TDC Group

40.000 børn ringer gratis til BørneTelefonen

Pressemeddelelse   •   Jul 04, 2016 13:13 CEST

Siden 1987 har det været gratis at ringe til BørneTelefonen. Over 40.000 børn benyttede sig sidste år af, at de kan ringe kvit og frit og anonymt til en voksen rådgiver, der både lytter og hjælper. Sådan vil det også være fremover, efter at TDC Group igen har fornyet aftalen med Børns Vilkår om at levere gratis telefoni og teknologisk bistand til BørneTelefonen.

- Vi er i TDC Group stolte af at være partner med Børns Vilkår om BørneTelefonen. Rådgiverne i Børns Vilkår gør en fantastisk vigtig indsats, og vi leverer en løsning, der gør det enkelt og gratis for børnene og Børns Vilkår at tale sammen. På den måde kan børnene bare ringe, siger Benjamin Alberti, der er CSR-chef i TDC Group.

- Samarbejdet med TDC Group gør, at vi kan nå rigtig mange børn. Med TDC Groups bidrag kan vi nemlig fokusere vores ressourcer på kontakten med børnene, og samtidig får vi et teknologisk setup, der spiller, forklarer direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Klædt på til en digital hverdag
Samarbejdet strækker sig meget videre end telefoni. Fremover vil TDC Group også gå sammen med Børns Vilkår for at understøtte børns digitale dannelse og trivsel, når de færdes på internettet.

- En mobiltelefon er langt mere end blot en telefon. Mange børn har den i lommen altid og færdes hjemmevant på nettet og sociale medier som Instagram, YouTube og Snapchat. Men den digitale verden er desværre også fyldt med faldgruber, og smartphones skal bruges med omtanke. Derfor vil vi sammen med Børns Vilkår tage et ansvar for, at børn bliver klædt ordentligt på til at indgå i digitale fællesskaber og færdes trygt i deres digitale hverdag, fortæller Benjamin Alberti.

TDC Group er Danmarks største it- og telepartner, og Børns Vilkår nyder godt af den ekspertise, der ligger bag.

- TDC Group har fingeren på pulsen digitalt og hjælper os til at følge med på de medier og platforme, som børn og unge bruger. Det er vigtigt, at vores rådgivere er opdateret på den digitale virkelighed, når de taler med børn, der har fået problemer på nettet eller været udsat for fx digital mobning. Der kunne vi ikke have en bedre partner end TDC Group, siger Rasmus Kjeldahl.

TDC Group og Børns Vilkår har arbejdet sammen i 20 år, og den nye aftale løber i foreløbigt to år.

For yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

TDC Group Communications, 70 20 35 10
Børns Vilkår, pressekontakt, 20 20 44 59