Zebicon A/S

400 studerende lægger vejen forbi Billund

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2016 10:48 CET

Billund Erhvervsfremme og syv Billund-virksomheder inviterer til Tech Tour studiedag, en virksomhedsdag for studerende og undervisere fra tekniske og produktionsorienterede uddannelser.

Fredag den 22. maj bliver en anderledes studiedag for cirka 400 studerende og undervisere fra Jylland og Fyn. De har nemlig valgt at lægge bøgerne til side og deltage i Tech Tour studiedag i Billund. Her får de mulighed for at opleve højteknologi og avancerede produktionsfaciliteter på tæt hold og få inspiration til fremtidige karrieremuligheder.

Lokalt samarbejde

Tech Tour studiedag er et samarbejde mellem Billund Erhvervsfremme og syv teknologi- og produktionsvirksomheder i Billund, der alle holder åbent hus for studerende på samme dag. Dagen byder på 5-6 spændende virksomhedsbesøg, hvor de studerende har mulighed for at komme ind bag facaden hos DAVINCI development, HN Group, Stansomatic, Billund Aquakulturservice, Modulex, Zebicon, LEGO Koncernens engineeringafdeling og LEGO Koncernens produktion i Billund.

”Vi har stort udbytte af at deltage i Tech Tour studiedagen,” forklarer marketing manager Katja Ramsing fra Zebicon, der arbejder med 3D scanning og måleteknik. ”Vi får styrket relationerne til uddannelsesinstitutionerne, som resulterer i gæsteundervisning og lettere rekruttering af praktikanter og medarbejdere. Samtidig har vi lejlighed til at præsentere os selv for 400 potentielle kunder, da mange af de studerende er sidst i uddannelsesforløbet og snart skal ud på arbejdsmarkedet.”

Udover de gode relationer til uddannelsesinstitutionerne, har Tech Tour-dagene også givet større netværk og dialog virksomhederne i mellem, hvilket har skabt nyt samarbejde ud over det fælles åbent hus-arrangement.

En udvidelse af Tech Tour

Tech Tour studiedag er en udvidelse af virksomhedsarrangementet Tech Tour, som foregår den 21. maj. Her holder fire Billund-virksomheder åbent hus for erhvervsfolk. Da arrangementet blev afholdt i 2013 var der stor begejstring og tilslutning fra uddannelsesinstitutionerne, hvor flere end 300 studerende besøgte de fire Tech Tour virksomheder, som allerede den gang introducerede studiedagen.

Direktør for Billund Erhvervsfremme, Morten Karlsbjerg, som er medarrangør på dette års studiedag, forklarer: ”En af de store udfordringer i Billund Kommune er at skaffe kvalificeret arbejdskraft. En ny undersøgelse viser, at syv ud af ti virksomheder i kommunen har oplevet dette problem, og det var derfor nærliggende for os at træde ind i projektet omkring studiedagen og støtte op om initiativet med at skaffe højtuddannede til byen.” Billund Erhvervsfremme har været drivkraften bag udvidelsen af studiedagen med yderligere fire virksomhedsbesøg, og er desuden vært ved en event i Billund Hallen. Her serveres frokost og er planlagt en række underholdende og anderledes aktiviteter for de studerende.

Der er 397 tilmeldte til Tech Tour studiedag fra 10 forskellige uddannelsesinstitutioner. De studerende kommer fra uddannelserne: maskiningeniør, produktionsteknolog og maskinmester.

Hos Zebicon er vi specialister inden for 3D scanning og industriel måleteknik. Vi udfører 3D scanning og opmåling som serviceydelser og forhandler optiske målesystemer fra det tyske firma GOM. Med state-of-the-art udstyr og stor know-how både teknisk og fagligt, kan vi hjælpe dig med både simple og komplekse målinger.