fremmest af hensyn til borgernes sikkerhed, at vi ønsker at gøre opmærksom på, hvad de gældende regler for droneflyvning er i Grønland. Hvis en større drone styrter ned i bymæssig bebyggelse og rammer personer eller for eksempel en bil med passagerer, så kan det være at sammenligne med en sten, der falder eller kastes ned fra en vis højde. Dertil kommer de farer, som en drone kan udgøre for flysikkerheden, hvis et fly generes eller distraheres af en drone,” siger Liselotte Bøhm, senioranklager, Grønlands Politi

Kun begrænsede muligheder for droneflyvning
I Grønland regulerer ”Bestemmelse om Luftfart 9-4” betingelserne for at flyve med drone. Ifølge disse bestemmelser er udgangspunktet, at flyvning med droner er forbudt, hvis flyvningen foregår i nærheden af bymæssig bebyggelse eller inden for en afstand af fem kilometer fra lufthavne/flyvestationer (dog otte kilometer for militære lufthavne).

”Det betyder, at det kun i meget begrænset omfang er lovligt at flyve med droner i eller i nærheden af byer og bygder i Grønland,” fastslår Liselotte Bøhm.


Baggrund om droneflyvning i Grønland:
- Ifølge de gældende bestemmelser skal flyvning med droner foregå mindst 150 meter fra bymæssig bebyggelse og større offentlig vej (ud over de nævnte bestemmelser vedrørende afstanden til lufthavne mv.).
- Forbuddet gælder som udgangspunkt ikke flyvning med såkaldte mikrodroner med begrænsede flyveevner – såfremt droneflyvningen ikke udgør nogen risiko for personer, hvis den styrter ned eller rammer en person.
- Det er derudover muligt for virksomheder og institutioner at få et særligt certifikat/dispensation fra Trafikstyrelsen.
- Dispensationerne gives kun til flyvning med erhvervsmæssige formål, til test eller til forskning.
- I disse tilfælde gælder en række særlige krav til blandt andet ansvarsforsikring, pilotuddannelse mv.
- Dette ligger i regi af Trafik- og Byggestyrelsen, som dermed er den ansvarlige myndighed i forhold til disse tilladelser.
- Politiet har derfor ikke mulighed for at give tilladelser eller dispensationer til droneflyvning.


Grønlands Politi er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet. Politikredsen er organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Politikredsen er opdelt i fire politiregioner, hvor opdelingen af politiet er sammenfaldende med kommunernes grænser og omfatter følgende byer:

  • Politiet i Kujataa dækker Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq.
  • Politiet i Sermersooq dækker Paamiut, Nuuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
  • Politiet i Qeqqa dækker Maniitsoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.
  • Politiet i Qaasuitsoq dækker Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Pituffik og Qaanaaq.
  • Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk, er opdelt i tre søjler: Administrativ, operativ og juridisk. Sidstnævnte er politikredsens anklagemyndighed.

    Derudover udgør redningstjeneste (SAR - Search And Rescue) også et vigtigt element i Grønlands Politis arbejde.

    Læs mere om Grønlands Politi på denne hjemmeside: www.politi.gl

    Følg os på Grønlands Politis facebookside: www.facebook.com/gronlandspoliti

    Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen, kan kontaktes via mail: hma025@politi.dk eller mobiltelefon: (+299) 53 14 48