DR Kommunikation

100.000 går i ’Selvsving’ hver fredag

Pressemeddelelse   •   Sep 23, 2010 09:49 CEST

Sådan lyder det hver fredag, når Margaret Lindhardts velkendte stemme lægger op til otte minutters komprimeret satire fra Lars le Dous, Oliver Zahle, Jens Korse og Peter Lous i ’Selvsving på P1’.

Men det er åbenbart ikke så galt fat med DR, at lytterne ligefrem sidder og bæver ude ved apparaterne og straks slukker. Tværtimod er der cirka 100.000, der går i selvsving hver fredag, når programmet kan høres klokken 6.50 og 8.50 og igen 22.03 og 3.03. Det viser lyttertallene fra DR Medieforskning.

”Lytterne er tilsyneladende meget trofaste, når det handler om radiosatire. For både sidste år og i år har lyttertallet til ’Selvsving’ nærmest ligget stabilt på 100.000 om ugen. Dertil skal lægges, at mange hver uge henter programmet som podcast og hører det, når det passer dem. Det er sket 63.000 gange i den første halvdel af 2010,” forklarer medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Herreekvipering og skrivemaskiner
De fire herrer bag ’Selvsving’ bidrager med uddannelser inden for herreekvipering, historie, trommeslagning, journalistik og ikke mindst skrivemaskinereparation. De indspiller satireprogrammerne sent hver torsdag, så udsendelserne er så dagsaktuelle som muligt. I fredags handlede det for eksempel om ”Bombe-bokse-benprotese-belgieren bag bombet lokum” og om mediernes evindelige tendens til at komme med ”breaking news”, som måske ikke alle er lige epokegørende.

Kanalchefen for P1, Anders Kinch-Jensen, glæder sig over, at ’Selvsving’ har fat i en god og trofast skare:

”P1 går imod strømmen i disse år, hvor den politiske satire trænges i baggrunden af livsstilssatiren på mange radio- og tv-kanaler. Jeg mener, at den politiske satire er et uundværligt element i den aktuelle, politiske dækning i et demokratisk samfund – og dermed et helt naturligt og nødvendigt element på en samfundskanal som P1,” siger han.

Opstod på P3
’Selvsving’ opstod oprindeligt som søndagssatire på P3 i 1990’erne. Men da de fire mænd bag var blevet 10 år ældre, og P3 var blevet 20 år yngre i mellemtiden, var det på P1, de vendte tilbage. Og her er ’Selvsving’ blevet sendt lige i tide til, at lytterne kan få morgenkaffen i den gale hals, siden oktober 2006.

87,8 procent hørte noget
Der var 4.140.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 37. Det svarer til 87,8 procent af den danske befolkning over 12 år. En gennemsnitlig DR-lytter lyttede to timer og 37 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 80,1 procent.

Lyttertal for uge 37

Så mange lyttere over 12 år hørte kanalen i uge 37:

1. P4 – 2.932.000
2. P3 – 2.353.000
3. Nova fm – 1.435.000
4. The Voice – 876.000
5. P1 – 814.000
6. Radio 100FM – 783.000
7. DR Hit – 486.000
8. P2 – 441.000
9. DR Boogieradio – 200.000
10. Radio Soft – 182.000

Lytterandele i uge 37
1. P4 – 41,7 procent
2. P3 – 20,4 procent
3. P1 – 8,6 procent
4. Nova fm – 4,7 procent
5. P2 – 4,5 procent
6. Radio 100FM – 2,9 procent
7. The Voice – 1,8 procent
8. P5 – 1,4 procent
9. DR Hit – 1,0 procent
10. Radio Soft – 0,6 procent