Indenrigs- og Sundhedsministeriet

30 mio.kr. til forsøg med 5 modelafdelinger i psykiatrien

Pressemeddelelse   •   Okt 13, 2010 08:35 CEST

Regionerne har hver fået ca. 6 mio. kr. til et projekt, som bl.a. vil fokusere på fysisk aktivitet for patienterne og på at mindske brugen af tvang.

De fem regioner har i dag fået ca. 6 mio.kr. hver fra satspuljen til at udvikle ”Den gode psykiatriske afdeling”.

Bertel Haarder udtaler i den forbindelse:

”Jeg er glad for at kunne udmønte disse satspuljemidler, som skal være med til at løfte kvaliteten i psykiatrien – i første omgang på modelafdelingerne, men senere i hele psykiatrien - ved, at de gode erfaringer spredes. Jeg tror på, at man med forholdsvis få ændringer på afdelingerne vil kunne opnå rigtig gode resultater, som først og fremmest kommer patienterne til gode, men som også vil være positive for de pårørende og personalet.”

Formålet er at styrke kvaliteten i form af gode behandlingsalliancer mellem patienter og behandlere, gode og holdbare behandlingsresultater, høj patient- og pårørendetilfredshed og mindre tvang.

Modelafdelingerne skal afprøve flere sammenhængende, konkrete aktiviteter. Et fokusområde er forbedring af behandlingsforløbene. Det sker bl.a. ved styrket kompetenceudvikling og uddannelse af personale, afklaring af ansvarsområder på afdelingerne, optimering af arbejdsgange, og etablering fleksible åbne sengepladser, hvor fx patienter i risiko for indlæggelse kan overnatte.

Et andet fokusområde er at skabe bedre behandlingsmiljøer. Det gøres bl.a. ved at forbedre mulighederne for patientaktiviteter, sætte fokus på motion og fysisk aktivitet, arbejde med patienternes kropsfornemmelse og kropsforståelse og videreudvikle patientundervisning.

Et tredje fokusområde er nedbringelse af tvang. Det gøres bl.a. ved udbygning af kognitiv adfærdsterapi og ved systematisk brug af eftersamtaler og risikovurderinger.

Modelafdelingerne skal også have fokus på formidling af resultater og erfaringer til resten af landets psykiatriske afdelinger.

Mere om ”Den gode psykiatriske afdeling”
(Linker til Sundhedsstyrelsens hjemmeside)


Yderligere oplysninger
Pressemedarbejder Martin Deichmann, tlf. 72 26 94 14, mobil 40 82 06 37