Grønlands Politi

​18-årig død efter bådulykke

Pressemeddelelse   •   Okt 31, 2016 18:44 CET

En 18-årig yngre mand er afgået ved døden efter, at han sammen med en 15-årig kammerat i aftenmørket påsejlede et landstykke nær Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset) mellem Nuuk og Paamiut i en jolle lørdag 29. oktober 2016 først på aftenen.

De to venner havde været på rypejagt og sejlede først tilbage mod bygden efter mørkets frembrud i en lånt jolle. Omkring fire til fem kilometer fra Qeqertarsuatsiaat stødte jollen pludselig mod et landstykke i mørket. Den 18-årige røg ved påsejlingen ud af jollen. Ifølge den 15-årige dreng, landede den 18-årige på et stykke land.

Den 15-årige kunne ikke selv løfte den 18-årige ombord på den havarerede jolle. Der var ingen mobilforbindelse på stedet, og den 15-årige kunne ikke få tændt VHF-radioen.

Måtte hente hjælp i bygden

Den 15-årige valgte derfor at sejle til bygden efter hjælp i jollen, som der var blevet slået et større hul i ved påsejlingen. Da den 15-årige dreng og borgere fra bygden kom tilbage til hændelsesstedet, befandt den 18-årige sig nu i vandet og var bevidstløs.
Han blev transporteret til Qeqertarsuatsiaats sygeplejestation, hvor man konstaterede, at han var stærkt nedkølet, havde læsioner i hovedet mv. Kort tid efter afgik den 18-årige ved døden.

Politiet i Sermersooq er stadig i gang med at få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring hændelsen.

Grønlands Politi er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet. Politikredsen er organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Politikredsen er opdelt i fire politiregioner, hvor opdelingen af politiet er sammenfaldende med kommunernes grænser og omfatter følgende byer:

  • Politiet i Kujataa dækker Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq.
  • Politiet i Sermersooq dækker Paamiut, Nuuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
  • Politiet i Qeqqa dækker Maniitsoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.
  • Politiet i Qaasuitsoq dækker Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Pituffik og Qaanaaq.
  • Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk, er opdelt i tre søjler: Administrativ, operativ og juridisk. Sidstnævnte er politikredsens anklagemyndighed.

    Derudover udgør redningstjeneste (SAR - Search And Rescue) også et vigtigt element i Grønlands Politis arbejde.

    Læs mere om Grønlands Politi på denne hjemmeside: www.politi.gl

    Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen, kan kontaktes via mail: hma025@politi.dk eller mobiltelefon: (+299) 53 14 48