Skip to main content

Mød Grønlands Politi på facebook

Pressemeddelelse   •   Okt 18, 2016 13:43 CEST

Politimester Bjørn Tegner Bay: "Med facebook kan vi hurtigt og direkte nå mange borgere i Grønland på kort tid"

I dag går Grønlands Politi på facebook. Facebooksiden skal bruges til løbende at informere borgerne om stort og småt i politiets hverdag, ligesom den skal bruges som politiets direkte kommunikationskanal til befolkningen, hvis en større hændelse finder sted i Grønland

En stor del af borgerne i Grønland er aktive på facebook. Det er Grønlands Politi også nu, og det skal ikke mindst ses i lyset af, at politiet ønsker at være der, hvor borgerne er.

”Vi har valgt at gå på facebook, fordi vi gerne vil have en direkte kanal til borgerne i Grønland. Som vi både kan anvende i hverdagen og under større hændelser. Vi vil gerne vise, at vi er en moderne og serviceorienteret organisation, og da mange borgere er aktive på facebook en stor del af døgnet, så ønsker vi at kunne kommunikere til dem der, hvor vi kan nå dem - og det er især på facebook,” siger Bjørn Tegner Bay, politimester.

Formålet er at støtte politiets arbejde
”Vores strategiske mål er også, at vi i kraft af vores forhåbentlig mange følgere får en større gruppe af borgere, som vi kan nå på få sekunder, når vi har behov for at få budskaber ud til borgerne hurtigst muligt. For at sikre de mange følgere skal vi selvfølgelig også give dem noget indhold. Derfor satser vi på et mix af mere bløde historier, samt det man kan kalde ’her og nu-opdateringer’ - eller operative meddelelser - som for eksempel en efterlysning af en gerningsmand, eller at vi er i gang med en redningsaktion,” fortæller Bjørn Tegner Bay.

Grønlands Politi fastslår, at facebooksiden især skal støtte politiarbejdet, men også bidrage til at vise en åbenhed omkring politiets arbejde og dermed også bidrage til at tiltrække kommende medarbejdere.

”Vi ved af erfaring, at vi kan forhindre eller opklare mange flere forbrydelser, hvis vi også har befolkningens øjne og ører til at hjælpe os. Det skal facebook også være et middel til at hjælpe os med,” siger politimesteren.

Afhængig af borgernes tillid
Bjørn Tegner Bay håber, at borgerne vil tage godt imod initiativet og via siden vil følge Grønlands Politis arbejde.

"Vi er som altid afhængige af borgernes tillid og velvilje over for os, og vi håber, at facebooksiden kan bidrage til, at vi fastholder og udbygger det gode samarbejde med - og forhold til - befolkningen,” siger Grønlands politimester, Bjørn Tegner Bay.


Om Grønlands Politi på facebook:

* Facebooksiden vil komme til at bestå af et mix af forskellige typer af opslag fra Grønlands Politi. Det kan være efterlysninger, præventive opslag, historier om politiets udstyr, gode råd, historier om store begivenheder, som politiet har deltaget i, hændelser fra døgnrapporten etc.

* Der kan kommenteres på politiets opslag, men politiet besvarer som udgangspunkt ikke spørgsmål, der stilles på siden. Med tiden håber Grønlands Politi dog at kunne lave spørgsmål og svar-seancer, chats eller lignende.

* Politiet vil fra starten opfordre til en god og sober tone på siden og forbeholder sig retten til at slette kommentarer, som ikke overholder retningslinjerne for siden, ligesom brugere kan blive blokeret, hvis de overskrider disse retningslinjer.

* Ligeledes er det vigtigt at understrege, at der ikke kan foretages anmeldelser eller tip via siden, ligesom borgerne ikke kan bruge den i stedet for at skrive breve, sende mails, ringe eller møde op hos politiet.

* Det skal først og fremmest ses i lyset af det ressourcetræk, som det vil være at besvare alle henvendelser på facebook, ligesom den heller ikke vil være bemandet døgnet rundt.

* Flere af de danske politikredse og Rigspolitiet har været på facebook i kortere eller længere tid, og Grønlands Politi har forud for lanceringen også kigget på erfaringerne fra Danmark.

Siden kan findes via:

www.facebook.com/gronlandspoliti

For yderligere information om Grønlands Politi på facebook eller interviewaftaler bedes medierne kontakte Henrik Madsen, presserådgiver i Grønlands Politi, telefon (+299) 53 14 48, mail: HMA025@politi.dk


Grønlands Politi er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet. Politikredsen er organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Politikredsen er opdelt i fire politiregioner, hvor opdelingen af politiet er sammenfaldende med kommunernes grænser og omfatter følgende byer:

  • Politiet i Kujataa dækker Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq.
  • Politiet i Sermersooq dækker Paamiut, Nuuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
  • Politiet i Qeqqa dækker Maniitsoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.
  • Politiet i Qaasuitsoq dækker Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Pituffik og Qaanaaq.
  • Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk, er opdelt i tre søjler: Administrativ, operativ og juridisk. Sidstnævnte er politikredsens anklagemyndighed.

    Derudover udgør redningstjeneste (SAR - Search And Rescue) også et vigtigt element i Grønlands Politis arbejde.

    Læs mere om Grønlands Politi på denne hjemmeside: www.politi.gl

    Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen, kan kontaktes via mail: hma025@politi.dk eller mobiltelefon: (+299) 53 14 48