Region Nordjylland

10 millioner til frafaldstruede unge på ungdomsuddannelserne

Pressemeddelelse   •   Nov 09, 2010 12:28 CET

Region Nordjylland ønsker, at 95 % skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor har regionsrådet nu besluttet at igangsætte initiativer for godt 10 millioner kroner til de unge, der er i særlig risiko for at droppe ud.

Tryg og sikker uddannelsesstart

En af indsatserne i den nye uddannelsespulje er fastholdelseseksperter. Indsatsen bygger videre på et projekt, hvor Frederikshavns Handelsskole, Erhvervsskolerne Aars og EUC Nordvest har oprettet såkaldt HG-Flex klasser. 

- HG-Flex giver nogle meget usikre elever mulighed for at begynde uddannelsen i et trygt miljø i en lille klasse med tæt kontakt mellem lærer og elev og eleverne imellem. Klassen skal lette overgangen fra grundskole til handelsskole ved at give eleven tid til at lære skolen og sig selv at kende. Dermed opdager de, at de rent faktisk godt kan noget og ikke mindst gennemføre en uddannelse. Eleverne kan eventuelt begynde et fag på lidt lavere niveau, men arbejde sig op og slutte på kompetencegivende niveau, siger Brian Andersson, uddannelseschef på Frederikshavns Handelsskole. 

Erhvervsskolerne oplever større frafald end de gymnasiale uddannelser, og de har allerede haft mange forskellige indsatser hver for sig. Nu arbejder skolerne sammen om at finde de bedste indsatser for fastholdelse og udbrede dem. Skolerne udnævner nogle fastholdelseseksperter, der skal koordinere indsatserne og samarbejde med relevante partnere uden for skolerne.

Fire indsatsområder udgør grundlaget

- Næsten 95 % af en årgang påbegynder en ungdomsuddannelse. Men det er kun 83 %, der færdiggør uddannelsen. Selvom det er lidt bedre end landsgennemsnittet, er der stadig alt for mange falder fra, og det skal vi være med til at ændre på. Vi tager her fat i gruppen af særligt frafaldstruede unge og forsøger at hjælpe dem gennem uddannelsen, siger regionsrådsmedlem Ole B. Sørensen (V). 

- Men vi har også fokus på unge uden for uddannelsessystemet og uden tilknytning til arbejdsmarkedet. For den gruppe har vi i Vækstforum Nordjylland en indsats, der skal se på, hvordan de unge kan komme i gang med en kompetencegivende uddannelse eller i arbejde, siger han. 

Udover indsatsen med fastholdelseseksperter er der tre andre indsatser i puljen. De handler om: 

Anvendelsesorienteret undervisning giver eleverne et bedre indblik i, hvad de helt konkret kan bruge deres uddannelse til. Det har især været en udfordring for de gymnasiale uddannelser. 

Bedre skriftlig formidling handler om at give eleverne bedre kompetencer til at sætte en tekst sammen, at bygge en opgave op, at skrive projekt m.m. De skriftlige krav er skærpet efter gymnasiereformen og gælder ikke kun dansk, men også en række andre fag, hvilket betyder, at en rækker elever bliver hårdere ramt af de skriftlige krav end tidligere. 

Psykisk sårbare unge er et samarbejde med Psykiatrifonden om temaseminarer og anden efteruddannelse, der skal gøre lærerne bedre til at tackle eleverne og hjælpe dem gennem uddannelsen. Der er allerede ansat psykologer på flere skoler, men nu skal lærerne altså også blive bedre til at tackle problemerne

Yderligere informationer

Af de 10 millioner kroner til indsatserne kommer de 7,8 millioner kroner fra regionens uddannelsesmidler. De sidste 2.6 millioner er egenbetaling fra ungdomsuddannelserne.