Social- og Integrationsministeriet

4,7 mio. kr. til fem nye frivilligcentre

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2011 20:54 CET

Frivillige i fem kommuner modtager i alt 4,7 millioner kroner til at etablere nye frivilligcentre, der skal være samlingspunkt for de frivillige foreninger i området.

Fem nye frivilligcentre i Gentofte, Furesø, Fredensborg, Høje-Taastrup og Tønder kommuner skal skabe endnu bedre muligheder for de danskere, der gerne vil udføre frivilligt arbejde. Socialministeriet yder 4,7 millioner kroner til etableringen af centrene.

Socialminister Benedikte Kiær: ”Det er dejligt at kunne støtte de frivillige kræfter, der nu sætter gang i at etablere fem nye frivilligcentre. Centrene kan bidrage til at skabe et godt samarbejde mellem de frivillige foreninger, kommunen og det lokale erhvervsliv. Og dermed bliver de centrale mødesteder for det lokale foreningsliv.”

Det er regeringens ambition, at alle landets kommuner skal have et frivilligcenter, så borgerne får en direkte indgang til foreningslivet og et større kendskab til frivilligt arbejde. På den måde bliver det også nemmere for interesserede at engagere sig i frivilligt socialt arbejde.

Oprettelsen af de fem nye frivilligcentre sker med afsæt i satspuljeaftalen for 2010, der sikrede en permanent grundfinansiering af allerede eksisterende frivilligcentre og økonomisk støtte til at etablere nye frivilligcentre.

En vigtig forudsætning for Socialministeriets støtte til både eksisterende og allerede etablerede frivilligcentre er, at kommunalbestyrelsen prioriterer og støtter etableringen af et frivilligcenter. For at opnå støtte kræver det, at de enkelte kommuner forpligter sig til at støtte centrene økonomisk på lige fod med staten.


Yderligere oplysninger:
Berit Stengaard Olesen, fuldmægtig, tlf. 33 92 43 95

Pressekontakt:
Anni Lundqvist, presseansvarlig, tlf. 33 92 46 71, mobil 40 70 69 01