Randers Kommune

10.000 børn skal se teater med friske øjne

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2011 09:21 CET

Fra den 4. til den 10. april er Randers Kommune vært for verdens største teaterfestival for børn og unge. Derfor skal kommunens skoleelever have en teateroplevelse ud over det sædvanlige. En forsker har forinden lavet teaterworkshops med skoleeleverne. De skal lære at smage, lugte og føle en teateroplevelse

Så går det snart løs i Randers. Verdens største teaterfestival er ved at tage form, og et godt forarbejde giver de bedste chancer for succes. Derfor har forsker Louise Ejgod Hansen haft travlt med at afholde workshops om teater for skoleklasser i Randers Kommune. Elever fra 8. C. fra Havndal Skole i det nordlige Randers og deres lærer Mette Fodgaard har deltaget i workshoppen:

"Børnene lærer blandt andet at bruge alle deres sanser. Efter forestillingen skal de huske lyde, lugte og farver fra teaterstykket, og først senere snakker vi om indholdet. Det giver dem en totaloplevelse af forestillingen, de får simpelthen flere aspekter og lag med sig på den her måde," siger Mette Fodgaard. At workshoppen også sætter spor ved andre kulturoplevelser, oplevede klassen samme dag, da de besøgte Randers Kunstmuseum:

"Børnene reflekterede på en ny måde. De brugte nogle af de værktøjer fra teaterworkshoppen, som de havde fået med sig," siger Mette Fodgaard.

Kultur giver indsigt

I teaterworkshoppen tegner de yngste børn de indtryk og oplevelser, teaterforestillingen giver dem:

"Når børn har set en teaterforestilling, er det mest almindelige at voksne spørger: Hvad handlede det om, og var det sjovt? Men kunst er mere end det. Børnene er fantastisk gode til at gengive helt præcise indtryk. Det viser, at de oplever teater på mange forskellige niveauer," forklarer forsker Louise Ejgod Hansen.

De ældre elever bearbejder forestillingerne med erindringsøvelser og fælles refleksion:

"Vi lægger stor vægt på at anerkende hvert enkelt barns oplevelser. Den personlige oplevelse er vigtig, fordi en teateroplevelse kan bidrage med en sanselig erfaring af os selv, i forhold til den verden vi lever i," siger Louise Ejgod Hansen.

Teater sætter spor

Det er Randers Kommune, der har igangsat forskningsprojektet op til Teaterfestivalen for børn og unge i samarbejde med Scenekunstnetværket i Region Midtjylland.

"Randers er en kommune, der brænder for scenekunsten, og derfor ønsker vi også at forske og videreudvikle på børns teateroplevelser. Denne festival skal sætte spor ind i fremtiden, og disse workshops er en metode til at udvikle børns teater- og kulturforståelse," siger Helga Hjerrild fra Randers Kommune og projektleder på teaterfestivalen i Randers 2011.

Fakta

Louise Ejgod Hansen fra Institut for Æstetiske fag, Aarhus Universitet har lavet otte pilotworkshops med skoleklasser i Randers Kommune i samarbejde med Randers Egnsteater og Teatercentrum. Ud fra disse workshops har hun udarbejdet en manual til, hvordan alle lærere i Randers Kommune afholder workshops for 10.000 elever under Teaterfestivalen fra den 4. til den 10. april.

 

Læs mere om Teaterfestivalen på teaterfestivalens hjemmeside.